Det er ikke let at være Kansler Merkel, tænkte jeg, da jeg lidt i god tid kom ned i morgenmadsrestauranten og så avisen. Jeg snuppede den med til bordet for at læse nærmere, medens Inge var ude på en morgenrunde – pisket ud på gåtur af sin nye armbånds-aktivitetsmåler 
Inge gik bag om hotellet, forbi parkeringspladsen, hvor hun bemærkede dette advarselsskilt – og samtidig noterede sig, at bommen var i stykker og stod åben.
Hun fik sig et daggrys-vue over Norder Tief…
…og vendte om inde på parkeringspladsen og gik tilbage over broen. Fin lille bro, som giver en lille middelalderfornemmelse ved at køre over et vandløb for at parkere i sikkerhed
Hun rundede sin gåtur af ude på gågaden med at fotografere os begge. Jeg er dybt koncentreret med at skrive et postkort og bemærkede slet ikke papparazzi’en derude.
Vi mødtes ved morgenbordet og kunne sammen studere die Hauszeitung, som blandt andet fortalte, at i dag ville baren være bemandet. Udflugtsforslagene til das Ostfriesische Landesmuseum i Emden og die Seehundestation oppe i Norddeich fristede ikke.
Vigtigt var dagens vejr. Gråvejret skulle forsvinde midt på dagen. Øen Baltrum måtte vente, for vi ville til Greetsiel, en lille havneby sydvest for Norden. Den havde skotøjshandleren anbefalet i går, og jeg kom i tanker om, at receptionisten også havde nævnt den, da jeg ringede og bestilte hotelværelse.
I en af hotellets korridorer hænger et gammelt oliemalet kort, hvorfra jeg har taget dette udsnit for med en hvid pil at pege på Greetsiel.
Klokken 10:00 var vi derude – 1 time før de fleste butikker og caféer åbnede, men dermed også 1 time før de fleste turister ville ankomme. Vi havde derfor ingen problem med parkeringsplads.
Overraskende nok var der Kreuzfahrten at tage med på fra Greetsiel. Der er endda hele 4 muligheder: Kreuzfahrt ins Weltnaturerbe (Wattenmeer), Minikreuzfahrt in See, Tagesfahrt nach Juist og Tagesfahrt nach Norderney. Her i havnen er der konstant vandniveau – takket være Leyhörn-slusen længere ude.
Der skulle være 16 aktive rejefiskekuttere hjemmehørende i Greetsiel…
…og turistcheferne elsker at fotografere dem med nettene foldet ud. Jeg synes, at de også er fine med nettene foldet sammen som her.
Havnen havde beskæftigelses-aktuel kunst – en Granat (reje), udført af Kunstschmiedemeister Alfons Hieser og skænket af ham til byen som tak fordi den tog ham til sig i 1945. Han var i den tyske Kriegsmarine og ved krigsafslutningen lå skibet i Emden. Det var løbet ud for proviant, hvilket fik kaptajenen til at opfordre besætningen til at gå i land og hver især prøve at finde sig et arbejde. Hieser fandt et hos den lokale smedemester Jacobsen her i Greetsiel og boede her til sin død 35 år senere. Messingpladen kom på i 2014.
Jeg kan godt lide sådanne små historier…
Byen har også sin egen højvandepæl. På højre side viser de blå skilte, hvor højt vandet har stået. Den øverste af dem siger 6.5 m over normal-nul, oplevet i 1976. Dengang var den også gruelig gal i det danske Vadehav, og jeg husker Arne som klistret til radioen, der løbende gav meldinger om stormflodens udvikling. Måske regnede han muligheden for at Hjemmeværnet skulle mobiliseres som værende ret høj?
De øverste grønne skilte til venstre viser udbygningen af digerne. Det øverste af dem siger 9.5 m over normal-nul – altså 3 m margin over den højest målte vandstand! Man tager det alvorligt, det med digerne…
Ved dette afpillede fiskeskelet vendte vi om…
…for at kigge lidt på byen.
Kiggede indenfor i kirken.
Efter min skoletids sommerferiejob hos orgelbygger Marcussen & Søn er et orgel aldrig ligegyldigt. Om det er et lille beskedent som her, eller de store som i Hildesheimer Dom.
Vi kørte hjemad, og forsøgte undervejs lige nordøst for Greetsiel at komme ud til sluseanlæggene. Men der var spærret for biler. Kun cyklister og fodgængere kunne komme derud – og så meget trak det heller ikke. Vi fortsatte og tog halvvejs en alternativ rute ind i Norden.
Tilbage i byen gik vi hen for at kigge på kirken, hvis klokketårn vi ser her. Det er adskilt fra selve kirken for at undgå noget, der skete med en kirke nede i nærheden af Emden. Der trak det tunge tårn kirken skævt – fordi der var bygget på blød jord. Selv om Norden er bygget på en Geest, med relativt hård jord, tog man altså ikke chancen her. I middelalderen var det, har jeg senere læst, i Ostfriesland almindeligt at bygge klokketårnet separat, så måske var det ikke kun den utilsigtede skæve kirke ved Emden, der skyldes adskillelsen.
Kirken og dens klokketårn set fra den anden side. Adskillelsen er så stor, at den tillader en gade i mellemrummet!
