Den lokale avis havde den uafgjorte fodboldkamp mod Polen på forsiden – over folden, hvilket understreger betydningen i Tyskland af Europa-Mesterskabet i fodbold.
Med kvitteringen for hotelregningen fulgte en lille pose Buddha-Bärchen…
…og åbenbart er sådanne noget specielt! Vi bliver så kloge – og lagde Buddha-bamserne hen til Gummi-bamserne på bilens midterkonsol, som lå der fra vores forrige tur gennem Tyskland, da vi var nede for at sælge lejligheden. Da lå die Gummi-Bärchen på motorhjelmen med en note om at forruden var blevet rengjort af hotellets personale. Det var på hotellet Der Waldkater i Rinteln mellem Hannover og Dortmund. Ja, bilen samler også på gode minder. Nu kan die Bärchen underholde hinanden indtil de bliver spist!
Vi kørte sydpå i Schwarzwald. Jeg ringede her til morgen til vores sædvanlige hotel i Hinterzarten og forhørte mig om de havde et værelse til os for 3 dage – og det havde de, så det er der, vi er på vej hen.
På vej ned ad vej 462 så vi i Raumünzach en afviser til Schwarzenbachtalsperre. Vi vendte om og fulgte afviseren opad til dæmningen, hvorom der skrives:
Die Schwarzenbachtalsperre ist das wichtigste Bauwerk des Pumpspeicherkraftwerks Rudolf-Fettweis-Werk. 1926 fertiggestellt.
Der Stausee sammelt das Wasser am Ostabhang des niederschlagsreichen Hauptkamms des nördlichen Schwarzwalds, unterhalb von Hornisgrinde, Mehliskopf und Badener Höhe. Der Schwarzenbach und der Seebach werden direkt gestaut, das Wasser der Bäche Biberach und Hundsbach (Quellbäche der Raumünzach) wird per Stollen aus benachbarten Tälern zugeführt. Zudem wird Wasser der Murg aus derMurgtalsperre Kirschbaumwasen in den Stausee gepumpt. Die Anlage dient dem Lastenausgleich in der Energieversorgung. Die Maximalleistung liegt bei 44 MW. Die Gewichtsstaumauer ist 400 Meter lang und 65 Meter hoch.
Søen er 2 km lang og benyttes rekreativt om sommeren og om den skrives:
Der See ist über 2 km lang. Der Auslegungs-Staupegel liegt auf 668,5 Meter ü. NN, dabei speichert der See 14,4 Millionen Kubikmeter Wasser. Am Grund der Staumauer gibt es einen Grundablass zur Entleerung des Stausees, die 2 Monate und 14 Tage dauert.
Altså et ret kompliceret arrangement af vandtunneller, rør, opsamlingsbassiner og turbinerør. Jeg tænker på de arbejdere, der i årene forud for åbningen i 1926 har maset rundt i tunneller, slæbt sten, hamret og boret – men de var jo nok Bergleute, som kunne dette og ingeniører, der kunne regne på konstruktionen med et samlet fald på næsten 400 meter. Respekt!
Vejret var ikke på landskabsturistens side 🙂
På vej ned ad L405, stort set en asfalteret skovvej, der løber nogenlunde parallelt med hovedvejen 294, så vi en afviser til Kloster Wittichen, som vi fulgte. Vi fik ikke fotograferet selve kirken, men det første billede, der kom ind på stedet var dette mindesmærke for sognets faldne i de 2 verdenskrige. Mønsteret var her det samme som i Bad Herrenalb: i den 1. krig faldt størstedelen i Frankrig, i den 2. i Rusland. Centralt under jernkorset med egeløv står: “Unser Opfer ist Eure Verpflichtung” og “Den Helden die Ehre und unsern Dank”. Ja, disse meningsløse ofre er nutidens forpligtelse, forpligtelse til at undgå at komme i lignende situationer. Men at disse mænd er helte og at de skal takkes for hvad de gjorde under krigen, er sværere at forstå. Måske giver det mening, hvis det ses fra den enkeltes synspunkt, hvor man er en god kammerat, der hjælper andre gennem rædslerne og måske ofrer sit liv derved. Men de stakler der er frosset ihjel, alene og sultne og sårede og lidende, eller de der blev flået i stykker af artilleriild foran Verdun – hvordan passer de ind i disse inskriptioner?
Vi fik som nævnt ikke taget et foto af kirken, men på dette billede, der fortæller om den hellige Luitgard og hendes klosterlige resultater, ser vi, hvordan det engang har set ud.
Her et udsnit af ovenstående billede. Kirken er her endnu og det er den lange bygning der går fra midten ned mod nederste højre hjørne også.
