I dag, for nøjagtig 65 år siden – hvilket fantastisk tilfælde, for det var ikke planlagt sådan fra vores side – skrev Dorthea i sin rejsedagbog fra turen i 1952 med Arne og Fru Lumbye til Østrig:
10. juni: Atter en dejlig dag med det skønneste vejr, som vi benyttede til at køre til Innsbruck i; startede lidt før 10 lige efter morgenmaden, vejen gik ad den nu kendte, men derfor lige skønne vej gennem Landeck og så videre ad den vidunderlige alpevej, følgende Inn-flodens løb og bugtninger i den smukke Inn-dal, uafbrudt og overalt omgivet af alpernes mægtige bjergkæder, dels skov dels snebedækkede tinder, en frodig dejlig grøn dal med idylliske alpebyer og mange mærkelige formationer af klippetoppe, hvorpå der ofte øverst knejser en valfartskirke; en af de mest særprægede er toppen med klosteret Kronsburg, ikke langt fra Landeck; i 2 timer nød vi køreturen, så var vi fremme i Tyrols hovedstad, det var morsomt at se byen igen, dens beliggenhed er jo enestående skøn, og selve byen har endnu sit fornemme præg, selv om noget var bombet, især omkring banegården, men ellers var den elegant og med smukke forretninger, fra hver en gade udsigt til skov eller sneklædte høje bjergtinder og flodpartiet og Maria Theresenstrasse var meget smukke; der var en del af konfektionsforretninger med – især smukt undertøj – og så smykker og ”turist” souvenirs, men alt var meget dyrt (omregnet i danske penge også).
Men vi fandt et spisehus, mest for studenter, der kom med deres middags-abonnementbillet, og vi sad sammen med dem ved lange med voksdugsbeklædte borde og fik dagens middag: suppe med æggestand, stegt svinekam med ris, kartofler, grøn salat til , og så 2 glas øl og 1 Apfelwein, med drikkepenge 10 Shilling for hver (2.70 kr.), derefter gik vi videre til flodgaden ad Herzog Friederich Strasse, hvor Fru Lumbye og jeg satte os på en bænk, medens Arne gik tilbage til banegården efter bilen og kom og hentede os, vi fordrev tiden med en is og kirsebær, – der fandtes ikke en banan eller appelsin, det eneste vi så var kirsebær og 2 steder jordbær (til 4 danske kroner pundet), nej Tyrol er et fattigt land imod Tyskland, kun på naturskønheden er det rigt, og dog er det vist gået meget frem siden 1945, vi var inde på en udstilling (fri entre), som viste fremgangen og forskellen på før og nu;
da Arne kom kørte vi videre gennem det fine kvarter af byen ud til Hungerburg Banen, vi vilde først have været med tandhjulsbanen til Hungerburg og så med svævebanen til Hafelekar (2300 meter), hvorfra der skulle være en storslået udsigt over alperne, men så var svævebanen gået i stykker, og derfor vendte vi og kørte rundt gennem andre gader, forbi teatret, bl.a. og så stadig i sol – hjemad igen ad samme smukke vej med så dejlige belysninger.
Jeg bemærker at Dorthea skriver “…det var morsomt at se byen igen,…”. Jeg har genlæst hendes rejsedagbog fra den tur til Østrig og der er ikke en tur til byen de foregående dage. Hvornår har hun første gang været her? Eller har hun? Var hun der med ægtemanden Viggo Peter August, da de boede i Frankfurt, eller var hun der med forældrene, da de var på en tur til Harzen, som de fandt dystert og senere tog til Holland omkring 1900. Det er en gåde, jeg kan arbejde på i baghovedet fremover og spørge mig selv om, hvorfor jeg aldrig spurgte min bedstemor om hendes rejser. Jeg elsker jo også selv at rejse og se på kort – der ville vi have haft noget tilfælles 
Dette billede, morgenbilledet, blev knipset før klokken 6 (ja, selv på rejse er vi ofte tidligt ude af fjerene) fra vores værelse på 4. etage – altså næsthøjest i bygningen. Over os lå baren og morgenmadsrestauranten. Nede på Adolf-Pichler Platz var der ganske roligt nu – i modsætning til i aftes, hvor fredag aftens natteliv på pladsen var ganske lystigt – dog ikke for os, som skulle lægge ører til, men det var egentlig ikke noget at klage over. Vi fandt ud af, at det var Thai-resto’ens udendørs-borde, der var nedenunder, hvilket jo ikke gjorde det bedre for mig ved erindringen om en middelmådelmådig aftensmad. Men det gik dog. Vejrudsigten var svær at aflæse på himlen, som så noget dyster ud. Måske ville alt ændre sig, når solen kom over bjergtoppene.
