Grundet den sene sengetid i går serveredes morgenmaden 1 time senere, så jeg var der først 08:30 – dog alligevel som den første 
. Det var ikke nogen overraskelse, at der ingen aviser var, og altså ingen overraskelse, at jeg ikke kan indlede denne dag med et billede fra pressen. Min mave var helt i orden og jeg fik mig et godt gedigent morgenmåltid med æg, bacon, pølser og ellers laks, ost, marmelade… En god måde at starte et nyt år på.
Inden vi begav os ud på formiddagens gåtur, lakerede jeg et par dekorerede sten – heriblandt pighvarren for sidste gang. Det var vist 3. lag lak! Jeg havde en forestilling at flere lag ville give en eksklusiv “dybde” i motivet 
10:05 tog jeg dette billede. Om Inge var gået i forvejen, husker jeg ikke, men det tror jeg ikke, fordi…
…jeg tog mig tid til også at fotografere den lille by, hvor vi nu havde tilbragt de sidste 8 dage. Jeg tog det, fordi vi i morgen kører hjem, og da regner jeg ikke med, at der vil være tid til at løbe herop for at fotografere.
20 minutter senere var vi nede på Kanalvejen og der skete der det bemærkelsesværdige, at jeg bemærkede en blomst på en gyvelbusk. Det bemærkelsesværdige var, at jeg var årvågen nok til at se denne lille bitte blomst inde i et filigran af grene og visne blade. Men allerførst var det bemærkelsesværdigt, at der overhovedet var en blomst på denne årstid og at vi ikke havde set en eneste blomst på de hundredevis af gyvelbuske, vi var gået forbi på vores ture.
Men det var ikke fata morgana – det var en reel gul gyvelblomst. Foråret er her allerede!
Vi fortsatte ud til enden af Kanalvejen og drejede sydpå ad Annemettes vej. Turen blev stort set som i går, bortset fra, at i dag gjorde vi ikke den lille afstikker til udsigtstårnet nede ved Jenses Vej. Vinden var ikke for stærk, så det var en meget behagelig tur. Og skovbunden begejstrede endnu engang med sin intense rødbrune pragt af nedfaldne fyrrenåle.
Tilbage på Kanalvejen bemærkede Inge, at der var en ekstra sol, som her på billedet ser ud som en regnbue, det hele hedder et eller andet……
Her på Kanalvejen så vi det eneste stykke vildt på turen. Det var en fasanhøne, der flagrede op et lille stykke inde i marehalmen mellem vejen og selve kanalen. Men det skete så pludseligt, at der ikke blev tid til at få mobilen op af lommen.
Turen blev på 11.6 km og den varede ca. 2:30 timer. Mærket på ruten viser omtrent, hvor den blomstrende gyvelbusk står.
Tilbage på hotellet fortsatte jeg dekorationen af stenen med slørhalen på. Den skulle jo have en kammerat at svømme rundt med.
Inge læste lidt og gik sig så en ekstra tur. Den førte hende hen til det gamle og meget udsatte sommerhus på Havbakken. Med så relativt stille vejr, vi havde haft nede i plantagen, var det ikke nogen overraskelse, at havet også var ganske roligt nu. Heroppe er der altid skibe ude i horisonten, som bryder ensformigheden i overgangen mellem hav og himmel.
Imedens fik jeg den idé at fotografere værelset, for det havde jeg ikke gjort endnu – og vi havde jo været ganske godt tilfredse med det…
… så hvorfor ikke tage det med hjem i stakken af souvenirs?
Og mit atelier skulle også med hjem – billedmæssigt – slørhalen havde i mellemtiden fået en kammerat at svømme med.
Inge kom tilbage fra sin tur og ved 3-tiden gik vi i Pejsestuen for at få varm chokolade med flødeskum. Krydsogtværs’en var naturligivs også med.
16:22 stod Inge ved sømærket på Kikkerbakken og fotograferede denne solnedgang – med det dødsdømte sommerhus i profil bag klitterne. Billedet kunne være indledningsscenen til en gyserfilm 
Et par minutter senere drejede hun sig og knipsede Gammel Skagen i det sidste af dagens lys.
Vi gentog tidligere afteners ritual med at sætte os i Pejsestuen til en øl og et glas vin, for senere at spise i Brasseriet. I aften bestilte vi rørt krabbesalat. Vi havde prøvet den før, og den var lige så lækker dennegang. Jeg var overrasket over, hvor godt disse 2 kvarte salathoveder gik til. De var meget fine i strukturen og ganske sarte at spise. Hvad det var for en slags salat, fik jeg aldrig spurgt om, og jeg synes ikke, at jeg har set noget lignende hos Meny, så det forbliver nok et mysterium