På sin før-morgenmad-tur fotograferede Inge hotellet nedefra og her ser vi indgangen til garagen, hvortil der er adgang via elevator fra hotellet. Det er længe siden, jeg har været hernede på Birkenweg…
…for siden den nye garage blev bygget overfor hotellet, har jeg foretrukket den. Ikke kun på grund af den fine Dirndl-Kuh på taget, men mest fordi den er lysere og nemmere at parkere i.
Inge kommer godt rundt i omegnen på sine ture, og kender derfor byen bedre end jeg. Dette billede fra hendes morgentur kunne jeg ikke stedbestemme, så jeg måtte spørge. Det er taget ovre på Erlenburger Str. hvor Hotel Kesslermühles personale parkerer deres biler. I baggrunden har vi Sprigelsbacher Höhe på den anden side af hovedvejen.
På samme tid knipsede jeg hotellet, som det ligger sympatisk i morgensolen.
I går var det jævndøgn og idag – over folden – minder Badische Zeitung læserne om, at fra nu af bliver dagene kortere.
Frankfurter Allgemeine sammenligner – også over folden – den franske regering med “leichtfüssige” cancan-dansere, og refererer til det relativt store antal ministre, der allerede har forladt regeringen, og skriver, at præsidenten håber, at hans nye “dansere” ikke er så lette på tå.
Så til det mere alvorlige: aftensmaden, som vi hver dag beskæftiger os med fra morgenstunden. Beslutningerne bredte sig i dag over alle 3 menu-søjler.
Die Tagesblättle lovede sol hele dagen og mere varme end vi bryder os om – og anbefalede blandt andet en tur til Deutschlands höchsten Naturwasserfall: Der Todtnauer Wasserfall. 
I dag ville vi dog køre til Grafenhausen. Og hvorfor netop dertil? Jo, jeg havde spurgt en af receptionsdamerne, om hun kunne anbefale en Holzschnitzer, der kunne være interessant at besøge. Vi kender ham i Titisee, så det ville være fint med et alternativ. Hun anbefalede en i Grafenhausen. Dertil vilvi køre langs Schluchsee og tage en anden vej hjemad for at besøge nogle Wallfahrtkirchen.
Nede i bunden af rutens sløjfe – der, hvor ruten fortsætter sydpå til Grafenhausen – var en rundkørsel ved et større bygningskompleks. Et bryggeri – Rothaus – var det, og det er jo dem, der laver den gode Pils, jeg drikker på hotellet 
I Grafenhausen parkerede vi ved kirken og gik over gaden til det gule hjørnehus – over til Holzschnitzerei Stiegeler.
Vi kom ind i butikken hvor (Træskærerens mor, antager jeg) Frau Stiegeler kom vimsende og bød os velkommen. Vi startede med at kigge os omkring…
Vi mødte sælsomme masker som Schnitzer Simon Stiegeler har snittet og hans kone malet. Her er en afvigelse fra de mere traditionelle masker, må man sige. Ham her er nok ikke lige til kommoden i soveværelset
Længere inde i huset var andre hyggelige og uhyggelige ting og sager…
…indtil vi kom til der Schnitzer og hans lærling. Han viste sig at være en meget lystig fyr og han kunne berette, at han for nogle år siden havde deltaget i en træskærer-workshop i Ringkøbing. Samme slags workshop holdes hvert 3. år i den nærliggende Skulpturenpark.
Vi gik hen til denne nærliggende Skulpturenpark, inden vi returnerede til butikken for at købe et par fugle. Et indtryk fra parken var disse “Sternsucher” snittet af vores Snitzer oppe i huset, Simon Stiegeler. Helt risikofrit er det ikke at stå i lang tid og kigge stjerner – fuglene får før eller siden ram på en
Der Park präsentiert momentan Werke zeitgenössischer Kunst von preisgekrönten und international beachteten Künstlern.
Abwechslungsreiche Wege durchziehen den Park, verlaufen in geschwungenen Linien durch das Gelände, führen auf Holzstegen über Feuchtwiesen zu Aussichtsplätzen und laden zum Spazieren und Verweilen ein. Auf der Freilichtbühne innerhalb des Parks finden Sommerkonzerte, Theater, Schulunterricht im Freien oder Feste für Groß und Klein statt.
Da vi holdt få skridt fra kirken i Grafenhausen, var et besøg der helt ligetil. Den er indviet til den hellige Fides, en pige hvis frygtelige endeligt fortsattes med en omtumlet tilværelse som relikvie i eftertiden.
Die Hl. Fides, ein etwa 12 jähriges Mädchen, das im dritten Jahrhundert während der Christenverfolgung unter Kaiser Maximinus Daia (303 – 313) mutig seinen Glauben bekannte, wurde gefoltert und hingerichtet. Die Reliquien wurden zunächst in Aden (Arabien) aufbewahrt und kamen im Mittelalter nach Conques (Südfrankreich). Der Begründer von Grafenhausen (1078) Graf Eberhard III. von Nellenburg hatte auf seiner Pilgerreise nach Santiago de Compostella die Verehrung der Hl. Fides (im französischen Sainte Foy) in Conques kennengelernt und diese nach Grafenhausen gebracht.