Halvanden time senere fotograferede Inge i den anden retning. Her var der nogen lysning ude mod øst. Billedet her minder mig om, at jeg på booking-bekræftelsen havde bemærket en notits om et nærliggende byggeri. Det fik mig til at ringe til hotellet og bede om at få et værelse til den anden side, og gerne på de øvre etager, for det var vores første besøg i byen og det ville være fint, hvis vi kunne have udsigt over byens tage og bjergene. Det blev imødekommet – og da jeg så denne byggeplads, glædede jeg mig over at have lavet denne telefonopringning med en præcision af mine preferencer. Jeg tænkte ikke på, at vi ville være her i weekenden og at sandsynligheden for byggestøj fra tidlig morgen var meget lille. Men byggepladsen ville jo stadig være i udsigten
Die “Kronen Zeitung” var nærmest euforisk over, hvor godt det i modsætning til tidligere nu går for østrigsk industri, der lader til at køre i overhalingsbanen i forhold til resten af Euro-zonen. Og så var avisen ikke helt venlig over for Mrs. May – die Verliererin, taberen – medens Jeremy Corbyn blev prominent afbildet med begge tommelfingre opad. Måske er “Kronen Zeitung” meningsmæssigt på den venstre side af den politiske midterlinie
“Der Standard”, der markerer sig som Østrigs uafhængige avis – var mindre tabloid-agtig i sin fremtoning, men gav også historien højeste prioritet ved at placere den over folden på forsiden 
“Die Presse” sluttede sig meningsmæssigt til de andre aviser, og avisen havde inde på side 8 yderligere dårligt nyt til Mrs. May mht. at hun i Bruxelles ikke skulle forvente den store forståelse for særlige krav ved skilsmissen. Ikke en god dag for hende…
9:30 var vejrforbedringen en realitet og vi befandt os på Burggraben ved die Hofkirche, som er bygget sammen med Tiroler Landesmuseum. Vores ærinde her gjaldt kirken, med dens helt specielle interiør.
Centralt i billedet, bag de 2 damer, der kigger opad, er Kejser Maximilian I’s berømte sarkofag og den er flankeret af 28 overnaturligt store statuer, der repræsenterer hans familie og forbilleder. Inden vi kigger på dem, skal jeg fortælle, at sarkofagen er tom! Kejseren døde 1519 i Wels, ca. midtvejs på en rejse til Wien – inden sarkofagen blev færdig – og begravedes i stedete under alteret i kapellet i Neustädter Burg syd for Wien. Da han døde, var kun 11 ud af de 28 statuer færdige og det varede endnu 35 år, inden den sidste var støbt færdig. Hvis vi var gået den “rigtige” vej rundt, ville vi have vidst det. Det blev vi dog rådet fra pga. nogle store turistgrupper – ingen skade sket, for nu i skrivende stund er vi vidensmæssigt på omgangshøjde
Sarkofagen og statuerne set fra en lidt anderledes vinkel.
