Den lokale avis beskæftigede sig hovedsageligt på forsiden – over folden – med gårsdagens fodboldkamp mellem Werder Bremen og VfL Wolfsburg. Superlativerne forblev dybt nede i redaktørskuffen og egentlig var der ikke noget at skrive om 
På “Livet Undervejs” beskæftiger jeg mig sjældent med detaljer som typen af Inges morgente (jeg tager normalt kaffe), men her på denne 2. morgen på hotellet havde hun held med en urtete, der i smag og (for mig også) i sin særligt smukke farve som brygget drik gav en sympatisk start på dagen.
Udenfor herskede det vi i sin tid kaldte “Bremervejr”, hvor det var gråt, men ikke regnede og alligevel gjorde det 
Medens jeg pakkede bilen og ordnede “det praktiske”, gik Inge sin morgentur i byen. At vi næsten ikke kunne forlade byen uden et friskt billede af Bremens måske mest berømte indbyggere, var hende helt klart. Dog var det svært, for der var mange turister, som alle skulle fotograferes, medens de rørte æslets ben eller snude (derfor er de så lyse). Det skulle opfylde et ønske – angiveligt
Schon um 1938 gab es in Bremen im Hinblick auf den sich entwickelnden Städtetourismus Überlegungen, eine Art Denkmal für die Bremer Stadtmusikanten zu errichten, doch erst 1951 gab ein Besuch von Gerhard Marcks, einem der bedeutendsten deutschen Bildhauer seiner Generation, den Anlass zu einer Realisierung. Das vom Verkehrsverein betriebene Auftragsprojekt und die für ein Jahr probeweise geplante Aufstellung der Gruppe (30. September 1953) vor der linken Stirnseite des Bremer Rathauses war von einer regen und anhaltenden öffentlichen Kontroverse um Kosten und fehlende Berücksichtigung Bremer Künstler begleitet. Manchem Bremer war zunächst die Gruppe nicht bewegt und „lustig“ genug. Doch gerade seine Zeichenhaftigkeit, seine formale Strenge und zurückhaltende Stilisierung, also das Nichtanekdotische, hat sicher dazu beigetragen, dass die deutlich unterlebensgroße Bronzeplastik neben dem Bremer Roland zum heimlichen Wahrzeichen Bremens wurde und für Touristen zum obligatorischen Besichtigungsprogramm gehört. Gern wird den Besuchern dabei erzählt, wenn man die Vorderbeine des Esels anfasse, gehe ein Wunsch in Erfüllung.
Derfra gik hun hen forbi Dom’en og ind i Sandstrasse, hvor hun stødte på Haus der Wissenschaft, som hun aldrig før havde bemærket – og jeg må i skrivende stund vedkende, at det havde jeg heller aldrig.
…og så havde huset et par tavler med opbyggelige citater
Jeg antager at det drejer sig om denne herre, som jeg aldrig havde hørt om:
Johann Caspar Lavater, auch Johann Kaspar Lavater (* 15. November 1741 in Zürich; † 2. Januar 1801 ebenda), war ein reformierter Pfarrer, Philosoph und Schriftsteller aus der Schweiz in der Zeit der Aufklärung sowie ein Hauptvertreter der Physiognomik…
…Nachdem Lavater als Prediger an die St. Ansgariuskirche in Bremen berufen wurde, unternahm er 1786 eine Reise dorthin. Obwohl er die Stelle abgewiesen hatte und weiterhin in Zürich als Pfarrer tätig blieb, wurde er auf der Reise und in Bremen mit Begeisterung empfangen. Auf Einladung des Ministers Bernstorff unternahm er 1793 eine Reise nach Kopenhagen…
Fra Sandstrasse fortsatte hun ind i den smalle gyde “Glockengang”, hvor hun bemærkede dette lystige murmaleri. Jeg tror, at jeg aldrig har været i denne smalle gyde. Jeg bliver så klog af at skrive rejseblog
Inges opmærksomme øjne bemærkede også en plade i brolægningen, der minder om at her er plantet et forædlet kugleformet asketræ (Kugelesche) til minde om 500 året for Reformationen.
Die Kugelesche ist eine sehr langsam wachsende Kugelform, die durch Veredlung auf einem Stamm der einheimischen Esche vermehrt wird. Die Blätter sind sehr ähnlich der einheimischen Esche aber etwas kleiner.
Diese Art kann auch auf frischen und feuchte Böden gepflanzt werden und viel Wind vertragen. Kugelbäume finden vor allem Verwendung im Eingangsbereich von Häusern oder kleinen Gärten und Innenhöfen.
Og har har vi så det forædlede kugleformede asketræ! Det står på Domsheide ved koncerthuset “Die Glocke”.
