19. september 2016

img_7795-627

Før morgenmad var Inge på rundtur med sin aktivitetsmåler og fotograferede kanalen Norder Tief, som vi kører over for at komme til hotellets parkeringsplads.

img_7796-550

Bemærk søvngængeren, som den altid observante Inge fotograferede oppe på taget af hotellets “bomsted”. Lige på den anden side kører vi mod venstre ind til parkeringsområdet. Søvngængeren har derfor retning mod højre, mod hotellet. Logisk, når man tænker over det.

20160919_073905-627

Hotellets “reichhaltiges Frühstücksbuffet”, som hoteller ynder at kalde deres morgenmadsarrangementer, fotograferede jeg 07:39, 9 minutter efter den formelle åbningstid. Den var OK, men ikke på niveau med den forrige vi oplevede i Sankt Peter – Ording.

20160919_075618-550

Bag mig var der yderligere et bord med røræg, bacon, pølser – og kogte æg. En dame fra et rejseselskab sagde til mig, at hun ikke nu om dage kunne koge et æg på 3 minutter. Skallen var nu om dage for tyk til at det kunne lade sig gøre. Det måtte ligge i hønsefoderet, mente hun. Jeg er ikke selv den skarpeste kniv i skuffen, ej heller den hurtigste knallert på månen, så det tog mig et øjeblik at fordøje dette udsagn. Så man nøjere efter i æggekurven bemærkede man, at der også var et H på nogle æg. 3-tallet var naturligvis et W for Weichgekocht. Men da var damen fra rejseselskabet forlængst videre i sin morgenmad 🙂

20161018_113742-550

Hotellets “Hauszeitung” fortalte også om høj- og lavvandetider, informerede om, at hotelbaren “Wolbergs” ved siden af havde Ruhetag idag og foreslog at vi skulle tage til det ugentlige marked og/eller besøge Ludgeri-kirken.

20161018_113802-627

Hotellet mente at Inge og jeg skulle sidde i skum med rosenblade strøet omkring os og drikke skum i 25 minutter og føle os afslappede bagefter  Vi koncentrerede os mere om vejret,  som på denne mandag ikke så værst ud. Fin til en udflugt. At das Wattenmeer var UNESCO Weltnaturerbe vidste vi allerede fra opholdet i Sankt Peter – Ording. Vi bliver så kloge af at rejse…

img_7799-627

Vi ville på udflugt i dag, men først en lille gåtur i nabolaget. Her et blik på Norder Tief i den anden retning end ovenfor.

img_7801-550

Ovre ved broen, vi så på forrige foto, stod den store Doornkater-flaske. Og hvorfor stod den her? Jo, Doornkater – en Korn-Schnapps – blev fremstillet her i byen, og gav i generationer arbejde til mange mennesker. Så blev familiefirmaet solgt, og produktionen flyttet. Derfor er der i hotellets nære omgivelser store tomme fabriksbygninger, som der endnu ikke har været råd til at rive ned eller renovere til andre formål.

img_7807-627

Ikke langt derfra Die Deichmühle – en prægtig bymølle. Dens website skriver bla. følgende:
Die Deichmühle ist eine funktionsfähige Galerie-Holländerwindmühle von 1900. Sie wurde als Mehl- und Peldemühle (Graupen)  am Norder Hafendeich gebaut. Bereits 1597 drehte sich an dieser Stelle vor der Stadt Norden eine Bockwindmühle. Diese wurde 1900 abgebrochen und die neue Deichmühle errichtet. 1974 erwarben Maria Anna und Hermann Wagener aus Papenburg das Ensemble “Deichmühle”. Seit dieser Zeit ist die Deichmühle wieder funktionsfähig und dient heute als Museumsmühle. Zahlreiche Maschinen zur Müllereitechnik dokumentieren den Wandel des Müllerhandwerks. Die Mühle kann besichtigt werden. Je nach Wetterlage wird sie auch in Funktion gezeigt.

Respekt for arbejdet med møllen, men hvor mon man finder en så stor begejstring for en mølle, at man køber den og restaurerer den til fuld funktionalitet?

img_7811-550

Udflugten havde som første mål at parkere bilen i Norddeich ca. 6 km nord for Norden…

20160919_101705-627

…dernæst at vente på at komme ombord på færgen til Norderney.