Statuerne var meget detaljerige og meget forskellige i deres fremtoning. Her er sagnkongen Arthur af England. Modsat de andre statuer, der er støbt i Innsbruck, så er Arthur og en anden, Clodewig, støbt i Nürnberg. Et par år inden sin død blev kejser Maximilian nemlig utålmodig og ville fremskynde produktionen, så han out-sourcede disse to projekter
For foden af en af statuerne bemærkede Inge dette lille skilt…
…og da hun kiggede op kunne hun konstatere, at det forholdt sig netop sådan…
…hos ærkehertuginde Margaretha af Østrig. En fantastisk rigdom af detaljer disse statuer har. Jeg er meget imponeret.
Det mærkede Inge og foreslog, at jeg fandt notitsblokken frem og tegnede en af dem Jeg syntes,at det var for længe siden, jeg havde tegnet sidst, men satte mig artigt hen på kirkebænken med kuglepen (Lystbæks reklamepen) og notitsblok…
…og begyndte på de 2 herrer oppe ved det lille “stråleglans”-alter. Ham til højre, Karl der Kühne Herzog v. Burgund, prøvede jeg i hel figur…
…hvorimod hans far, herren til venstre, Philipp Herzog v. Burgund d. Gütige, ikke fik benene med – uha, hvor er det svært at tegne, tænkte jeg (og vidste naturligvis, at det havde noget at gøre med, at jeg aldrig tegnede). Sagde til Inge, at Picasso i 4 tynde streger havde fået alt det væsentlige med – og det skal nok passe
Og jeg skal ikke glemme Andreas Hofer, Tyrols svar på Gøngehøvdingen og Tordenskjold i én og samme person. Den Store Danske skriver flg. om ham:
Andreas Hofer, 1767-1810, tyrolsk frihedshelt. Andreas Hofer, der oprindelig var krovært, blev i 1797 udnævnt til kaptajn i den tyrolske folkestorm. Han ledede forberedelserne til en opstand, efter at Frankrig i 1805 havde overladt Tyrol til Bayern. I 1809 forhandlede han hemmeligt i Wien om en østrigsk støttet opstand, og samme år vandt han de første militære sejre over bayererne. Bayern trak sig ud af Tyrol efter Slaget ved Iselbjerget ved Innsbruck i maj, men snart måtte Østrig atter opgive området; en ny sejr ved Iselbjerget i august var Hofers største triumf, men alligevel opgav Østrig Tyrol ved Freden i Schönbrunn i oktober. Andreas Hofer fortsatte kampen, men blev fanget af franskmændene og på Napoleons ordre skudt efter en standret i Mantova. Hofer har siden stået som sindbilledet på tyrolsk og østrigsk hjemstavnskærlighed og frihedsvilje. Den folkelige vise “Zu Mantua in Banden …” priser ham.
På Wikipedia får vi forklaringen på, hvordan han endte her i die Hofkirche i Innsbruck:
Hofer wurde zunächst in Mantua im Pfarrgarten der Zitadelle begraben. Tiroler Kaiserjäger unter der Führung von Georg Hauger haben seine Gebeine am 9. Januar 1823 beim Rückmarsch von Neapel nach Tirol ausgegraben und sie zunächst nach Trient, dann nach Bozen gebracht. Während der bis August 1823 dauernden kriegsgerichtlichen Untersuchung des Falles kamen die sterblichen Überreste Hofers nach Innsbruck, wo sie sich, in einer Kiste zwischengelagert, bis 1834 im Servitenkloster befanden und im selben Jahr feierlich in die Hofkirche übertragen wurden.
Højalteret fik jeg ikke kigget nærmere på, end at jeg gik derhen for at fotografere det. Stort var det, værdigt for en Hofkirche med en kejsers tomme sarkofag og mange fantastiske statuer af hans familie og idoler. Alteret flankeres til venstre af den Hellige Franz af Assisi og til højre af den hellige Theresia von Avila. Det interessante ved disse to statuer er, at de er støbt i bly! Godt, at jeg ikke havde jobbet med at få dem på plads
Hvad vi også lagde mærke til rundt omkring i kirken, var de mange sirligt smedede gitterarbejder. Sarkofagen var naturligvis “indhegnet”, men også foran sarkofagkamre så vi dem – som her.
