Tobacco Warehouse i morgensol ca. 06:30 på denne torsdag. I billedets højre side aner vi, at Stanley Dock ligger et stykke inde i landet, fordi vi her kan se dock-land mellem os og River Mersey.
Jeg har endnu ikke vist, hvor mørke korridorerne er, selv om klokken er 07:15. De er meget spændende også, med maskinrumsmotiver i tæpperne, værelses-numre, plakater, etc.
Drysser et brev af vores trofaste følgesvend på rejser “Prebiophar” i et glas vand – som hver morgen. Pulveret hjælper til at holde “systemet” i orden, så forstoppelse eller det modsatte ikke kommer til at ødelægge rejsen.
Et øjeblik senere kom Inge.
Vi diskuterede vigtigheden af samtaleemner og på dansk-siden checkede vi ordene: ordflom, vårflom og flommefedt. Og på indersiden af låget på Inges honningglas stod “Savour the Moment” – et af hendes egne mottoer.
Nu vi var i Beatles-byen skulle vi jo også ud for at kigge på de berømte steder. Der var busture, men vi foretrak – efter et råd fra conciergen – at hyre en Fab Four Taxi Tour, hvor vi havde en taxi for os selv hele vejen rundt og kunne stoppe når vi ville.
Da vi trådte ud af hotellet til det aftalte tidspunkt stod bilen der allerede – men chaufføren manglede. Han havde stået og snakket ved receptionsskranken og kom ud lige efter os. Præsenterede sig som Trip Advisor Jay og vi gengældte med Inge og Steen.
Vi indså, at vi egentlig ikke vidste meget om the Beatles, men Jay fortalte mange gode anekdoter undervejs. Vi var ude af bilen flere steder. Det første var ved Pier Head, hvor vi skulle posere foran de overnaturligt store Fab Four, ligesom alle andre turister. Nu havde vi det hele for os selv, for det var – turistmæssigt set – tidligt på dagen. Bemærk taxien til venstre i baggrunden. Jay lod til at kunne parkere everywhere 
Han gjorde os opmærksom på, at der ialt kun var 2 hænder på statuerne af de 4 og at det var John’s og Paul’s guitarhænder, og at der i John’s var 2 agern. Han havde på et tidspunkt sendt 2 agern til alverdens ledere, så de kunne plante fredstræer. Men ingen vidste, hvor mange træer der rundt om i verden, der var vokset op fra de agern.
En har skrevet følgende om statuerne:
If you look closely, each one of the band has a small detail personal to their history.
Paul McCartney carries a camera, possibly in a nod to his relationship with Linda Eastman.
John Lennon has two acorns in his cupped hand. In June of 1968, Yoko Ono and John Lennon planted two acorns in the garden of Coventry Cathedral, England. The seeds, they said, represented their wish for world peace. After marrying in 1969, the couple sent a pair of acorns to leaders across the world asking that the “living sculptures” be planted as a symbol of world peace.
Ringo Starr has the number ‘8’ printed on the sole of his boot. (it is there, I have seen it!) The ‘8’ references L8, his childhood Postcode in Liverpool.
George Harrison has Sanskrit writing on the belt of his coat. Despite extensive Googling, I’m still not sure what it means.
Her er vi ved Ringo Starr’s barndomshjem. Igen ude af bilen og igen en anekdote om den pågældende Beatle knyttet til stedet.
Vejret var dejligt og det var rart at komme ud af taxien så tit. Her skulle der ikke være tvivl om, hvor vi befinder os. Jay fortæller her om Penny Lane:
Penny Lane is a street famous worldwide thanks to The Beatles 1967 hit, but the south Liverpool street owes its name to an outspoken Liverpool slave ship owner and staunch anti-abolitionist. James Penny was a Liverpool merchant who made his money from the transportation of slaves.
Der havde først været et metalskilt, men det var blevet stjålet flere gange og var blandt andre steder set på pubs i USA. Liverpool blev træt af det, så de malet skiltet i stedet. På hele turen hørte vi Beatles sange og de var afstemt til, hvad vi nu skulle se.
Jay tiltalte os hele tiden med vores fornavne og han opfordrede også til at vi blev fotograferet sammen. Egentlig meget sympatisk og når jeg tænker efter, så er det ikke så tit at det sker – bortset fra, når vi laver en selfie 
Chaufføren fortsatte ad Penny Lane og svingede ind hos The Penny Lane Development Trust og fandt sin lille madpakke frem. Ikke at han svigtede os af den grund, for snart efter var han med os igen og forklarede om det, der er at se her.
Every year, an estimated 100,000 tourists visit Liverpool in England. Liverpool is known around the world for its football, rich heritage, The Beatles and a lot more, but it was The Beatles who brought Penny Lane to life.
The song “Penny Lane”, named after the street name “Penny Lane”, was such a big hit with music fans around the world that it sparked a tourism boom on Penny Lane in Liverpool. We, at the Penny Lane Development Trust, built this centre to provide tourists with more accessibility and interesting attractions, as well as to help the local community.
Jay mente, at vi absolut skulle fotograferes i The Octopus Garden. Og hvorfor ikke – som tusindvis af andre par – holde om sin dejlige skat på dette sted, der har rødder i en fantasifuld popsang fra vores unge dage? Jo, det var helt rigtigt! Også påklædningsmæssigt, for vi gik vel også i jeans og T-shirts dengang 
The Octopus Garden is an ongoing project built by the community to honour peace, The Beatles and especially Ringo Starr as he was the one who wrote the song, “Octopus’s Garden”:
I’d like to be under the sea
In an octopus’ garden in the shade
He’d let us in, knows where we’ve been
In his octopus’ garden in the shade…
Trust’en havde en butik, hvor vi fandt en souvenir at tage med hjem
Vi købte et Yellow Submarine ur, som hjemme hos os fandt sin plads i gæstebadeværelset
Vi forlod Trust’ens park og kørte længere hen ad Penny Lane til barberen, der er kendt fra 1. vers i sangen “Penny Lane”:
Penny Lane there is a barber showing photographs
Of every head he’s had the pleasure to have known
And all the people that come and go
Stop and say hello.
