06:34.
Efter morgenmaden bemærkede Inge tagkonstruktionerne på 2 huse i udsigten – eller måske var det husmurens konstruktion. Husene er lavet smallere i den ene ende for at passe til de smalle gyder, der leder op til Ramsherred.
På vej hjem var vi i genbrugsbutikker i Varde og byens nordlige opland – og kørte så til Varde Museum, som på internettet nu hedder Museum Frello.
Og det var Otto Frellos billeder, vi gerne ville kigge på. Han døde i marts 2015 og i lokalavisen stod der blandt andet:
“Otto Frellos betydning for kulturlivet i Varde Kommune var uden sidestykke. Med sine finurlige værker fortalte han historier, der havde mindst lige så stor appel til børn som til voksne. På en gang var han fantasifuld, udefinerbar og grænsebrydende.
I sine malerier reflekterede Otto Frello over livets foranderlighed og udfordrede fantasiens potentiale. Ofte med fremmedartede legemer i genkendelige miljøer. Otto Frellos værker bar på endeløse historier, som man som beskuer selv kunne fantasere videre over.
I sommeren 2014 blev Otto Frello udnævnt til æresborger i Varde Kommune. I den forbindelse blev han hædret for sin store betydning for byen og oplandet og for sit enestående arbejde…
…Otto Frello blev født den 6. april 1924 i Outrup ved Varde. Efter sin skolegang stod han i lære som håndværksmaler i Billum, inden han rejste til København, hvor han modtog tegne- og maleundervisning på diverse kunstskoler.”
Udstillingen var meget sympatisk lavet i lokaler med meget lys…
…og der var meget fantasi bag værkerne. Her er det Amagertorv igennem 300 år. Frello var mageløs til at lave transparente effekter og vi var enige om, at “maleren under baretten” (Thomas Kluge) absolut måtte kunne lide Otto Frello 🙂
Frello havde også haft tid til sjov med at lave en lille bydel, hvoraf forskellige træk benyttedes i et maleri. Om maleriet kom før modellen, ved jeg ikke 🙂
I museets sidebygning var der en helt anden – og mindre morsom – udstilling. Her var 550 mandeskulpturer arrangeret på noget der minder om garderoben i kælderen på et teater, og for enden af denne lange række lå en kvindefigur – hun skulle symbolisere en nigeriansk prostitueret og rækken af mænd, det antal kunder hun havde på et år. Installationen var lavet til støtte for debatten generelt om både valgt og tvungen prostitution.
Efter den sidste udstilling var det dejligt at komme ud i det fri. Inge havde bemærket “frugterne” i blodbøgen. Meget dekorativt.
Museet har adresse til Kirkepladsen, så det var nærliggende (bogstaveligt) at besøge kirken.
…og det var næsten som om Otto Frello havde været mesteren for prædikestolen 🙂
Og så fortsatte vi med besøg i genbrugsbutikker. Vi havde 7-8 butikker på listen og jeg tror, at vi her er i den sydlige udkant af Nørre Nebel. Det bragte os billedligt til Paris, Vesterhavet og aftenskolesnedkeri i 1980’erne. Det blev til ialt 4 manglebrætter 🙂
Skagenstykkerne med ost, indkøbt i Aabenraa, kom frem i Skjern Enge…
…hvor der virkelig er horisont i udsigten.
Derefter en lille omvej ud til Pumpestation Nord, hvor der var trækfærge så man kan komme (F)jorden rundt – ifølge den morsomme sjæls ændring af skiltet 🙂
Man er vel stadig lidt af en drengerøv, så jeg skulle naturligvis prøve at trække i færgen. Den gik ret sejt, så “kroppen skulle lægges i arbejdet”, som Jørgen plejede at citere de gamle for at have sagt.
Pumpestationen kunne man minsandten komme ind i og blive belært om Skjern Enges forløb og pumpestationens funktion.
Og fra på taget var der udsigtsmulighed med imponerende panorama – her mod syd med trækfærgen midt i.
… og her mod vest.
… og her mod nord, den vej vi kom til pumpestationen på, og den vej vi kørte tilbage.
Dagen sluttede derhjemme med Matratzenfliegern i solnedgangen 🙂