Da vi var oppe 06:48, var månen det også. Det lignede begyndelsen på en fin dag!
07:21 var Inge allerede oppe forbi “die Seebrücke” på sin morgentur og tog dette billede, da hun vendte om.
Tilbageturen gik ud over broen…
…hvor hun fotograferede de naturligt dannede vandløb i “die Sandsalzwiese”.
Videre gik det ad det store dige. Smukt er det ikke, men effektivt ser det ud og viser, at herude tages truslen om højt højvande alvorligt.
Fotografisk kom jeg først på banen 07:55 – og det for at vise noget, jeg ikke har set før: en lille morgenfrikadelle med et hulrum i midten, hvori der var sennep og chutney! Jeg spurgte naturligvis morgenmadsdamen om de var lavet her i huset. Det vidste hun ikke, så jeg kunne ikke få hemmeligheden om, hvordan de var produceret. Jeg forestillede mig en bolle af kødfars i den ene hånd og en kanyle med sennep, og derefter en med chutney 🙂
Morgenposten kunne fortælle, at om halvanden time ville lavvandet være på sit laveste, at temperaturen ville nå 20 grader C. Der Spruch var: “Die Grösste Sehenswürdigkeit, die es gibt, ist die Welt – sieh sie dir an”.
Vi forlod Sankt Peter – Ording ved 8-tiden. Jeg var spændt på, om BMW’s rute ville føre os over Die Eider Sperrwerk, så vi kunne se det og få en flot udsigt derfra. Ruten førte via die Sperrwerk, men ikke over, derimod igennem! Så dette billede viser, hvad vi fik at se 🙂
09:30 holdt vi forrest i opmarch-båsen for bilister med e-billet – ligesom sidst vi var her i Brunsbüttel. Vi var i god tid, for færgen afgik først 10:45 og selv om vi havde denne margin i rejseplanen var jeg undervejs lidt betænkelig ved, hvad de alarm-røde biler i bilens navigationssystem ville betyde for os i form af omveje. Det viste sig, at spærringen af vejen var ved den rundkørsel, hvor vi alligevel skulle svinge ned ad vejen til færgen!
At bemærke i dette foto er den sorte Mercedes cabriolet, der holder bag os, med 2 bilers afstand…
Et kig i den modsatte retning viste en solbeskinnet Elbe. Sidste gang var det gråvejr med middelmådig udsigt. I dag helt sommerligt.
Kort før vi skulle køre ud på færgerampen var der stadig stor afstand mellem vores bil og den sorte cabriolet. Årsagen var, at fører og passager til bilen intet sted var at se. Færgekontrolløren rendte rundt og spurgte folk, om de havde set dem, men det var der ingen, der havde. Han løb også op på diget og spurgte folk der. Uden resultat. Ganske få øjeblikke før vi skulle køre ud på rampen kom cabrio-folkene slentrende. Da den lidt ophidsede færgekontrollør skældte dem ud for ikke at være ved bilen kiggede de på ham som om han var idiot. De var jo her ved bilen!
Vi var de første til at køre ud på rampen, hvor vi ventede på, at færgens tømning skulle begynde. Pludselig kom 2 damer strygende bagfra i en Morris Mini! Den kørte forbi os og frem mod færgen. Da skred færgekontrolløren til handling og fik den stoppet. Hvad vi kunne forstå var, at de fortalte ham, at de havde fået besked på at køre frem til færgen. Om de med vilje valgte at forstå det på den måde, at de skulle have forrang for alle andre der holdt og ventede på at køre ombord på færgen – eller om de var helt fra den af nervøsitet for at komme for sent – ved vi ikke. Færgekontrolløren havde ikke andet valg end at få dem til at køre tilbage til pladsen lige foran os.
Nå, vi kom op og fik en plads, hvorfra vi kunne kigge ud på Elben.
Dog sad vi ikke optimalt. Døren bag Inge blev lukket op og i hele tiden, så hun trak ud på dækket med sin bog og jeg fulgte efter. Med en fleece på, gik det jo også fint. Vi nærmede os Cuxhaven.
12:12 blev dette billede taget. Det viser de overivrige Morris Mini damer henholdsvis stige ind i bilen og fotografere næsten det samme motiv som os. Jeg bemærker, at de har Union Jack i bagruden på deres tysk-indregistrede bil. Måske er de expats, som ikke er bedre til tysk end jeg til fransk 🙂
Det var lidt kompliceret at finde frem til Hotel Reichhofs parkeringsplads. Jeg måtte en tur ad gågaden, men det gik, fordi det er søndag og byen stort set er uddød. Jeg havde, tror jeg, angivet hotellets adresse, hvilket er på gågaden, i stedet for adressen på parkeringspladsen, der er et lille stykke derfra. Den havde hotellet ellers skrevet i en email, så det var selvforskyldt!