Das Kloster Wittichen ist ein ehemaliges Klarissenkloster in Wittichen in einem engen Seitental der Kleinen Kinzig bei Schenkenzell im oberen Kinzigtal im Schwarzwald. Gegründet wurde das Kloster von der seligen Luitgard von Wittichen im Jahre 1324. Gott soll der Überlieferung nach der Luitgard, die aus dem Schenkenzeller Ortsteil Kaltbrunn-Vortal stammte, an der Stelle des Klosters gesagt haben: „Hier sollst du mir ein Haus bauen!“ Also machte sie sich auf die Suche nach Mitschwestern und gründete mit 33 Schwestern in der Einöde von Wittichen ihr Kloster.
Kirken var fuld af detaljer og bibelske fortællinger i form af malerier og skulpturer.
Her er der ikke overladt meget til fantasien. Antyder tornekronen mon, at det drejer sig om Jesus, pisket og forslået inden han blev anbragt på korset?
Ren barok på prædikestolen – men festligt er det!
Tilbage i sidste halvdel af 1300-tallet var klostermoden ganske raffineret…
Som enhver pilgrimskirke har klosterkirken her også sit stempel, så valfartende kan dokumentere og/eller have et minde om deres besøg her. Det har jeg også nu i min notesbog 🙂
Halvanden time efter vi havde forladt klosterkirken begyndte vi at få disse karakteristiske udsigter over Schwarzwald – og samtidig passende parkeringspladser, hvor vi kunne komme ud af bilen. Klokken 14:00 er dette billede fotograferet.
Og 10 minutter senere kom der endnu en mulighed for en fin udsigt – endda med en Blumenwiese i forgrunden.
En god times tid senere var vi installeret i hotellet i Hinterzarten og en kort gåtur til Café Diva fulgte umiddelbart. Et nyt bekendtskab blev gjort: en vidunderlig Apfeltorte, meget “lettere” end den ser ud til og med en fantastisk Crême Anglaise smag mellem æbleskiverne.
Og forpligtelserne slap vi ikke for. Velkomstglasset. Vi lod det fylde op med en dejlig “almindelig” sekt og lænede os tilbage. Vi talte om at selv om vi undervejs havde kigget efter, så havde vi ikke set en eneste træspån fra en træsnitter, eller hørt et eneste kuk-kuk fra et ur 🙂
Men vi havde allerede forhørt os om muligheden for at lave vores 3-dages ophold om til et 4-dags. Og muligheden eksisterede, med et værelsesskift til den sidste dag.
Work! Work! Work! Vi skulle også tage stilling til aftensmaden! At holde ferie er travlt arbejde 🙂
Vi havde jo haft så travlt med Café-besøg og velkomstdrik, at det først var nu, at vi kunne fortsætte vores føljeton af pude-dyne-konfigurationer.
Som altid knyttes et bord til et værelse for den tid, opholdet varer. Huset ved, i hvilken af restaurantlokalerne vi foretrækker at spise og det tog de også hensyn til denne gang.
Og så gik vi i gang med menuen. Her må vi være ved trin 3 – Gurkendrink mit Meersalz. Den var dejlig frisk, forresten! Måske ser Inge lidt træt ud, men hun glædede sig over dette lette mellemmåltid og glædede sig over, at det ikke var en suppe eller en sorbet.
Og her et billede af desserten: Mini-Gugelhupf mit Rumrosinen, Tonkabohnenreis und Karamellsauce. Vi snakkede om dengang vi boede i Tyskland og jeg købte mig en Gugelhupf form og lavede vel kun en ret i den. Den bliver jo brugt til både kødrand og tærte og jeg tror, at jeg købte den fordi jeg havde set den i bladet Essen & Trinken.
Ved 21-tiden var solen gået ned bag bjerget overfor, så alt her ligger i skygge. Men klart og lyst var det – med håb om en god dag i morgen. Det var “hjemligt” og dejligt at se denne udsigt igen. Det er 1½ år siden vi var her sidst og hvor er denne tid henne? Ja, vi havde skiftet adresse i mellemtiden, men uanset hvor vi bor, så er her også hjemligt, vi har trods alt tilbragt adskillige ophold, inklusive et par juleaftener, her!
Denne dobbeltt selfie lavede jeg for sjov som godnatbillede…
… men mest for at huske spejlet, som vi diskuterede, især den måde den var monteret med en markant snoet ledning direkte til en stikkontakt. Måske kunne vi lave samme kunststykke hjemme hos os, hvis vi altså kan finde et spejl vi vil have. Det er ikke lykkedes for os endnu 🙂