Vi besøgte ikke det tilknyttede Tiroler Volkskunstmuseum, men nøjedes med at gå gennem den indre gård til et “Multimediale Vorschau” som introducerede de historiske baggrunde for både die Hofkirche og Kejser Maxililian. Det var egentlig den, vi skulle have set først, men blev frarådet ventetiden og anbefalet at se den til sidst. Det var med i billetprisen
Et lidt makabert element var dette dødsbillede af kejseren, efter at alt hår var barberet af, øjnene – og vist nok også hjertet – taget ud og ikke at forglemme, at han også fik alle tænder taget ud, hvordan de så havde set ud dengang. Sådan ønskede han at møde sin Gud og Frelser. Det er som jeg husker højttaleren fortælle historien, men måske husker jeg helt hen i det blå
Og så var vi igen ude i det gode vejr og fik skridt på måleren. I sydenden af Maria-Theresien Strasse vendte vi om. Så havde vi set die Triumphpforte – ligesom Dorthea og Arne i 1952 Wikipedia skriver:
Die Triumphpforte gehört zu den bekanntesten Sehenswürdigkeiten von Innsbruck. Sie befindet sich am südlichen Ende der heutigen Maria-Theresien-Straße, seinerzeit dem südlichen Stadtausgang.
Erbaut wurde dieser Triumphbogen 1765 aus Anlass der Hochzeit von Erzherzog Leopold, dem zweiten Sohn von Kaiserin Maria Theresia und Franz Stephan von Lothringen, mit der spanischen Prinzessin Maria Ludovica am 5. August 1765. Da Leopolds Vater Franz Stephan unerwartet kurz nach der Hochzeit am 18. August 1765 starb, wurden auch Trauermotive anläßlich seines Todes in der Triumphpforte verarbeitet. Die Südseite zeigt Motive im Sinne der Hochzeit des jungen Paares, die Nordseite solche, die auf den Tod des Kaisers hinweisen.
Dorthea fotograferede triumfporten fra den anden side – det gør de professionelle og allerhelst om foråret, for der ser man die Nordkette tårne sig op mod himlen med masser af hvid sne på toppen – hvis der altså ikke er lavthængende skyer som tilfældet var den 10. juni 1952
Maria-Theresien-Strasse forekom mig her klokken 11 en lørdag formiddag besynderligt rolig, især når jeg tænker på de masser af turister, der vader rundt i gadens forlængelse: Herzog-Friederich Strasse. Måske har det noget at gøre med, hvor busser læsser turister af og/eller samler dem op? Måske er det i dag der goldener Dachl, der er turistattraktionen.
Vi kunne så glæde os over at brillebutikken ovre på den anden side ikke var fuld af mennesker, da Inge forespurgte, om man der kunne hjælpe med at justere en af brillestængerne, så hendes nye briller kom til at sidde rigtigt. Det gjorde de gerne – efter dog at have spurgt om brillerne var købt hos dem? Altså en lille reservation i beredvilligheden, men kun en meget lille en. Vi skiltes med venlige smil, og jeg fik ikke lov til at betale for ulejligheden.
Maria-Theresien Strasse har forandret sig i de 65 år, der er gået siden Dorthea promenerede her og “kiggede på butikker”, som hun tilsyneladende elskede. Hun skrev:
“…Maria Theresenstrasse var meget smuk; der var en del konfektionsforretninger med – især smukt undertøj – og så smykker og ”turist” souvenirs, men alt var meget dyrt (omregnet i danske penge også).”
11:44 skulle vi stå på en bus her ved denne holdeplads i Anstrich-Strasse, som gennem det forretningsgalleri, hvor vi spiste i aftes, kun var 4 minutter fra vores hotelværelse. Det var en varm dag for os, der var kommet til syden fra det kølige nord…
Vi skulle som rigtige turister “Explore the City”, eller på jævnere dansk “på byrundfart” i Innsbruck…
…og se byen fra et bussæde. Vi kunne stå af og på som vi ville, men på stoppestedet nederst i kortet ville bussen holde i 20 minutter.