20160919_102925-627

Vi styrede direkte op til soldækket og kunne herfra se over til Norderney.

img_7815-627

Det var nu så som så med sol på soldækket. Men vi klarede udfordringen og blev på dækket hele vejen over, for det var en helt fin sejltur med god udsigt til alle sider.

img_7818-627

Norderney lærte vi at kende på gåturen fra færgehavnen til byens centrum – så bekendtskabet stikker ikke så dybt. Vi var ikke specielt imponerede eller charmerede, men vi købte et fint postkort til vores næsten 90-årige veninde i Aabenraa (vi skriver et kort til hende næsten hver dag, så hun kan “være med på rejsen”).  Det blev skrevet på stedet og postet  inden vi forlod øen (jeg har et ark selvklæbende frimærker). Pudsigt så koncentreret jeg ser ud på billedet…

img_7819-627

Vi sad på Kurplatz foran Conversationshaus ved et bord, der tilhører en Café i huset. De havde Eiskaffee på menuen, og sådan en havde vi lige tid til, og det var hvad blodsukkeret havde brug for. Mit ansigtsudtryk er mere afslappet. En Eiskaffee kræver ikke den store koncentration

20160919_124846-627

Ca. 2 timer efter ankomst var vi klar til afgang fra øen (sejlturen var vores primære oplevelse, så vi havde ikke afsat mere tid på selve øen) – lidt i god tid…

20160919_125633-627

…men vi fik lov til at gå ombord og 12:56 kunne vi tage denne groufie på soldækket – i solskin.

20160919_125918-627-2

Dette kunne være et billede af Edvard Hopper 🙂 Vi var i god tid og valgte “midterbanen” på soldækket.

20160919_131514-627

Inge var, som 5 andre passagerer, interesseret i at følge med i hvilke og hvor mange biler, der gerne ville med ombord.

20160919_125803-627

Der var mange hestetransporter på grund af, at der havde været et ridestævne på øen. De fylder godt, og var nok også årsagen til, at der var sat ekstra færgeafgange ind på ruten. Nogle af transporterne har nok måttet se en færge eller to blive fyldt inden de selv kom med.

img_7823-627

Overfarten forløb roligt og vi fandt bilen, hvor vi havde forladt den. Nabobilen, som var efterladt med åben dør, da vi kom i formiddags, stod der også – og stadig med åben dør – mirakuløst!

20160919-203748

På vej tilbage til Norden foreslog jeg, at vi kørte lidt ud langs kysten for at kigge på Wattenmeer. Der var ikke meget at kigge på, andet end et højt dige, og fladt land med agerbrug 

img_7824-627

Tilbage i Norden. Inge havde på sin runde bemærket et kafferisteri i kort afstand fra hotellet. Der måtte vi ind ved kaffetid – i dag allerede 15:30! Der duftede herligt i butikken, hvor kafferisteriet også stod, og hvor kaffelageret også var. Det var seriøst her…

20160919_151630-627

Medens vi ventede på vores kaffe, kunne vi studere ejernes praktiske humor.

img_7826-550

Så kom kaffen. Smukt tilberedt. Og som den smagte!

20160919_154114-627

I forgrunden til venstre kafferisteren. I baggrunden Herrn und Frau Kafferisteriejere seriøst ved at lave kaffe, henholdsvis pakke kaffe til forsendelse. Jeg har aldrig set en lave filterkaffe så omhyggeligt!

img_7829-550

Hvorfor viser jeg denne pose? Jo, fordi den husker på, at den altid observante Inge også havde bemærket en skobutik i samme gade som kafferisteriet lå. Andre billeder fra butikken har vi ikke, men det var ellers en herlig forestilling som det indledende kiggeri gled over i ein wenig Plaudern med butiksbestyreren og derfra til at prøve nogle par sko, for tilsidst efter en lille runde i byen at købe et par til mig….

img_7832-550

“It’s always 5 o’clock somewhere…”. Ikke fordi tiden var gået som “…molasses in winter”, men omkring 17:30 var det på sin plads med en lille forfriskning. Vi sidder her uden for baren “Wolbergs” som vi fra die Hauszeitung vidste havde Ruhetag, men der var betjening af restaurantens tjenere.

20161018_113816-550

Dagens “Halbpensionsmenü” så således ud. Som forret valgte Inge den lille salattallerken og jeg tunfisk-salaten. Inge fik en kæmpestor portion – 5 gange så stor som en forret skal være. Det må være rablet for en i køkkenet.

img_7836-550

Chili glasierte Hänchenbrust mit grünem Gemüse und Zwiebel-Risotto vandt i valget af hovedret. Smagte udmærket.

20160919_193257-550

Vi var lidt spændte på den der Mandel-Milchcreme mit Rotweinkirschen und gebackenen Teigscherben. Det viste sig at være en dejlig dessert!

img_7839-550

Dagens godnatbillede. Kigger jeg mon på kort igen…

 

This entry was posted in DK-D-A september 2016. Bookmark the permalink.