Daily Telegraph havde på toppen af side 1 en smagsprøve på noget stof for modeinteresserede, der ville komme længere inde i avisen. Jeg tænkte straks på, at det måtte interessere en mode-afficionados som Charlotte, og var spændt på, hvordan den artikel ville være sat op.
Det var en dobbeltside med den annoncerede 50 mest velklædte damer over 50 år….
…og i bunden af dobbeltsiden en stribe af, hvad en moden kvinde ikke må mangle 
Jeg sendte disse billeder til Charlotte i et par whatsapper…
… og de kom rent i mål, interessemæssigt.
Avisen indeholdt også en satire med Queenies nytårstale, der sluttede med en bemærkningn om Brexit. Den sendte jeg til Roland 
Den regionale avis havde som største overskrift på forsiden – over folden – en historisk meddelelse om checkens død. Jeg husker fornemmelsen, da jeg fik mit første checkhæfte – at nu var jeg en rigtig voksen borger i landet – men hvornår det var, husker jeg til gengæld ikke. Og som lille notits – dog stadig på forsiden – og over folden – oplysningen om, at sommerhuset “Fellen” vi kiggede på ude i havstokken og Solnedgangspladsen havde fået en hård medfart af stormen Urd. Vi kunne så sidde her i hjørnet i Brasseriet og over morgenmaden bekræfte hinanden i, at “det vidste vi da godt”
Et kig ud af vinduet lidt over 9 viste et relativt pænt vejr. Det måtte vi ud i…
…og omkring 09:30 var vi henne på stranden ved Solnedgangspladsen. Familien, der ejer huset derhenne på kanten må her i julen have et overordnet samtaleemne: kystsikring.
Og her i dagslyset fik vi bekræftet, at alt det sand, vi gik på den første aften heroppe, var skyllet bort. Betonfundamentet, som manden i den røde jakke står på var ikke synligt. Nu er det helt blottet.
Vi gik hen ad Højensvej og drejede ind ad Nansbovej for at komme hen til det strandstykke, hvor Inge havde bemærket, at der var mange sten. Og der var virkelig mange, så den medbragte plastpose kom hurtigt op af lommen! Samtidig var vi igen på Nordsøstien.
Efter 5-10 minutter var posen tung nok og det gjaldt nu om at komme tilbage til hotellet med den. Vi gik lidt længere hen ad stranden og klatrede op på klitrækken, hvor vi fandt en sti, der ledte hen til Hamiltonsvej, hvorfra vi fulgte Redningsvej tilbage til Højensvej.
Ved hotellet lagde jeg posen med sten i bagagerummet og fulgte efter Inge, som var gået op til sømærket på Kikkerbakken.
10:47 var jeg deroppe og kunne kigge ud over sommerhusene og Skagen Klitplantage i baggrunden. De 2 sommerhuse i bagrunden til venstre for midten er “Jægerens” og “Fiskerens” sommerhuse, som vi har døbt dem efter deres respektive meget flotte vindfløje – en ræv og en fisk
Vi tog den “dovne” vej fra Sømærket ned til Rævehulevej…
Ude ved begyndelsen af Annemettes vej for enden af Kanalvej kiggede jeg efter, hvor mange satellitter min Garmin havde øje på – 12 stk! Jeg mente, at der måtte være nogle Galileo satellitter iblandt dem, apparatet kunne se, og var begejstret over præcisionen på 3 meter.
Men da jeg skrev bloggen her, kom jeg i tvivl om, hvad jeg egentlig så og spurgte min gamle kollega Rafael.
Han antog, at de “3 m” er den såkaldte User Range Accuracy, der angiver den statistiske horisontale præcision af positionbestemmelsen. Det er noget, som GPS systemet selv beregner. “1 m” over feltet med satellitter kunne være den aktuelle horisontale præcision.
1 meter er fantastisk, hvis det er tilfældet. Jeg havde ikke aktiveret EGNOS/WAAS funktionen, for jeg fandt først ud af hjemme, at min Garmin kan modtage EGNOS og WAAS korrektioner til GPS signalet og dermed forbedre præcisionen.
Nå, det er ikke vigtigt her, men hvor jeg troede, at de åbne gratis signaler fra GPS og Galileo var kompatible, så viste min diskussion med Rafael, at det ikke (længere ?) er tilfældet. Numrene på satelitterne på skærmen er GPS satellitternes ID. Jeg havde forventet et E12, for eksempel, for en Galileo-satellit.
Rafael beklagede at måtte fortælle mig, at min Garmin ikke kan dekode Galileo’s signaler og at jeg skal have et apparat med en Galileo-dekoder produceret i 3. kvartal af 2016 eller senere, for at kunne. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle være ked af det, for så havde jeg jo en god undskyldning til at købe en ny – og før de kommer på markedet til almindeligt brug fra fra producenter som Garmin, vil det meste af 2017 nok være gået
Vores formiddagstur blev på 15.2 km. Det er rigtig godt gået – i ordets egentlige forstand
Vi kender nu omegnen så godt, at der på denne gråvejrsdag ikke blev taget billeder undervejs i plantagen. Dog fik Inge dokumenteret, at vi tog den “lange” vej op over Kikkerbakken.
Stormen Urd havde aflejret en masse salt og sand på vinduerne og vi havde snakket om evt. at tage et initiativ selv for at klare udsigten en lille smule. Men så pludselig lød der en skraben på ruden og dernede stod en vinduespudser. Det må være fast arbejde at vaske vinduer heroppe, hvor det ofte blæser kraftigt. Når jeg ser disse vinduesvaskere skubbe de lange stænger op og ned tænker jeg, at de ikke behøver at gå i et fitness-studio for at udvikle biceps’erne
Stenen med de små skibe på var nu lakeret flere gange og tør og klar til at blive fotograferet, så jeg kunne vise den til Ruth. Den er ca. 9 cm på længste led.
Medens jeg fotograferede sten, var Inge ude på en runde, som førte hende hen til stranden for enden af Redningsvej…
…og op ved det truede hus omkring 14:00.
Og pigvharren blev også fotograferet, inden jeg smurte lak på.
16:23 tog Inge dette billede – så mørkt var det, nærmest nat, allerede så tidligt.
17:02 var hun nået hen foran Kikkerbakken og tog dette dramatiske billede med et sømærke og en planet
Billedmæssigt springer vi til 18:57, men det betyder ikke, at vi forsømte den varme chokolade med den kolde flødeskum, eller før-middag-pausen i Pejsestuen med øl fra Skagen Bryghus og Riesling fra Frankrig.
Valget for aftensmaden faldt på fiskesuppe med ostetoast. Passede perfekt til en Gl. Skagen øl og under overfladen var der en stime af fiskestykker. En fiskesuppe, som jeg ikke kommer til at lave, for der skal koges hoveder og haler osv. i lang tid for at få den intense smag. Heller ikke i aften var der plads til dessert – selv ikke en lille crême brulée, så det må vente!
Måltidet var enkelt, og enkelt at spise, så allerede efter en halv time var vi igen oppe i korridoren ved værelset, hvor de gamle tursitplakater hænger. De er herlige! Det må være Kronborg, vi har her, med udsigt til Sverige
Vi hoppede i støvlerne, fik overtøjet på, og så var vi udenfor i natten.
Og ved dagens slutning sad jeg igen i sofaen og udvekslede whatsapper med Charlotte og/eller sendte email til Roland.