Så før 11:50 sad vi på bussens bedste pladser – helt oppe foran med frit udsyn – plugged in og lyttede til en klart formuleret tysksproget introduktion til byen og det vi så undervejs. Det var ret godt synkroniseret – med GPS støtte, gætter jeg
Ruten førte os steder hen, som vi aldrig selv ville have valgt – bla. turen “…gennem det fine kvarter af byen…” som Dorthea skrev for nøjagtig 65 år siden Jeg er sikker på, at hun og Arne ville have nydt sådan en tur og have haft morskab af den, ligesom os…
På tilbagevejen fra stoppestedet ved Schloss Ambras fik vi dette vue over byen og måtte give Dorthea ret i at “…dens beliggenhed er jo enestående skøn…”. Byen var jo noget mindre dengang og ingen motorvej at køre forbi på, men byen ligger fint her for foden af bjergene. Jeg gad godt se denne udsigt i marts eller april.
Fra Tirol Panorama på Bergisel præsenterer Innsbruck sig lidt mere romantisk og Dortheas mening om stedet passer endnu bedre her. Hun var nu god til at se og beskrive et sted, det må jeg give hende…
Her har vi Andreas Hofer igen, og ved at læse nedenstående bliver det klart, at her ikke altid har været stille og romantisk:
Der Bergisel war Schauplatz der vier entscheidenden Schlachten des Tiroler Volksaufstandes unter Andreas Hofer im Jahr 1809. Das Denkmal steht auf dem Plateau des Bergisel im Zentrum einer Anlage, die vom Kaiserjägermuseum, dem Tirol Panorama, den Schießständen der Kaiserjäger und dem Urichhaus umgeben ist.
Die überlebensgroße Bronzestatue steht auf einem rund zehn Tonnen schweren Sockel aus Bozner Porphyr. Hofer ist als entschlossener Kommandant mit breitkrempigem Hut und Fahne in der Hand dargestellt. An den Seiten befinden sich zwei Adler mit ausgebreiteten Schwingen, darunter Wappen mit dem Tiroler Adler (Westen) und dem österreichischen Doppeladler (Osten). An der Vorderseite des Sockels ist eine Kartusche mit der Inschrift „Für Gott, Kaiser und Vaterland“ angebracht, die von Waffen und militärischen Symbolen umgeben ist.
Jeg var gået tilbage til bussen før Inge for igen at få de gode sæder, og fra mit skyggefulde sted kunne jeg følge en fotografs anstrengelser med at fotografere et nygift par. Da Inge kom tilbage, kunne hun fortælle mig om, hvad bestræbelserne går ud på. Hun har fulgt fotografer, der netop fortalte om deres bryllupsfotograferinger, hvad man skal passe på og hvad man absolut skal have med 
Sådan en bustur syntes jeg i mine yngre var “for folkelig” og tog dem stort set aldrig. Men jeg må medgive, her i mine mere modne år, at det er en fin og afslappende måde at få viden og indsigt i meget, jeg ikke selv fik læst om byen. Og nu om dage med kølige busser og flersprogede informations-audio-muligheder…
Vi kørte lidt længere end det stoppested, hvor vi steg på bussen, for vi ville gerne hen til die Innbrücke. Da vi kørte over første gang, fortalte audio-guiden, at dette kruzifix var et overordentligt omdiskuteret stykke kunst i det offentlige rum. Prøv at læse her hvad Wikipedia skriver:
1515 ließ die Kreuzbruderschaft St. Jakob ein großes Holzkreuz auf der Innbrücke errichten, das beim Hochwasser 1789 zerstört wurde. Auf der neuen Brücke wurde von den Behörden keine Aufstellung mehr bewilligt. Im Zuge des Neubaus der Innbrücke in den 1980er Jahren bat die nach wie vor bestehende Kreuzbruderschaft die Stadt, wieder ein Kreuz errichten zu dürfen. Die Kosten wurden zwischen Stadt, Land und Bruderschaft geteilt und der in Mailand lebende Tiroler Bildhauer Rudi Wachmit dem Entwurf beauftragt.
