Her til morgen – og ja, jeg var den første i restauranten 
– var jeg inspireret til et pocheret æg med pølse og bacon. Smagte fortrinligt. Inge var på omelet.
Inge var ude af døren 09:30 – før mig – og fra Kikkerbakken kiggede hun ud til Fellen – huset, der står alene og delvist ituslået af stormen Urd ude på stranden – inden hun fulgte stien ned ad den “lange vej”, der giver flest skridt til plageånden på armen. Jeg var ude lidt senere og fra Kikkerbakken kunne jeg ikke få øje på hende. Ringede og fik at vide at hun allerede var ved “jægerens” og “fiskerens” huse så jeg tog den kortere “dovne vej” og mødte hende ned på Rævehulevej.
Ude på Kanalvej kom vi til at snakke om, hvorvidt der overhovedet var vand i den kanal – ja, om den var der endnu? Det var den, men der var ikke en dråbe vand i. Det ledte til spørgsmålet om, hvor de vilde dyr drikker? Der er ikke nogen sø i plantagen. Et mysterium, hvis svar må vente til vi evt. møder naturvejlederen igen 
På Pælebakkevej, lige før vi nåede grill-pladsen, hvor Pløjede Vej og Jenses Vej går fra, checkede vi Nordsøstiens forløb. Og da slog det mig, hvordan vi var udstyret med elektroniske hjælpemidler. Foruden min Garmin til venstre og det affotograferede kort over plantagen på min telefon, havde Inge og jeg hver vores aktivitesmåler på håndledet, og på det andet havde jeg Inges Garmin løbeur, som optegnede vores rute
Vi passerede grillpladsen og fortsatte ned ad Nordsøstien på Pælebakkevej – helt ud til klitterne kom vi, så vi er rigtig tæt på kysten. At vi er så tæt på forklarer også at der er mere sand på vejen end længere oppe, hvor vi kom fra.
Hvor Nordsøstien bliver til en sti og vejen bliver til Rødstensvej vendte vi om.
Det var som at gå i et vinterlandskab med sne – her var det bare lyst sand. Træerne herude var første række af værnet mod sandflugten. Nu kan det jo være, at stormen Urd har flyttet et ordentligt læs sand herind, for interessant nok er der en frodig skovbund. Måske klarer biotopen her sig lige akkurat ved at kunne spirre igennem i perioderne mellem de storme, der virkelig flytter sand… rent gætværk fra min side
Der er en egen ro over stedet – ret zen at gå her.
Inge gjorde mig opmærksom på denne karl – 6-7 cm lang. Den er alt for tidligt ude, skulle jeg mene. Men måske kan den blive en lækkerbidsken for en krage en af dagene.
De større klitkonstellationer har navne og der er 4-5 af dem på den strækning vi gik. Det kan være Vindhvarre Mile vi ser her.
Og så må dette være Skrøtbakke Klit.
På alle turene i plantagen har vi været betaget af den farverigdom i lav og lave planter og græsser, der findes i skovbunden. Det er helt fantastisk.
Og her ser vi sydenden af Pælebakke Klit. Det er her, at der går en “genvejssti” fra til Annemettes vej…
…men vi gik hen til, hvor Annemettes vej krydser Pælebakkevej. Kendetegnet ved stedet er dette lille egetræ fyldt med visne blade. Meget smukt.
Det var formiddagsturen. Vi var knap 3 timer undervejs og tilbagelagde 12.6 km. Ved at blive en vane med den distance
Ved 13:30-tiden kørte vi over til Østerstrand og parkerede lidt længere henne mod vejens ende. Vi ville se, om der der var flere interessante sten at samle op. Der var stort set ingen – fin badestrand derimod – men det kunne vi jo ikke bruge til noget. Vi kørte derefter hen forbi havnen og op til Nordstranden for at samle sten der. Det var det bedste sted, vi havde fundet, og det var det stadig.
Jeg havde naturligvis plastposen i lommen – og som sidste gang heroppe på Nordstranden blev den hurtigt tung at bære på. Det her må være et af de mest vindforblæste steder i Danmark. Jeg synes, at det altid blæser ugemytligt her – sådan havde jeg det også i de unge år sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne
Undervejs var vi i halvanden time og inden vi så os om, havde vi tilbagelagt 24 km – men det var i bil, så det blev vi ikke ømme af.
Efter at vi var retur i Gl. Skagen måtte Inge hen for at checke situationen ved Solnedgangspladsen…
…og stranden henne for enden af Nansbovej. Ingen store ændringer siden sidste check!
Efter den varme chokolade med det kolde flødeskum til en krydsogtværs i Pejsestuen blev jeg tilbage på værelset med mine sten, medens Inge hoppede i støvlerne og overtøjet for at checke byen og dens omgivelser
Brasseriets menukort havde 2 retter med marv. En var direkte marvben, en anden var del af en 3-retters menu og den bestod af kalvemørbrad med marvstykker. Det var denne sidste, der ligger på min tallerken. Smagte godt og “Klitnissen” fra Skagen Bryghus passede godt til. Inge fik dagens Skagen Fisk, som vist nok var lyssej.
Vi gik en lille runde efter aftensmaden. Først hen til Solnedgangspladsen i nederste venstre hjørne af billedet her, dernæst hen til stedet hvor Niels Ottesens Vej møder Havbakken (mærket i øverste højre hjørne)…
…hvor dette vildskud ud i nattemørket gav dette billede af havstokken og…
…huset til venstre for os. Der var nogen hjemme. De var sandsynligvis ved at forberede sig til at opleve nytårsaften i huset – endnu en gang. Måske ikke for sidste gang, men tanken må strejfe dem, at et par velvoksne storme med retning mod kysten kan betyde at det bliver, omend ikke den sidste gang, så en af de sidste. Hvis ikke det på mirakuløs vis bliver muligt at sikre kysten…
Dagens sidste billede blev taget i korridoren foran vores værelse. Vi ved ikke hvilken bygning, det forestiller. Checkede med Charlotte om hun kunne hjælpe, men det kunne hun ikke…