Det var dog en bagatel i forhold til, at vores opfattelse af det værelse hotellet havde afset til ikke var det samme som receptionistens. Hun hævdede, at det var i den kategori, vi havde bestilt (den næsthøjeste), men for os var det væsentligt under kvaliteten for et ****S-hotel. Der var et ekstra værelse, som vi ikke kunne bruge, der var nøgne vægge overalt og møblementet var under det, vi ser i danske genbrugsbutikker. Jamen, det er jo nyrenoveret, fastholdt seniordamen i receptionen. Det er under niveau, fastholdt vi, og bad om et andet – vi skulle jo være her i 3 dage. Det eneste, de havde i den kategori, var i deres lille havehus. Det viste sig at være nyrenoveret og meget hyggeligere, så vi så bort fra det med udsigten (hvilket fra det første værelse var gågaden). Oprindeligt ville jeg have haft et værelse i et hotel i Norddeich på kysten 6 km nordligere, men jeg var alt for sent ude med at bestille værelser til denne tur. Hvad vi havde her, var det bedste vi kunne få i Ostfriesland. Vi fik desværre ikke taget et interiørbillede af de to værelser…
Selv om byen, Norden hedder den, virkede uddød, var den ikke helt død. Café ten Cate var endnu åben…
…og vi fandt et bord og bestilte østfrisisk te…
…og en østfrisisk specialitet, nemlig Apfelstrudel med Schlagsahne til mig og med Eis til Inge – en regional traditionel kombination. Bemærk de små kopper. I Ostfriesland er de tilsyneladende ikke større, så vi kan bruge Jørgens udtryk: “En lille fin kop the” 🙂
Vi havde tilbagelagt ca 275 km, diskuteret med hotellet om værelset og flyttet om på bagage (det havde vi så delvist en hotelmedarbejder til, men han var ikke tilfreds for det 1. værelse var på 1. sal og der var der ingen elevator i den bygning) så det føltes helt rigtigt at sidde her på caféen og tanke op.
Inge bemærkede, at der i fortovene af og til var en “Stolperstein” af messing med et navn på. Her var 3 navne, som vidnede om, at der her på adressen engang boede 3 jøder – alle deporteret i 1942 for senere at blive myrdet i en udryddelseslejr i Polen.
Om Stolpersteine skriver Wikipedia:
Ein Kunstprojekt für Europa heißt ein Projekt des Künstlers Gunter Demnig, das im Jahr 1992 begann. Mit im Boden verlegten kleinen Gedenktafeln soll an das Schicksal der Menschen erinnert werden, die in der Zeit des Nationalsozialismus (NS-Zeit) verfolgt, ermordet, deportiert, vertrieben oder in den Suizid getrieben wurden. Diese quadratischen Messingtafeln mit abgerundeten Ecken und Kanten sind mit von Hand eingeschlagenen Lettern beschriftet und werden von einem angegossenen Betonwürfel mit einer Kantenlänge von 96 × 96 und einer Höhe von 100 Millimetern getragen. Sie werden meist vor den letzten frei gewählten Wohnhäusern der NS-Opfer niveaugleich in das Pflaster bzw. den Belag des jeweiligen Gehwegs eingelassen. Mittlerweile gibt es über 56.000 Steine (Stand: Dezember 2015) nicht nur in Deutschland, sondern auch in 19 weiteren europäischen Ländern. Die Stolpersteine sind das größte dezentrale Mahnmal der Welt.
På min søgning om begrebet Stolpersteine kom jeg forbi andre websites, der gav udtryk for, at dette projekt ikke er lige vellidt af alle i befolkningen…
Ved 18-tiden checkede vi hotellets bar, men den var lukket. Der var kun 1 bardame, og hun havde fri. Flexible og løsningsorienterede satte vi os i restaurantens “lounge-område” og fik en lokal pilsner, henholdsvis et glas tysk hvidvin.
Vi var på 1/2-pension og i 5-retters menuen valgte vi blandt de 3 hovedretter fisken. Retten var helt enkel.
Nu kom vi, som nævnt ovenfor, på grund af min alt for sent påbegyndte rejseplanlægning ikke til at bo på et hotel oppe på kysten, men da jeg spontant kiggede indenfor i spa-området her på Reichshof bemærkede jeg, at hotellet kulissemæssigt gav gæsterne mulighed for at henføre sig drømmende til klitlandskabet deroppe 🙂
Dagens godnatbillede blev af det lille gæstehus, hvor vi beboede det ene af de 4 værelser, det rummede.