Hun vendte sig om og gik hen for at fotografere der Bremer Roland, før hun returnerede til hotellet. Med denne gennemgang af Inges lille billedserie kom jeg, in absentia, med på en lille turisttur i ukendte gader og stræder
Vi forlod hotellet ved 9:30-tiden og kørte sydpå…
…til Porta Westfalica, hvor vi havde et møde med Kejser Wilhelm I.
Das Kaiser-Wilhelm-Denkmal an der Porta Westfalica ist ein Kaiser-Wilhelm-Denkmal, das oberhalb des Weserdurchbruchs Porta Westfalica, des „Tors nach Westfalen“, auf dem Gebiet der Stadt Porta Westfalica im nordrhein-westfälischen Kreis Minden-Lübbecke steht. Es wurde durch die damalige preußische Provinz Westfalen von 1892 bis 1896[1] errichtet und entstand vor dem Hintergrund der nationalen Ideen im Deutschen Kaiserreich. Das insgesamt rund 88 m[1] hohe Denkmal reiht sich ein in die Reihe der deutschen Nationaldenkmale.
Der var naturligvis en panoramisk udsigt deroppefra, men den var præget af et større ombygningsprojekt, som jeg ikke havde bemærket, da jeg checkede stedet på nettet inden rejsen. Jeg havde mest bemærket, at der var café oppe ved statuen, men netop publikumsfaciliteter som café, toiletter, etc. var én stor byggeplads! Det var lidt skuffende, for jeg havde planlagt, at netop her ville det være perfekt at holde kaffepause – ca. midtvejs til dagens rejsemål og med fantastisk udsigt. Ja, og hvor jeg ville kunne benytte et ordentligt toilet – nu måtte jeg stå som en akrobat på en stejl skrænt i skoven nede ved P-pladsen 
En stor forklarende plakat ved P-pladen viste visionen for ombygningen…
… så næste gang vi kommer forbi, skulle vi kunne holde kaffepausen i monumentets nyindrettede fundament
15 km længere nede ad Autobahn A2 var der en afviser til byen Bad Salzuflen. “Bad” indikerede en kurby og dermed chancen for et Konditori eller Café, så der drejede vi fra motorvejen…
…og vi kom frem til Park Café. Ikke den lige vej, for jeg fortolkede P-skiltene på en måde, så vi godt nok kom til at holde i nærheden af den indre by, men næsten så langt fra Kurparken som vi kunne – og forespørgslerne mht. en god café førte os på en omvej, inden vi endte her Stedet får 4.8 ud af 5.0 på Google, så den ældre dame, som viste os vej og fortalte at dette var hendes foretrukne café, var altså helt på linie med mange andre.
Besøgende omtaler vafler som en af husets specialiteter. Det vidste vi dog ikke på forhånd, men vi bestilte netop det, og det var fint som en snack omkring 13:30. Vaflerne markedsførtes på menukortet som “Dänische Butter-Sahne-Waffel” og vores version var “…mit Kirschen”. Mit gæt er, at det hedder dansk waffel fordi den er rød hvid, men det er rent gætværk.
Lige overfor Park-Café stod (rød pil peger på den) de store såkaldte “Gradierwerke”(de aflange strukturer diagonalt over midten og øverst til højre), der skaber god luft – som ved havet – i byen og giver den status af Luftkurort .
Som værkets hjemmeside skriver:
Hier können Sie frische Luft atmen, so viel Sie wollen: Ein Bummel entlang der Bad Salzufler Gradierwerke ist so gesund, wie ein Spaziergang am Meer.
Over 600.000 liter saltvand risler ned over disse høje “vægge” af slåenkviste og forstøver undervejs til den fineste tåge og skaber derved et klima, som man ellers kun finder nær havet, og…
Dieser Solenebel gelangt mit einer Fülle von vitalisierenden Mikro-Partikeln in die Atemwege, das stimuliert die Durchblutung der Lunge und den Sauerstofftransport ins Blut auf ganz natürliche Weise.
Die gradierte und gereinigte Sole ist zugleich das wichtigste Kurmittel im Inhalatorium des Staatsbad Vitalzentrum. Hier wird die Sole in unterschiedlichsten Zerstäubungen zur Behandlung von Atemwegserkrankungen eingesetzt.
Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvorfor netop slåenkviste. Så jeg må gætte på, at det skyldes kvistenes mange lange torne, som saltvandet kan dryppe fra. Disse “mure” af slåenkviste skal skiftes hvert 10-12. år, har jeg læst mig til, fordi de forkalker i tidens løb, og – gætter jeg – så er spidserne efter så lang tid blevet for runde til at lave små dråber.
Den opmærksomme Inge bemærkede denne Toilet-Smiley i Park-Café’s vindue, og vi kan kun bekræfte, at etablissementet fortjente dette kvalitetstegn. Vi fandt tilbage til bilen og fortsatte rejsen.
…som endte her i Frankenberg (an der Eder) ved hotellet, der…
…stod på Marktplatz lige ved siden af det gamle rådhus.
