Var på pletten til morgenmad da restauranten åbnede 07:30. Snuppede en avis og kunne på forsiden i en lille notits erfare, at belgisk ølkultur nu er erklæret UNESCO verdensarv 
Jeg ved ikke meget om øl, er først ved at lære om den kultur, men det er ikke gået upåagtet hen, at der i en 15-20 år har været en stigende interesse for øl fra andre bryggerier end de store danske. Trappistøllen blev jo fremført med stram overlæbe og gjorde det salonfähigt at drikke øl igen, hvis den bare kom fra et sted, hvor øl laves lidt specielt, gammeldags, eller helt nymodens. Jeg gætter på, at interessen for at starte et lille bryggeri her og der er kommet i kølvandet på denne trend. Jeg må spørge Freja, om det forholder sig sådan…
Vi snakkede også om lysestagen i vinduet ved siden af morgenbordet. Inge er ret begejstret for den, og jeg tror også, at jeg kan komme til at lide den med tiden. Hvad jeg også bemærkede gennem vinduet i stuen på den anden side af korridoren, da jeg tog billedet, var, at vejeret viste tegn på at blive smukt med en rosa morgenhimmel og næsten ingen vind
Inden vi skulle ud at gå i det gode vejr, trak jeg med Posca-pennen de sorte linier op på stenen med “Fyrretræerne fra Provence” for senere på dagen at lakere den. Meget spændt på, hvordan stenens “våde” farve vil spille med.
Ved 10-tiden var vi i støvlerne og gik ud på formiddagsgåturen, der allerførst gik hen til Solnedgangspladsen for at se om vi kunne komme ud til stranden der. Men det var ikke til vores støvler, så vi drejede rundt på hælen og gik hen mod det store sømærke på klitten.
Vi gik bag om hotellet ad vejen, der hedder Kikkerbakken, og kunne se igennem vores hotelværelse. Pudsigt med de 3 himmelspor fra jetfly, som de lige peger ned på interessepunktet.
Da de 2 foregående billeder, vi har af værelsets placering i hotellet, er taget under meget lyssvage konditioner, vendte jeg mig om for at få et velbelyst billede. Det lykkedes dennegang.
Oppe ved sømærket checkede jeg, hvor mange satellitter min gamle Garmin Montana kunne se, og det var 14! – flere kunne den vist heller ikke vise, så måske har der været flere i syne. Ikke dårligt, Galileo’s satellitter spiller en rolle på min ferie Jeg fik desværre ikke bemærket, hvilken præcision den angav.
Herfra kunne vi se det enlige hus, som havet i flere år har gnavet sig ind på. Det sidste indhug var blevet vist i pressen. Det måtte vi lige ud for at kigge nærmere på.
Det lå nærmest på en ø ude i havstokken. Oppe på klitten var det helt klart, at stormen Urd også der havde gnavet en ordentlig bid af kysten.
Vi gik ned forbi Højengran og ud ad Kanalvej…
…til parkeringspladsen for enden af vejen. Her ville jeg afprøve toiletfaciliteterne, men de var aflåste – så et fyrretræ måtte lidt senere holde for lidt længere sydpå ad Annemettes Vej.
Vi stødte på Nordsøstien (Pælebakkevej) og undervejs bemærkede vi steder, hvor der lå pæne gran- og fyrrkogler. Nede ved picnicpladsen, hvor Den Pløjede Vej og Jensens Vej går fra, vendte vi om og fortsatte tilbage ad den rute, vi havde fulgt hidtil.
Undervejs samlede vi gran- og fyrrekogler op på de steder, vi havde bemærket på udturen. Dem vil vi have med hjem til dekoration og som en lille souvenir fra vores ture i plantagen.
Der er altså noget ved at have næsen nede i nærheden af skovbunden. Duftmæssigt er det noget helt særegent, denne blanding af rådnet træ, frisk mos, gamle gran- og fyrrenåle, svamperester, lav, osv.
Lige før P-pladsen ved Kanalvej kom en grøn varevogn stille kørende op til os bagfra. Det var en selvstændig skov- og naturvejleder. Han havde nøgle til hængelåsen, der lukkede kæden som spærrede for indkørsel til Annemettes Vej. Den skulle han låse op for at komme videre, og vi nåede op på siden af ham og fik en snak. Han forklarede fint om, hvordan der fældedes rundt om i plantagen for at sikre diversiteten af både fauna og flora. Vi sagde, at vi intet vildt havde set, bortset fra en hare. Der var masser af vildt, sagde han, man skulle bare finde, hvor det opholdt sig
Pudsigt nok så vi nogle minutter senere på Kanalvej et par rådyr stående ca. 30 meter fra vejen. Meget smukt at se på. Så kom et spadserende par med 2 store hunde, og så forsvandt vildtet.
