Dagens allerførste billede, knipset 07:19 er dette af danserinden (eller er det en danser?) på lampefoden.
1 minut senere fik Zugspitze opmærksomheden. Bjerget havde fået selskab på toppen – af en grå sky.
5 minutter senere var Inge ude på morgentur med aktivitetsmåleren. Det kom der dette billede ud af: Hotel Waxenstein med sit Hausberg Waxenstein i baggrunden.
Vi skal rejse videre idag, så turforslag og andet lignende er ikke af interesse. Måske er det værd at lægge mærke til Der Bauernregel: “Septemberwärme dann und wann, zeigt einen strengen Winter an”:
Jeg mener at have læst i danske medier, at vinteren forventes at blive streng – interessant at følge om denne bonderegel kommer til at passe…
09:08 sagde jeg farvel til Zugspitze, Waxenstein og deres naboer deroppe i højderne og begyndte at pakke bilen.
Inge gik tur med sin aktivitetsmåler, medens jeg pakkede færdigt. Vi havde aftalt at mødes ved posthuset i Grainau, fordi Inge – ud over at skulle tilfredsstille den krævende aktivitetsmåler – også var undervejs med et par postkort, der skulle i postkasse. Hun så undervejs dette prægtige træsnit-arbejde af en tømrer – det må jeg huske at se, når jeg næste gang kommer til Grainau, for flot er det – og så med Waxenstein i baggrunden. Ret godt set af fotografen 
Vores første etape gik til Eng Alm i Østrig – som man kun i bil kan komme til fra Tyskland. I Wallgau skulle vi betale vejafgift (Maut) for at køre til Vorderriss.
For 4 Euro fik vi lov at køre strækningen, der i øvrigt følger Isar-floden.
Allerede 3 minutter senere blev det interessant – en overdækket træbro! Det er ikke almindeligt.
Undervejs var der ikke mange panoramablikke fra vejen. Det var nødvendigt at holde ind på en P-plads. Og på denne fandt vi et par, som nød formiddagskaffen med brød til -hvis det da ikke var morgenmad! De var nemlig undervejs i en autocamper 
Et smukt sted var det…
…med en fantastisk udsigt. Ren visuel alpinisme! Dorthea ville have fundet alle de lovprisende adjektiver frem, hvis hun skulle beskrive dette scenario – og sluttet med: “Det var så enestående storslået, at vi måtte standse bilen og stige ud for rigtigt at kunne fornemme dette prægtige alpelandskab. Vi fotograferede.” 
I nærheden af, hvor vi parkerede ved denne landskabelige perle, var denne informationstavle. Den fortæller at Isars øvre løb, som vi stod ved, er Tysklands eneste tilbageværende Wildfluss, og dermed lever og yngler truede dyr og planter her. De nævnte specier er Flussregenpfeifer (Flodhjejle), Flussläufer, Sumpfschrecken, Gefleckte Schnarrschrecken, Kiesbankgrashüpfer, Bachforelle, Frauenschuh und Deutsche Tamarsiken! Altså et par fugle, en lille håndfuld græshopper, en bækørred og et par planter, hvoraf jeg kan gætte mig til Fruesko
Vi kom til enden af denne Mautstrasse langs Isar-floden og drejede ved Vorderriss mod syd i retning af Hinerriss. Halvvejs til Hinterriss krydsede vi grænsen til Østrig. Vejret var absolut dejligt!
Lige efter Hinterriss stødte vi på endnu en Mautstation.
For 4.5o Euro fik vi tilladelse til at køre til Eng og tilbage hertil.
Men så fik vi også brochure og et “panoramakort” over området.
…hvor vi i den øverste venstre fjerdedel finder Grosser Ahornboden og P10, hvortil vi kan køre – og ikke længere.
Der var så smukt at køre op gennem dalen, at jeg burde have holdt ind noget oftere – men her i Grosser Ahornboden måtte jeg, som Dorthea skrev, standse og stå ud for at fotografere. Her Inges billede af mig, der forsøger at lave…
…dette panoramabillede. Ahornbodens website fortæller:
Der große Ahornboden befindet sich in Tirol und ist ein begehrtes Ziel für all jene, die die Kraft der Natur in Verbindung mit der puren Almidylle geniessen möchten. Damit dies so bleibt wird der Ahornboden geschützt. Bereits seit 1972 steht der große Ahornboden als Naturdenkmal unter besonderem Schutz. Dazu gehört, dass die Ahornbäume nicht gefällt werden dürfen. Nachdem einige der rund 600 Jahre alten Bäume absterben, werden einzelne Bäume nachgepflanzt. Dafür kann man eine Baumpatenschaft übernehmen.