Das Kreuz ist in der Form eines Lebensbaumes mit organisch-floraler Form des Querbalkens gestaltet. Die Füße des Gekreuzigten ruhen auf der Weltkugel, sein Kopf ist von einem Nimbus umgeben. Christus ist nicht als Leidender, sondern in einem Übergangszustand als Mensch und Gott zugleich dargestellt, nackt und ohne Wundmale.
Die 4,5 m hohe Bronze-Skulptur sollte zu Christi Himmelfahrt 1986 aufgestellt werden. Die Darstellung Christi ohne Lendenschurz sorgte für Proteste in der Bevölkerung, heftige Diskussionen in den Tageszeitungen und eine Unterschriftensammlung, in der sich 20.000 Unterzeichner gegen das Kruzifix aussprachen. Unter diesem Druck kündigte Bischof Reinhold Stecher, der die Aufstellung ursprünglich befürwortet hatte, kurzfristig mit, dass er das Kreuz nicht weihen würde. Daraufhin wurde es im Innenhof des Volkskunstmuseums aufgestellt. 1991 wurde es der Stadt geschenkt. Im September 2007 ließ Bürgermeisterin Hilde Zach das Kreuz überraschend doch auf der Innbrücke aufstellen. Als Begründung nannte sie den Dank dafür, dass Innsbruck beim Hochwasser 2005 weitgehend verschont blieb. Zu Ostern 2013 wurde das Kruzifix im Rahmen einer österreichweiten Fastenaktion verhüllt, wie es sonst nur bei Kreuzen in Kirchenräumen üblich ist.
Så efter manges mening var der altså en minimum dress-code, der altid skal overholdes – om man så er en forslagen, tørstig, lidende og døende Frelser naglet til et opretstående kors!
Den gade, vi kigger lige ind i, er den anden ende af Herzog-Friederich-Strasse og das Goldene Dachl er kun et par hundrede meter inde ad gaden. Bygningen med de rød-hvide skodder på venstre hjørne hedder Ottoburg, den er ældgammel og huser hotel og restaurant. Den vender vi tilbage til, men allerførst må vi have noget energi indenfor.
Men inden vi tanker energi, skal vi lige kigge på dette fotografi taget for nøjagtigt 65 år siden. Bygningen til venstre kender vi på skodderne – det er Ottoburg – og Dorthea har nok stået omtrent på det sted, hvor bussen på det forrige billede drejer.
Energien fandt vi hos Café Sacher i form af et par Wiener Eiskaffee lavet af kold mokka, husets egen bourbon-vanilleis og flødeskum øverst. Dejlige var de! Ja, vi er ikke i Wien på dens Café Sacher – kun dens fætter her i Innsbruck – men jeg var overbevist i troen på, at den Eiskaffee, de laver der, ikke er en dråbe dejligere end denne
…og det var her, vi sad.
Inge udfordrede mig igen i og med at hun mente, at jeg da ikke kunne sidde der med tomme hænder, så jeg fandt kugelpennen og blokken frem igen…
Det var svært, selv om lamperne i caféen ikke rørte sig ud af flækken.
…og imedens studerede Inge chokolader og Sachertorten
Vi forlod cafén med en lille æske individuelt indpakkede chokoladestykker – indpakningen er vigtig på rejse, synes vi.
Fra Café Sacher var der ikke langt hen til Dom zu Sankt Jacob. Om dens start skriver kirkens hjemmeside:
Die Gründung der Stadt Innsbruck geht auf das Jahr 1180 durch Graf Berchtold III. von Andechs zurück. Im Tauschvertrag mit dem Kloster Wilten wurde die Entstehung eines neuen Marktes am rechten Innufer ermöglicht. Darin wird auch die zukünftige Kirche „ecclesia in foro“ erwähnt. Man vermutet deren Existenz bereits 1181. Ihr Schutzpatron dürfte schon ab diesem Zeitpunkt der hl. Jakobus der Ältere gewesen sein, da der neue Markt eine wichtige Zwischenstation war.