Das 10-türmige Rathaus. Erbaut 1509 zwischen Ober- und Untermarkt. Es ist bereits das dritte Rathaus der Stadt. Der erste Bau wurde 1421 abgerissen, um den Vorgänger des heutigen Gebäudes zu errichten. Er verfügte bereits über die markanten zehn Türme, welche die zehn damals ortsansässigen Zünfte repräsentieren, fiel jedoch ebenfalls dem großen Brand von 1476 zum Opfer.
Turistmæssigt var vi i det absolut turistmæssige centrum af Frankenberg At vi var her nu, skyldes at jeg i nogle år har haft et godt øje til dette hotel, bla. fordi det har opnået god kritik på nettet og fordi det er i et område, hvor jeg hidtil har haft svært ved at finde hoteller, der er interessante for os. Nu skulle vi så prøve det.
Vi havde været 5:30 timer undervejs og tilbagelagt 282 km. Den blå pil markerer Kaiser Wilhelm Denkmal og den røde Bad Salzulfen.
På højdekurven ser vi tydeligt, hvordan vi er kommet fra det flade Niedersachsen til det relativt bjergrige Hessen.
Vi checkede ind i et tilfredsstillende værelse (dvs. i overensstemmelse med min forudgående telefoniske korrespondance med hotellet)…
…Nr. 203 på 2. etage, hvor der som på alle bedre hoteller…
…lå en Begrüssung til os. Denne gang fra værtinden.
Da klokken endnu ikke var 5 i Frankenberg og fordi vi havde siddet længe i bilen, gik vi en tur.
Ved kirken bemærkede Inge dette trækors, der så ud som om det tjente et dobbelt formål; nemlig det oprindelige og som støtte til en opløben solsikke
500-året for Reformationen markeres på utallige måder. Dette kunne minde om en dørmåtte; men måden, det sirligt er indrammet, siger at vi nok ikke har noget til skopleje her Mon det er en rya-tæppe-lignende sag, der lokalt er fremstillet til udsmykning i kirken? Det lå ialtfald foran alteret og jeg tror ikke at hr. pastor bruger det som dørmåtte.
Det for mig mest interessante i kirken var en række informations-plancher med relation til Reformationen og de 500 år, der er gået siden. Jeg stod dermed lidt i modsætning til en mandlig deltager i en hollandsk rejsegruppe. Han arbejdede intensivt med blyant i en skitsebog og lod til at finde motiver overalt at tage med hjem. Jeg havde endda ikke min notesbog med
Vi forlod die Liebfrauenkirche og gik ned i byen ad den imponerende brede gade Obermarkt. Den blev nok bredt anlagt i sin tid for at der kunne være marked her i parallel til det på Untermarkt, hvor vores bil er parkeret. Her i gaden er der stadig gamle huse, men moderne bygninger har holdt deres indtog. Bortset fra 2 bombardementer af jernbaneområdet i foråret 1945 blev byen i det store og hele forskånet for ødelæggelser.
“Obwohl in Frankenberg weiße Fahnen an den Häusern hingen und die Stadt widerstandslos übergeben worden war, feuerte in der Neustädter Straße ein SS-Mann doch noch eine Panzerfaust ab und wurde sofort erschossen.”
17:45 blev klokken 5 for os. I mit tilfælde i form af en König Pilsener. Inge valgte fra de åbne vine. Blev det til et glas 2016 “Cuvée Sommergewitter” fra Franken?
Nu kan det give indtryk af, at jeg er i sprit, men der er ca. 2 timer mellem den forsinkede klokken 5 König-Pilsener og denne Stauder Pilsener, jeg fik serveret til aftensmaden…
…som for mit vedkommende var en meget velsmagende og velsimreret Ragout vom heimischen Hirsch mit Rosenkohl und Kürbisspätzle.
…og hvad fik Inge? Det ser vist ud som en risotto med waldpilzen….
Natten faldt på heroppe i ca. 300 meters højde, hvor der ser ganske hyggeligt ud. Som taget ud af en turistbrochure! Lysene i vinduerne oppe på 2. etage er hos os
Vi gik ind i baren for at få en apéritif, og her var rart fredeligt i forhold til, da det hollandske rejseselskab propfyldte lokalet i eftermiddags. Vi udsøgte os et hjørne med hønsepinde og højt bord og satte os der. Jeg med en Obstbrand fra regionen, Inge med et glas hvidvin fra Franken eller Nahe.
Enten må jeg ligge på gulvet eller også kørte Inge op alene. Det sidste har nok været tilfældet og så er spørgsmålet: Hvad lavede jeg i stedet for at køre med op? Et gæt kunne være, at jeg vendte tilbage til baren efter “solide glas” til vand på sengebordet – glas med stilk vælter nemlig nemt i nattens løb. Hvis jeg nu havde fotograferet mig selv på vej op, så kunne jeg måske huske det. Det der undrer mig mest er, at Inge ikke tog trapperne. Det gør hun ellers altid!