Og om træerne skriver wikipedia:
Lediglich während des Dreißigjährigen Krieges war die Alm einige Jahre ungenutzt. Aus dieser Zeit stammen die meisten der heute im Tal vorzufindenden alten Ahornbäume. Die Bäume hatten nur während jener Jahre ohne Almbetrieb die Gelegenheit hochzuwachsen, ohne gleich wieder abgeweidet zu werden. Als nach dem Krieg das Vieh erneut in dieses Almtal getrieben wurde, waren die Bäume bereits zu groß, um abgefressen zu werden und blieben so, als Bestand von etwa gleichaltrigen Bäumen, bis heute erhalten.
Vi kom så op til enden af vejen og parkerede bilen. Jeg var fokuseret på at finde et toilet, og imedens jeg var optaget af denne vigtige aktivitet kiggede Inge sig omkring og fik dokumenteret, at så langt kom vi 
Her er det passende at fortælle, hvorfor vi skulle netop hertil. Eng Alm er “Drehort” for mange naturoptagelser til TV-serien “Sturm der Liebe” – og på denne rejse har vi til hensigt at se forskellige Drehorte
Informationstavlen fik hun fotograferet, og heraf lærte vi, at Alpenpark Karwendel, hvori vi befandt os, er Østrigs største naturpark med et areal på 727 km2 – og et indbyggertal på 47, så der er albuerum, hvis vi ser bort fra den 1.000.000 turister, der årligt kommer til parken .
Og her har vi så hele kortet over Silberregion Karwendel (som det åbenbart også hedder).
…og da jeg kom ud fra toilettet og fortalte, at der var pænt og rent og at Inge nok ville være tilfreds med faciliteterne, forsvandt hun ind og jeg blev ude. Indenfor bemærkede hun skiltningen til “damer” og “herrer” – det havde jeg haft alt for travlt til
Næste etape var også sidste etape for idag, og den var kun på 118 km. Vi skulle til Ellmau i Østrig.
På vej gennem Grosser Ahornboden og ned til Hinterriss måtte jeg indhente det forsømte med hensyn til fotografering – ellers ville Dorthea have en høne at plukke med mig, når vi engang mødes på den sky, hvor hun sidder nu
Halvvejs nede mod Maut-stationen holdt vi ind ved en af de markerede P-pladser og kiggede os omkring med kameraerne/telefonerne.
Inge tog et billede tilbage op i dalen, hvor vi kom fra.
Lige inden Maut-stationen holdt vi ind til siden igen.
Vi måtte ud af bilen, igen som Dorthea, fordi der var så smukt, at det absolut måtte fotograferes. Her et blik tilbage op i dalen.
Vi kørte tilbage til Bayern og fortsatte hen langs grænsen for at komme hen til “hullet” ind til Østrig. Her ved Fallerklamm Brücke standsede vi og gik ud på den for at se, hvilke panoramaer, der mon lå gemt derudefra.
Der var dette mod sydvest over Sylvensteinsee – en Stausee, skabt af en dæmning lidt længere fremme…
Vi kørte hen og parkerede på dæmningen.
På den “lave” ende af dæmningen løber Isar videre. Jeg overvejede, hvordan det mon må være at bo dernede – 44 meter lavere end vi stod, vel vidende at der er alt det vand på den anden side af muren. Jeg tror, at tanken om dæmningsbrud må banke på en gang imellem… På den anden side blev den netop konstrueret i 1954 for at sikre dalen mod højvande i Isar, hvilket jo er godt for befolkningen.
I den ande retning ser vi tilbage imod die Fallerklamme Brücke, som er lidt til vestre for mit hoved.
5 km længere fremme kørte vi ind i Østrig. Og lidt efter ud af Østrig, og lidt efter ind i Østrig. Vejen er anlagt pragmatisk og flytter sig frem og tilbage over grænselinien.
I Achental eller Achenkirch fik vi diesel på og købte samtidig en vignette, der giver tilladelse til at benytte motorvejene i Østrig i en periode på 10 dage. Ikke fordi vi forventede at få brug for det i de næste par dage, men man ved jo aldrig, hvornår der er en omkørsel, der kræver motorvej, så vi kunne lige så godt købe vignetten med det samme.
Og så kom vi til Achensee og holdt ind på en P-plads med udsigt – her mod syd…
…og her mod nord, hvor vi kom fra. Ja, søen ser ud til at være lang. Det er den også med sine 8.4 km.
