Vi skulle videre. Checkede ud og fik købt Bifidorm – en god rejseledsager for os…
Vi kørte mod Tønder for at kigge på genbrugsbutikker, og allerede i Hjordkær blev vi kulturelt beriget ved at følge et seværdighedsskilt med teksten “Hjulgraven”.
Tidsmæssigt førte informationstavlen os tilbage til sidste del af Bondestenalderen…
… og her 2000 år senere kunne vi spadsere rundt med mobiltelefoner og tage billeder af hedengangne forfædres religiøse mindesmærker. Mageløst!
Og så skete der det forunderlige, at vi på vej ud af landsbyen bemærkede en genbrugsbutik, jeg ikke havde set på min netsøgning. Butikken så beskeden ud, men var ikke dårlig. Vi købte en lille ting, måske var det et pindsvin i gips, og vendte bilen for at køre – og lidt henne ad parkeringspladsen så vi et skilt med “Genbrug Møbler”. Det viste sig at det var samme butik, der i et tidligere bilværksted havde en enorm butik. Havde jeg bakket ud til den anden side, var vi kørt i den tro, at her lå en mindre genbrugsbutik 🙂
Om Tønders genbrugsbutikker den dag er der det at sige, at den ene var lukket (havde jeg ikke bemærket) og den anden åbnede først kl. 11:00 (havde jeg heller ikke bemærket). Den anden fik vi så besøgt, inden vi kørte sydpå over grænsen mellem Sæd og Süderlögum. Landet er fladt som en pandekage og beplantet med vindmøller!
Vi fortsatte sydpå ad hovedvejen og drejede ind i Bredstedt for at kigge på byen. På Osterstrasse bemærkede vi Eiscafé Gelato Gava og satte bilen på den næste frie parkeringsplads. (Det er ikke mig, der krydser gaden).
Og her valgte vi Eiskaffee, helt traditionelt, selv om deres omfangsrige menukort havde masser af andet at byde på.
Det var så årets første Eiskaffee!
Derfra kørte vi diagonalt over mod Glücksburg og sørgede for at holde godt syd om Flensburg, så vi ikke kom ind i pendlerkørsel. Det gik fint, vejret var flot og vi ankom til Alter Meierhof omkring den tid, hvor vi kunne forvente at værelset var parat til os. Det var det.
Vi overvejer nye puder og dyner og studerer derfor nøje de senge vi møder på denne tur – og så prøver vi dem jo naturligvis også af og kan bedømme hvordan de enkelte dele virker 🙂
Da vi senere sad i loungen med vores hvide tyske vin mindedes jeg sidste gang jeg sad her i samme situation. Det var den dag, hvor jeg var lige så gammel – på dagen – som min far blev. Lidt eftertænksomt øjeblik.
Siden sidst var der installeret et kæmpe-TV, der kunne justeres i højden. Nu er det jo også EM-tid, og derfor helt relevant 🙂
Det er også tid for asparges pg nye kartofler. Menuen levede op til det og foreslog asparges og nye kartofler forskelligt til. Jeg valgte en rødvinsmarineret kalvemørbrad.
Inge valgte en fisk. Vi var begge tilfredse.
Inge rundede fotoserien for i dag af med mig i færd med at kigge hoteller 🙂
Vi har “kun” booket hoteller for de næste 2 etaper, men denne etape varer 2 dage, så vi er her også i morgen.