Eine Urkunde, die im Schaffhauser Museum Allerheiligen aufbewahrt wird, berichtet, dass im Jahr 1096 Bischof Gebhard III. von Konstanz die St. Fides Kirche in Grafenhausen einweihte. Bereits 1078 war durch den Abt Siegfried vom Kloster Allerheiligen in Schaffhausen ein Tochterkloster der Benediktinerinnen in Grafenhausen gegründet worden. Es war, wie die daran angegliederte Pfarrkirche, der Hl. Fides geweiht.
Nach einer Feuersbrunst, die 1622 einige Häuser, die Kirche und das Pfarrhaus zerstörte, wurde die jetzige Kirche neu aufgebaut. Lediglich der Kirchturm überstand die Katastrophe. 1899/1900 wurde die Kirche, da sie zu klein geworden war, im neugotischen Stil erweitert.
Ved indgangen stod dette mindesmærke over sognets faldne i de 2 verdenskrige. Jeg har ikke talt dem alle, men her er mange navne, og et sted så jeg 4 med samme efternavn!
Som vi fik at vide ovenfor blev kirken udvidet i ny-gotisk stil omkr. 1900. Jeg vover et ukvalificeret gæt: udvidelsen er sket i venstre side af kirkerummet 
Og henne for enden var dette alterrum med baldakin i hvidt og guld. Jeg mindes ikke at have set et lignende arrangement andetsteds.
Der findes meget drama i katolske kirker. Her en billedlig påmindelse om Marias 7 hellige smerter:
Die Sieben Schmerzen Mariens sind der Gegenpol zu den Sieben Freuden. Im einzelnen sind damit folgende schmerzhafte Erfahrungen im Leben von Maria gemeint:
• Die Weissagung Simeons, bei der Darstellung Jesu im Tempel, Jesus werde viel widersprochen, aber auch seiner Mutter werde ein Schwert durch die Seele dringen(Lukasevangelium 2, 35).
• Die Flucht vor dem Kindermörder Herodes nach Ägypten (Matthäusevangelium 2, 13 – 15).
• Das Verlieren des zwölfjährigen Jesus im Tempel in Jerusalem und die drei Tage dauernde Suche nach ihm (Lukasevangelium 2, 42 – 48).
• Die Begegnung Marias mit ihrem Sohn auf dessen Weg zum Kreuz, dargestellt in der 4. Station der Kreuzwegandacht (vgl. Lukasevangelium 23, 27).
• Das Ausharren unter dem Kreuz Jesu (Johannesevangelium 19, 25 – 27).
• Die Kreuzesabnahme Jesu, bedacht in der 13. Station der Kreuzwegandacht, in der Kunst dargestellt als Pieta.
• Die Grablegung Jesu, erinnert in der 14. Station der Kreuzwegandacht.
Jeg ved ikke, om jeg har set en billedlig fremstilling af Marias 7 glæder. Jeg ved i skrivende stund ikke, hvad disse specifikt var. Det har jeg kigget på og er blevet klogere:
Die sieben irdischen Freuden Marias sind:
1) Verkündigung
2) Heimsuchung
3) Geburt Jesu
4) Anbetung der Weisen
5) Das Wiederauffinden des Knaben Jesus im Tempel
6) Auferstehung Jesu
7) Himmelfahrt Marias
Noget andet, der ofte gør katolske kirker interessante, er sidealtrene. Denne altertavle er særdeles finurligt opbygget og næsten helt eventyragtig.
Her et nærmere kig på hovedmotivet.
Der var også initiativer til at få de små i nettet, Jesus’ net, forstås
Næste stop var die Pfarrkirche St. Nikolaus i Lenzkirch og idéen var at køre så direkte dertil som muligt. Den idé var god nok, hvis der ikke var vejarbejde undervejs, som gav os en god omkørsel – og det på smalle veje gennem skov eller over bakketoppe, som her.
Vi fik slet ikke taget et billede af kirken, så jeg benytter et udsnit af et fotografi, jeg tog af en brochurestander i kirken
Die katholische Pfarrkirche von Lenzkirch ist dem Heiligen Nikolaus geweiht. Sie war ursprünglich 1818 nach Plänen von Gottlieb Lumpp im Weinbrennerstil erbaut worden. 1935 wurde eine neue Kirche nach einem Entwurf des Stuttgarter Architekten Otto Linder übereck zu dem beibehaltenen Turm der Vorgängerkirche errichtet, sodass von Lumpp nur noch der Aufsatz auf dem mittelalterlichen Turm stammt.