Erstmals erfährt man von der Jakobskirche in Innsbruck in einem Ablaßbrief von 1270. Die älteste Ansicht dieser gotischen Kirche ist uns auf einer Zeichnung Albrecht Dürers von 1494/95 überliefert (Albertina, Wien).
Indenfor. Jeg tænker ofte – når jeg er på steder som dette i lande, der led under kriges ødelæggelser – på den ihærdighed og beslutsomhed der ligger bag genopbygningerne. Her i dette rum landede 2 bomber under luftangrebet den 16. december 1944 – og hvor vigtigt er det lige, at denne kirke været for Aksemagternes krigsførelse – slet ikke og derfor fuldstændig meningsløs at ødelægge! Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig virkningen og den efterfølgende ruindynge.
I den anden retning var det kun 17 år gamle orgel, indpakket i et “hus” bygget i 1725. Det har jo en fantastisk indramning i form af kirkens hvælvinger og søjler og ikke mindst det fantastiske loft. Når man én gang har arbejdet i et orgelbyggeri, så vil der altid være en interesse for orgler – om man så kan spille på dem eller ej
Jeg havde ikke læst ordentligt på lektien inden vores besøg her i domkirken. Havde jeg det, ville jeg have haft et bedre fotografi af maleriet oppe midt i altertavlen. Det er nemlig meget berømt – og jeg vidste det ikke! Berømmelsen kommer af, at det dels er et pragtfuldt maleri med Mariahilf som motiv, dels af at det er malet af Lucas Chranach d. Ältere – et billede jeg meget gerne havde hængende på væggen derhjemme. Jeg er her i skrivende stund lidt ærgelig over ikke at have vidst, hvad jeg havde foran mig. På den anden side trøster jeg mig med, at der er noget at komme efter på et næste besøg i Innsbruck
Domkirkens loft var helt fantastisk dekoreret med drabelige krigsscener helt oppe i toppen af kuplen og forsiringer på buekanterne og i de “hjørner” der opstod. Tænk at have ligget på ryggen på en interimistisk platform helt deroppe med kravet om, at der skulle komme en forherligende scene ud af arbejdet – en scene der forherligede sejrherren, naturligvis, som bygherren og interiørmaleren her var forpligtet til at markere så prominent det kunne lade sig gøre – efter at der Herrgott, der Herrchrist og den Heiligen Geist havde fået deres.
Vi bemærkede stemplet i en afkrog af kirken, nær indgangen, og her måtte jeg naturligvis have notesblokken op af tasken, så jeg kunne få pilgrimsstemplet med hjem.
Stemplet landede midt på siden hvor jeg havde lidt af lampeornamentet fra Café Sacher, en lille skitse fra domkirkens loft og en efterfølgende skitse fra vores drinking-time hos Weinhaus Happ efter dette nøgterne besøg i Innsbrucks domkirke.
Som rigtige turister måtte vi en tur op i der Stadtturm, og vi blev begge lukket ind som pensionister, ser jeg nu i skrivende stund. Det må have været en elskværdighed fra billetsælgerens side, for Inge stod jo der i al sin ungdommelighed og lignede absolut ikke en pensionist. Vi oplevede flere steder, at man var pensionist når man var 60. Tårnet er 51 meter højt, dog er selve udsigtsplatformen i en mere komfortabel højde, nemlig 31 meter. Men vi er jo heldigvis fint mobile, så det var en overkommelig udfordring.
Og heroppefra var det morsomt at kigge ned på byens turisme-spot nr. 1, Das Goldene Dachl, som heller ikke nu svigtes af turisterne. Jeg gætter på, at de fleste er japanere. Det var under parasollerne lige under midten til venstre – Weinhaus Happ – at vi slappede af hen på eftermiddagen.