Tilbage på hotellet var der i Pejsestuen sat et fad brunkager frem. Jeg snuppede 3 stk. og fik startet Nespressomaskinen, da vi var oppe på værelset. Dejlige brunkager med ingefær til en kop Lungo Legere
12.4 km havde vi tilbagelagt og det højeste punkt undervejs var den 12 m høje Kikkerbakken, hvorpå det 17 m høje sømærke (en båke) står.
Jeg fandt lakken frem og gav stenen med “Fyrretræerne fra Provence” et godt lag – og opdagede så til min moderate rædsel, at de sorte linier jeg havde trukket op i morges endnu ikke var hærdet tilstrækkeligt. De sorte streger trak med ud over de malede flader og det hele fik et beskidt præg. Merde! Det lykkedes at løfte noget af “smudset” af, men klarheden var borte. Jeg måtte udtænke en plan…
Inge gik tur igen omkring 14:00 og styrede hen til Solnedgangspladsen for at se om hun nu kunne komme helt hen til stranden. Det kunne hun, selvom der så meget afspærret ud ved første øjekast.
Her har stormen Urd virkelig taget en godbid af kysten, og tanken går umiddelbart hen til det højtliggende hus i baggrunden. Det er et gammelt hus med en af de (tidligere) bedste beliggenheder i Gl. Skagen – højt og i første række. Men første række er i dag ikke en fordel, nærmere en trussel.
Hun havde også været henne på stranen hvortil man kommer fra Nansbovej, og her var mange sten på stranden – måske endda nogle, som vil være gode at dekorere på.
Jeg lavede mig en skabelon af en pigvar, der ville passe perfekt til den sten, jeg havde udsøgt mig tidligere. Det var en god idé (Inges idé), for jeg kunne nemt placere motivet optimalt på stenen. Tegnede op langs skabelonens kanter med Posca-pennen og malede sort rundt om på oversiden.
Derefter lakerede jeg stenen med skibene en sidste gang på dens bagside og stenen med “Provence fyrretræerne” fik ligeledes en gang lak.
15:00 var vi begge på hotellet og gik ned i Pejsestuen for at få en gang varm chokolade. Krydsogtværs’en, som vi har kæmpet med i nogle dage, var også med. Vi gjorde fremskridt
16:26 var Inge oppe ved sømærket og så derfra, at der blev fyret nytårsraketter af inde i Skagen. Bemærk, hvor lidt dagslys der er tilbage her ved denne tid. Det er altså sparsomt.
Jeg blev på hotellet og malede pigvar-stenen på bagsiden og startede overvejelser mht. brug af hvid maling til at accentuere form og vådt indtryk af fisken. Tænkte også på at tilspidse finnerne – er dog lidt bange for om det enkle grafiske udtryk vil lide skade – alle de alvorlige overvejelser om verdenskunsten i skabelsesøjeblikket
Aftenens drik blev for mig igen et gensyn med Rav Larsen og Inge fik endnu engang smagen af Frankrig i form af let gyldne dråber.
Og da det blev spisetid, var vi enige om at perlehønen skulle holde for i aften. Det kom den så til – og den smagte godt. Endnu engang måtte jeg ryste på hovedet, da tjeneren spurgte, om det skulle være en dessert
På vej fra aftensbordet bemærkede vi, at en modig hotelgæst havde sat sig ved flygelet – som ikke er et helt almindeligt flygel, der er vist kun 3 af slagsen og det er designet af Poul Henningsen i 1931. På tangenterne er sat et skilt, hvorpå står, at gæster er velkomne til at spille på det, hvis de kan spille Jeg kan ikke huske før at have set nogen spille på det…
Efter middagen var vi ude på en gåtur – den sidste høje spids på aktivitetsmålerens graf.
Den sorte stofpose på gulvet foran sofaen er mit mobile atelier til dekoration af sten. Der havde jeg farver, lak, pensler, blyanter, køkkenrulle, osv. Den viste sig under opholdet på Ruth’s at være meget praktisk og nem at stille til side. Under spejlet havde jeg et lille lager af skyllede sten.
Her 21:30 var jeg muligvis i gang med at udveksle whatsapper med Charlotte og lagde ikke mærke til, at Inges kreative øje havde fokuseret på spejlet og taget dette billede, som bliver dagens sidste.