St. Ludgeri Kirche viste sig at være meget større, end jeg kunne have gættet på. Jeg ville være nødt til at gætte, for jeg havde ikke sat mig ind i byens seværdigheder inden besøget her. Vi kom i snak med den tidligere pastors hustru, som meget gerne oplyste kirkens besøgere om dens træk og historie. Hun fortalte, hvis jeg husker korrekt, at kirken er kombineret af en tidligere klosterkirke og en nyere tilbygning – den vi kigger ind i på, på den anden side af galleriet henne ved orgelet.
Et kig i den anden retning – den gamle kirke med træloftet.
I den nye del, fortalte pastorinden emeritus, var kirkens virkelige skat – altertavlen! Om den skriver kirkens hjemmeside:
Der Hochaltar geht auf das späte 15. Jahrhundert zurück, gehörte sicherlich auch zur Erstausstattung des Hochchors und ist der einzige von ursprünglich fünf Altären, der die Reformation wenigstens in Teilen überdauert hat. Erhalten ist aus dieser Zeit noch der spätgotische Baldachin mit dem reichhaltigen Schnitzwerk als Bekrönung. Im unteren Teil wurde der einstige Schnitzaltarschrein nach der Reformation (1577) durch Einsetzen einer großen Tafel zu einem protestantischen Schriftaltar im Renaissancestil umgestalltet. Die Beschriftung in Goldbuchstaben auf azurhitblauem Hintergrund zeigt in mittelniederdeutscher Sprache auf der Mitteltafel die Einsetzungsworte zum Abendmahl, auf den Flügeln zu beiden Seiten weitere Bibeltexte zum Abendmahl und auf den Außenseiten der Flügel die Zehn Gebote.
Nach den liturgischen Gepflogenheiten der damaligen Zeit waren bei den täglichen Wochengottesdiensten die Flügel zugeklappt und die Zehn Gebote zu sehen, die das Alltagsleben regeln. Für die Gemeinde waren sie zugleich Ermahnung und Aufruf zur Reue, wenn man sie übertreten hatte. Sonntags waren die Flügel geöffnet, denn dann wurde das Abendmahl gefeiert, in dem die Vergebung der Sünden erfahren wurde.
Det meste af dette fik vi fortalt af pastorinden emeritus.
Hun opfordrede os til at åbne en låge i et sakramenthus i en af søjleornamenteringerne, for derinde at se…
…gamle malerier i deres originale farver, der på grund af indelukketheden ikke har været udsat for ret meget dagslys.
Pastorinden fortalte – da hun erfarede, at vi var danskere fra det nordvestjyske -videre om, hvordan hendes mor med børnene og forældrene i 1945 af den tyske marine i sidste øjeblik blev reddet over fra Danzig til Danmark, inden russerne løb byen over ende. De endte i den flygtningelejr i Thisted, hvor folk fra Randstaterne, Ungarn og Rumænien blev samlet af de danske myndigheder. Hendes bedsteforældre tilhørte, hvis jeg husker korrekt, det tyske mindretal i Ungarn. Forældrene var gamle og valgte at blive i Thisted til de døde.
Efter at vi takkede hende for alle de fine informationer og sagde farvel, lavede jeg denne groufie 🙂
Der var mere turist-energi i os, så vi styrede hen imod en anden af byens seværdigheder: Das Teemuseum, som vi kigger hen på i dette fotografi.
Das Teemuseum virkede nyindrettet og moderne i sine fremvisningsmetoder. Vi så blandt andet en teposefyldningsmaskine…
…og hvor mange farvenuancer den samme tesort kan have afhængig af dens dyrkningssted…
…og kuriositeter, der havde noget med te at gøre…
…og noget, som jeg tror – jeg husker ikke et forklarende skilt – er en formaning til den britiske befolkning under en af verdenskrigene, på grund af de meget stærke nationale symboler – kronen og flaget!
Og minsandten om der ikke også var fundet plads til at fortælle om familien Doornkaat og deres produkter. Firmaet markedsførte i en periode også eget the-mærke, så det er relevant at repræsentere det her på museet.
10 minutter efter at have forladt das Teemuseum sad vi her…
…med dette scenarie foran os!
Vi var – ifølge skotøjshandleren – i byens absolut bedste italienske Eisdiele!
To en halv time senere var vi, med mig i spidsen, på vej ind i kafferisteriet 🙂
Jeg skulle opleve på nærmere hold, hvordan en filterkaffe skal laves. Først lidt kogende vand på kaffepulveret i bunden af filteret, så lidt mere vand…
Og efter hver påfyldning af kogende vand røres der langsomt rundt…
…så man til sidst får en intenst velsmagende kop kaffe – seriøst, næsten kult!
Hvis ikke vi havde fået et glas øl, henholdsvis vin, inden aftensmaden havde vi stadig haft den intense kaffeeftersmag i munden, indtil vi stod foran aftenens Middelhavs-buffet – hotellets kulinariske udspil i aften…
…som var udmærket.
Godnatbilledet, den smalle passage mellem hotellets værelsesbygning til højre og restaurantbygningen til venstre, er taget af Inge. Hendes aktivitetsmåler må have pisket hende ud på en lille runde