Jay førte os hjemmevant ind i butikken, hvor en dame var ved at få ordnet sit hår. Det lod ejeren/forpagteren sig ikke forstyrre af – damen ej heller – så det er tilsyneladende en normal praksis. Vi kunne så fotografere fotografierne af The Fab Four, der fik sat frisuren her i butikken.
Medens vi fotograferede snuppede Jay et kort fra salonen til os. Det har han nok også aftalt med ejeren/forpagteren.
Senere, på Macket’s Lane, foran George Harrison’s barndomshjem, mente chaufføren at vi igen skulle foreviges med et gammelt avisfoto af George. Men det er lige nu i skrivende stund fint for mig, for jeg kunne ikke huske, hvem af de 4 der havde boet her.
Jay knipsede os med sin egen telefon til firmaets facebook-side og vi blev introduceret som Steen and Loren from Denmark
Men selv om hun der fik et andet navn, så er hun stadig den samme for mig 
Vi svingede ind til kantstenen ud for en kirkegård. Derinde er en gravsten under hvilken “Eleanor Rigby” hviler.
Gravstenen er den lyse midt i billedet. Der står en lille blomst foran den. Jay kunne fortælle at de 4 unge Beatles-drenge ofte sad her mellem gravstenene og fyrede en fed. medens de samlede inspiration.
Ah look at all the lonely people
Eleanor Rigby, picks up the rice
In the church where a wedding has been
Lives in a dream
Waits at the window, wearing the face
That she keeps in a jar by the door
Who is it for
All the lonely people
Where do they all come from?
Også henne ved porten ind til Strawberry Fields blev vi foreviget i et fotografi. Et dejligt fotografi er det. Fuldt af spontanitet og vi profiterer af Jay’s mangeårige fotografering her, for dette er nok den bedste vinkel at få muren, porten og det nydelige par samlet i et motiv.
Igen, ved John Lennon’s barndomshjem, måtte vi posere for Jay (gad vide om det var hans egentlige navn) med en fotokopi af John Lennon som dreng foran den havelåge, vi står foran. Disse parfotos er virkelig en positiv sidegevinst ved turen. Jeg er glad for at de blev taget.
Det næste stop i rækken blev ud for 20 Forthlin Road, hvor Paul McCartney boede og hvor the Beatles øvede deres første numre.
20 Forthlin Road is a National Trust property in Allerton in south Liverpool, Merseyside, England. It is the house in which Paul McCartney lived for several years before he rose to fame with the Beatles, and it is labelled by the National Trust as “the birthplace of the Beatles”. The house was built and owned by the local authority, and the McCartney family moved into it in 1955 when Paul was at secondary school.
Efter lidt mere end 2 timers tur med Jay satte han os af i nærheden af gågaden. Vi takkede for turen og betalte ham. Det havde været det rigtige valg at tage en Fab Four Taxi Tour.
Vi havde stadig nogle gamle ugyldige pengesedler, som vi gerne ville have vekslet. Det kunne man i en bank, men det måtte de kun, hvis vi havde en konto i banken. Så prøvede vi et veksel-bureau, som heller ikke måtte. Fik at vide, at vi måske kunne på et posthus. Et sådan fandt vi på gågaden South John Street oven over en boghandel. Efter lidt overtalelse gik damen med til at veksle de 4-5 sedler, vi havde. Derefter shoppede vi badetøj
Vi gik tilbage til Pier Head for at få noget at spise og endte på toppen af the Liverpool Pier Head Ferry Terminal i “Matou”, en pan-asiatisk restaurant. Herfra var der fin udsigt over River Mersey og færgeterminalen, hvor “vores” havnerundfartsturbåd er ved at lægge an ved den flydende kaj.
Herfra gik vi hen til The Museum of Liverpool, der med udstillingen “Tales from a City” vill give os et indtryk af byen.
The Museum of Liverpool reflects the city’s global significance through its unique geography, history and culture. Visitors can explore how the port, its people, their creative and sporting history have shaped the city.
Inge og jeg var efter besøget enige om, at museet for os virkede rodet og som om klientellet hovedsageligt var børn.
Fra museet var der et fint vue over Pier Head med terminalen, hvor vi havde spist. Inden vi gik videre købte vi en lille Liver Bird med magnet. Fuglen i toppen af The Royal Liver Building er en såkaldt “Liver Bird”.
Merchandise-afdelingen af The Beatles Story findes i terminalens stueetage og her havde vi forinden købt postkort.
På the harbourfront var der overraskende ingen taxi-holdeplads, så vi måtte tilbage op i byen. Her fandt vi en meget snakkesalig taxichauffør, som kørte os tilbage til “Titanic”.
Hotellets internet gik i strejke, så vi fandt baren. Klokken var i mellemtiden blevet et godt stykke over 5, så det var principielt helt i orden. Inge fik strikket og jeg fik skrevet til Annedore og fundet adresser frem til køreturen i morgen.
Aftensmaden var igen en katastrofe. Pizzaerne kom forbrændte og ubagte ind. Dem lod vi gå ud. Bestilte en ny med English Mozzarella. Den kunne vi spise, så vi delte den og gik op på værelset.
Vi gik tidligt i seng og håbede på en god nats søvn.