Indenfor bemærkede vi straks den moderne baggrund i koret…
…som faktisk er speciel i sin modernitet, der kontrasterer det mere klassiske kirkeinventar.
Im Jahr 2009 wurde der Innenraum der Pfarrkirche aufwendig restauriert. Auf Wunsch der Lenzkircher kehrten viele Kunstwerke wieder in die Kirche zurück, so die Seitenaltäre und wertvolle Figuren. Der Wiesbadener Künstler Eberhard Münch schuf das Gemälde an der Wand des Chorraumes. Bei dieser Neugestaltung des Innenraumes wurde auch der Taufstein im Zentrum des Kirchenschiffs neu aufgestellt.
Hvis vi går 2 billeder op, bemærker vi, at der er en fløjaltertavle på hver side af kor-åbningen. Det til højre ser sådan ud…
…og det til venstre ser sådan ud. Jeg har i skrivende stund ikke detaljeret information om dem, men nøjes med at glæde mig over træskærerarbejdet.
Inge ved kirkens 3 Schutzpatronen, hvor hun affotograferer en længere informationstekst om dem. Kirkens egen hjemmeside skriver på noget kortere form:
Unsere Pfarrkirche hat drei Kirchenpatrone:
- Bischof Nikolaus von Myra (erstmals bei der Weihe der Kirche 1487 erwähnt)
- Laurentius (Nebenpatron seit dem 19. Jahrhundert; dieses Laurentius-Patronat leitet sich vom Ortsnamen ab: Laurentius abgekürzt “Lenz”-kirch)
- Bruder Konrad von Parzham (seit dem Neubau 1935, dem Jahr seiner Heiligsprechung)
I en lille folder om St. Nikolaus fandt vi denne lille sang. Han lader til at være ret omnipotent, den gode St. Nikolaus
Også i denne kirke var der en billedserie om Jesus lidelser, her i en robust og sympatisk keramikversion, der i stil går godt med motiverne i de to fløjaltertavler oppe ved koret. Skriftestolen til venstre og de 3 Kirchenpatrone, som vi jo nu ved, hvem er
Lenzkirch havde også en snitflade mod børnene, her er deres portrætter på flagguirlander på en båd. Jesus ser vi dog ikke, han er nok under dækket
Og der var en Stempelstation, så vi kunne få et valfartsstempel i bogen. Med denne officielle dokumentation for vores besøg drog vi videre…
…til die Pfarrkirche St. Johann der Täufer i Lenzkirch-Saig. På afstand så den helt dansk ud – i hvertfald ikke i en arkitektur, jeg havde forventet mig her i Hochschwarzwald.
På det lille kapels mur fik vi det hele at vide og kunne gå velinformerede ind i kirken.
Relativt nøgternt interiør, som jeg måske ville forvente i en svensk kirke.
Her var billedserien (Kreuzwegstationen) om Jesu lidelser gestaltet som nummererede oliemalerier med meget drama i, hvor ikke ret meget var overladt til fantasien – kun de rædselsfulde smerter sådan en behandling må have påført den ulykkelige dømte.
Modernitet og barok i skøn forening.
Igen modernitet i form af et dåbsfad af glas og tradition i form af Kerze og Jesusfigur.
I et siderum var denne iscenesættelse af Jesus i en af hans mange lidende stunder. Vi har set noget lignende før – dog uden en vandflaske af plastik
Det er en valfartskirke, vi er i, og derfor er der også en stempelpude og et (lænket) stempel, som vi naturligvis måtte have et aftryk af som souvenir.
14:15 var vi tilbage i Hinterzarten og begav os uden unødige svinkeærinder hen til Café Diva, hvor det helt rigtige var at bestille 2 Nussträume.
Jeg måtte give Inge ret i hendes bedømmelse af den i går – den var en syndigt god kombination af husets egen pistacie is, kokosis og vanilleis (?). Den helt rigtige verdslige modvægt til al den åndelige ballast vi havde hevet om bord i formiddags.
Vi havde alligevel været undervejs i 4 timer og kørt 80 km, så vi måtte gerne få den is ifølge Inge og Steens is/kage-lov paragraf 1
Men trods turstrabadserne blev det til en lille skitse af en lygtepæl og et træ fra parken ved Café Diva. Det er så svært at tegne…
Der var Italienisches Vorspeisenbuffet i aften. Dette er Inges tallerken, hvis jeg havde fotograferet min, ville vi have set blæksprutte
Inge fik herefter serveret Kartoffel-Steinpilz-Knödel auf jungem Spinat…
…til mig Gebratener Kabeljau mit Meerrettich-Erbsen-Rahm und Knusperkartoffeln
Vi hoppede samtidig over buffetten med franske råmælksoste og gik videre til desserten: Crème Brulée – og så var vi mætte.
Senere havde jeg travlt med at kigge på turmuligheder i morgen, hvor vi evt. vil ned til Thoma-museet for at se værker af Schwarzwälder-Mahlern.