Dorthea ville elske at have været heroppe, er jeg sikker på. Dette alpine landskab ville have bjergtaget () hende. Vi kigger mod vest ind i Inn-dalen Den højeste top til højre for midten er det 1943 meter høje Hechenberg, og turistmæssigt er rækken af kulørte huse langs floden (til højre i billedet) også en historisk bydel, Mariahilf. Hvad specielt der er ved den, har vi til gode at erfare næste gang vi besøger byen.
Her kigger vi mod syd, hvor man – hvis man ved det – på bakkekammen ca. midt i billedet kan se die Sprungschanze på Bergisel. Den er byens vartegn, og den har vi også til gode at kigge nærmere på, for den er Europas mest moderne skisprings-anlæg og på toppen er der en restaurant. Arkitektonisk er den designet af samme arkitekt, som stod bag dal- og bjergstationerne til die Hungerburgbahn, der bringer folk op på Hafelekar. Der kom vi ikke op i går, og vi gør det heller ikke i dag (ligesom Dorthea, Arne og Fru Lumbye ikke gjorde) så vi har også den til gode.
Her kigger vi mod øst og ser i forgrunden tårnet på die Hofkirche og i baggrunden tårnene på die Jesuitenkirche, som vi også har til gode. Bjerget helt ude i baggrunden, som her ikke syner af meget mere end Himmelbjerget er Kellerjoch på 2344 meter
Og så lige et blik mod nordøst, hvor vi har der Dom zu Innsbruck, som vi lige besøgte. Til højre for de 2 tårne ses hvordan die Hungerburgbahn er anlagt op ad bjergsiden. Hvor den ender, er der svævebane videre op – og den må vi prøve engang. Det er ikke sådan, at jeg er ked af, at vi ikke kom derop, for det besluttede vi i morges ikke at gøre, fordi det var for overskyet, og hvis vi skal derop, skal det være om formiddagen. Dejligt at have noget godt til gode, ikke?
Nede igen var vi ikke færdige som turister. Nej, vi drejede ind i Swarowski’s butik, og her var det første vi så en udstilling af rober, besat med glas – Swarowski arbejder i glas, ikke diamanter .
Fuglekiggere kender Swarowski fra deres udmærkede kikkerter, men hvor mange tænker på, at firmaet også laver noget som denne glasdrage til 17.900 Euros? Jeg gættede på, at den var beregnet til det kinesiske marked og tænkte på, hvordan den mon emballeres for at komme sikkert til Shanghai
Vi må have været trætte som andre ambitiøse turister, for allerede lidt over 6 om aftenen sad vi under parasollerne og ventede på…
…vores risotto-ret, med Majskylling, der smagte udmærket. Her, hvor vi sad og spiste, kunne man i 1952 parkere. Nu er det Fussgängerzone…
Der var ikke plads til dessert, så vi gik tilbage til hotellet, vi ser her for enden af gaden…
…og satte os lidt senere op i baren, hvor aftenlyset rigtigt lod Inges armringe komme til deres ret Ja, hun har stadig den nye aktivitetsmåler (til højre), som vi købte i Shiphol lufthavn, under afprøvning og sammenligning med den gamle, som ved at løbe tør for batteri og ikke har pulsmåler – legetøj.
Vi slappede af deroppe til efter at solen var gået hinsides bjergene, hvor den nu sandsynligvis skinnede på Garmisch-Partenkirchen. Dette blev godnatbilledet…
…og jeg kan efterfølgende tilføje, at Dorthea senere i sin rejsedagbog gav udtryk for at:
“…men toppen af den dag var alligevel Innsbruck”
Det var den dag, hun rejste tilbage til Danmark med rejseselskabet, hvor de kørte fra Innsbruck med toget. Inden afgang havde de 2 timers ventetid, som hun benyttede til at være turist endnu en gang i byen. Det er helt klart, at hun har nydt at være i en by med et internationalt turist-format, i stedet for det lille hul i jorden (hvis man kan sige sådan om en bjergby ) Pfunds “…der er usselig grim og forfalden, kun beliggenheden, udsigterne og hotellet er 1ste klasse.”