07:49. Vejrmæssigt ikke den store forskel på i går morges.
Morgenmadsdamerne havde ikke tabt pusten…
…og så var der frisklavet smoothie 🙂
På hoteller, hvor man ofte bor en uge ad gangen, er der gerne et “Tagesblatt” lagt frem på bordene om morgenen. Da denne her var rullet som en festsang, var Inge bekymret for om jeg ville begynde at synge, men jeg kendte ikke melodien; “von Samstag, dem 17. september 2016”. Havde det været “Edelweiss” så var sagen en anden, for den kan jeg næsten udenad. Men så langt mod syd var vi heller ikke 🙂
Spøg tilside. Her hed det “Die Wasser-Post”. Praktiske informationer om høj/lav-vande, sol op/nedgang og vejrudsigten for området fik vi dermed til Bircher-müesli’en, samt en anbefaling til at spise i “die Insel”. Den anbefaling havde vi allerede fået aftenen før – og fulgt. Nu var der bare lige det, at vi i går prøvede at reservere bord til i aften, da vi vidste at det var lørdag aften, og fået at vide at alt var reserveret. Men hoteldamen mente, at det kunne hun nok klare og vups, så var der bestilt bord til os! Der er godt nok flere restauranter i byen, men nogle skal man gå længere til og alle de andre – nå, ja – havde måske ikke lige mad, som vi ville fylde maven med….
Der er også gerne et “Spruch” i sådanne morgenbordsaviser – her: “Manchmal muss man einfach nur ans Meer fahren, um glücklich zu sein”. Og det kan hotelejeren jo have lidt ret i, og iøvrigt er det titlen på den bog, der ligger på natbordet 🙂
Disse “Sprüche” er så beliebt blandt hotelejerne her, at de også findes i badeværelset.
Formiddagen skulle bruges til et besøg på stranden, og for at komme dertil skulle vi bruge den lange bro, der fra husene i mellemgrunden fører over saltmarsken og ud til pælehytterne i baggrunden. At bemærke er de små pælehuse af metal monteret ovenpå de blå skilte i forgrunden. Pælehusene er stedets signatur.
Det er en betalings-bro, men så bliver man også godt informeret. Med vores turistkort slap vi for at betale.
Vi vidste ikke, at Nationalpark Schleswig-Holsteinisches Wattenmeer er den største nationalpark mellem Sicilien og Nordkap. Respekt! Nationalparken er, sammen med danske Nationalpark Vadehavet i nord og den hollandske del af Wattenmeer af UNESCO udnævnt til at være Verdensarv.
Og om selve broen fik vi at vide at der siden 1926 har været bro her og at den idag er 1095 meter lang…
Vi begyndte at trave derudaf – hen over saltmarsken – eller “die Sandsalzwiesen” som de også kaldes…
Og så kom vi ud til den berømte brede sandstrand, samtidig med at himlen mørknedes betænkeligt.
Inge foreslog at vi skulle sende et foto af mig til vores outfit-ekspert Charlotte og spørge om jeg i dag mere lignede en mand fra Struer, end tilfældet var igår. Her er billedet – og kommentaren fra Charlotte var: “Mht. billede af dig med bøllehat, så slog det mig, at du faktisk kunne ligne en tysk kunstmaler, der er ude og få inspiration 🙂 Hvis bøllehatten ikke var der, var du mere “manden fra Struer”…”
Der var god plads derude på stranden. Her kigger vi mod syd.
Mod nord var der kursus i at styre strandsejlere og flyve med drager. Sandskabet var helt unikt, meget, meget brede sandstrande. Der var stort set ikke en sten, men en del muslingeskaller ved vandkanten. Det var fast sand og ikke det der bløde klitsand. Der var rent, intet affald og det var mange, mange kvadratmeter vi taler om.
Regnen slap vi ikke for. Vi blev våde. Måske trængte vi til en bid, eller en smule trøst, så omkring 13:30 opsøgte vi “die Insel” igen. Vi måtte have en vaffel. Inge havde bemærket at der rundt omkring blev solgt frisiske vafler og sådan en måtte vi da smage, når vi nu var i det frisiske land. At bemærke er også, at de kun bliver solgt om eftermiddagen….
Valget faldt på “Süsse Pflaume”. Smagte trøstende og humøropløftende dejligt!
Og minsandten om ikke vejret i mellemtiden blev fint sommerligt igen med solskin på “die Insel”! En frisisk vaffel kan altså gøre en forskel….
“It is always 5 o’clock somewhere…” men for os blev den 5:30 før vi sad hos “Rialto” i byens turistmæssige centrum. Helt sommerligt her midt i september. Betjeningen var italiensk, så naturligvis er der Pinot Grigio i glassene…
En halv time senere kiggede vi på, hvilke Flammkuchen “Die Insel” havde på menukortet.
Veggy’en vandt hos os begge og vi spiste indenfor….
Ved 8-tiden var vi tilbage. I morgen skal vi videre på næste etape af rejsen, så mon ikke jeg her kigger på kort 🙂
Godnatbilledet blev taget en halv time senere. De lyse nætters tid er definitivt forbi.