Der bis zu 133 m tiefe Achensee ist der größte See Tirols. Er hat hervorragende Wasserqualität (annähernd Trinkwasserniveau) bei bis zu zehn Meter Sichtweite unter Wasser. Seine Wassertemperatur ist einem Gebirgssee entsprechend niedrig und überschreitet kaum jemals 20 °C. Gelegentlich wird der Achensee auf Grund seiner Größe und der etwa für Segler und Surfer optimalen Windverhältnisse als Tiroler Meer bezeichnet.
I nærheden må en færdselsulykke med dødelig udgang have fundet sted, for på gelænderet var denne lille ansamling af kerter og sørgende engel med “Wir vermissen Dich”. Gad vidst hvad turistchefen tænker om sådan et privat initiativ?
Der var ingen Einkehr-mulighed, der bød sig, så vi kørte videre på tom mave og lavt koffein-niveau ad almindelige veje. Dvs. at vi ikke benyttede motorvejen i Inn-dalen, hvilket var bevidst, for det er ikke ret spændende at køre i det ene underjordiske rør efter det andet og kun komme op i lyset en gang imellem – som fisk, der skal op og snappe lidt ilt
Vi checkede ind på Der Bär, som har nr. 9 på kortet. Det findes til venstre for bynavnet “ELLMAU”. Bemærk det runde gule symbol med et filmkamera i – det indikerer, at stedet er eller bliver benyttet som Drehort, sandsynligvis for TV-serien “Der Bergdoktor” og muligvis for andre film. Der er altså blevet drejet en eller flere Bergdoktor-scener på hotellet. Andre Drehorte findes i og omkring byen. Jeg kan tælle 6 på det lille kortudsnit her.
Jeg husker ikke om vi fik os en kop kaffe og et stykke kage først, men lidt over klokken 3 gik vi os en tur op omkring Marien Kapelle, der også er en Drehort. Disse Drehorte er faktisk grunden til, at vi er her i Ellmau, for på denne ferie er målet at komme lidt rundt i de landskaber, som vi ser i de tyske serier. Ellmau er “Der Bergdoktor”-byen!
Allerede før vi nåede helt op til Marien Kapelle, var der en postkort-udsigt over Ellmau med bjergområdet Wilder Kaiser (del af Kaisergebirge) i baggrunden. Den grønne gåtur på kortet hedder netop også “Postkartenrunde”
Et kig indenfor i kapellet…
Oppe fra kapellet tog jeg dette billede over den østlige del af Golfplatz Wilder Kaiser. Golfpladsen har 27 huller – ren luksus i et bjergområde, men Inn-dalen her ved Ellmau er også relativt bred. De høje bjerge i baggrunden er “Wilden Kaiser”, de lavere i for- og mellemgrunden er “Zahmen Kaiser”.
Og hvis vi drejer hovedet lidt mere mod højre ser vi fjerne bjerge, som jeg ikke kender navne på 
På vej ned fra Marien Kapelle stødte vi på træfigurer. Denne er snittet til musikfilm-serien “Melodien der Berge”.
Nede i byen var der Tirolercharme…
Die Pfarrkirche “Zum Heiligen Michael” er fra midt i 1700-tallet.
Den gav os en fin barok-oplevelse. Det praktiske ved kirken er, at den ligger lige ved byens vigtigste vejkryds og er med sit høje tårn et udmærket pejlemærke, når vi skal hjem fra en eller anden gåtur.
Udenfor gik vi – som vi plejer – forbi mindesmærket for de af sognets mænd, der mistede livet i de to verdenskrige. Den 2. var den mest blodige for Ellmau og det kan godt give en kuldegysning at tænke på, hvordan de har haft det i deres sidste leveår og allersidste tid.
Fra kirken gik det op ad bakke til hotellet og her fik vi fotograferet udsigten fra værelset mod vest…
… og her mod nordvest til Wilder Kaiser. En byggekran midt i udsigten, så vi var spændte på, hvordan byggepladslarmen ville være – hvis vi kunne høre den
19:00 indfandt vi os i baren for at få et glas vin. Husets velkomstdrink.
Vi havde rejst godt i dag – ikke så meget med de relativt få (185) km vi lagde bag os i bil og gåturen op om Marien Kapelle, mere oplevelsesmæssigt i det absolut skønne vejr og de betagende Alpelandskaber – og det den 26. september!
Vi havde også været op og ned, og Ellmau ligger i 820 m højde – ligesom Hinterzarten i Schwarzwald
Aftensmaden smagte dejligt – også salatbuffetten som vi aflagde et besøg, inden hovedretterne serveredes ved bordet. Vi sad i en hyggelig stue i alpestil og Inge havde udsigt til fjerne bjerge mod vest.
Lidt over 21:00 var vi mætte og trætte og trak os tilbage…