“Sixty-six, six and six, clickedy-click, all the sixes, sixty-six!” for nu at bruge et gammelt bingo-udtryk. Dengang, tilbage i 1950 kunne man ikke forestille sig, at morgenmaden på dette hotel, som dengang hed “Grand Hotel”, blandt andet skulle bestå af skyr med råsyltede bær 🙂
I løbet af årene har jeg ikke fået lært at rette ryggen, selv om mine forældre i barndomsårene gjorde en kortvarig indsats, hvor spisestuestolen blev udskiftet med 3-benede skamler uden ryg 🙂
Iøvrigt sjovt at sidde her og kigge over på Sønderjyllandshallen, hvor St. Georgs-gildet i 1960’erne holdt “Børnehjælpsdag” og hvor biludstillinger fandt sted. Min far blev der forelsket i en 6-cylindret Wolsley og endte med at købe en. Det var i 1964.
Vi kom lidt i tidsnød og fik ikke købt blomster til kirkegården, men da vi stod ved urnepladsen, blev vi enige om i aften at skåle for de fem vi kendte, som har deres sidste hvilested her.
Et besøg på et for os usædvanligt sted var aftalt til klokken 10. Stedet er et rehabiliterings-center i Rødekro, og billedet her er taget 10:00…
…så da Annemi nogle minutter senere sagde, at vi sandelig var præcise, kunne vi kun give hende ret 🙂 Hun havde det heldigvis meget bedre end sidst jeg så hende og vi fik at vide at genoptræningen blandt andet havde haft det positive resultat, at hun var sluppet af med mere end 12 liter ophobet væske i kroppen. Og med sin splinternye letvægts-rollator var hun nu fint mobil. Glædeligt for os at se sådan en fremgang.
Snakken gik godt i Rødekro og sluttede først da det blev frokosttid derude. Vi følte, at vi også godt kunne have en bid og tog ind til Aabenraa hos Fru Geest – lidt af et funky sted, hvor kvaliteten er fin – og så ligger den omtrent der, hvor min far havde sin konsultation i begyndelsen af 1950’erne.
En müesli-bolle med ost og velsmagende solbærsyltetøj til var det helt rigtige. Og så skal vi lægge mærke til damen til venstre i billedet med hånden under hagen. Hende bemærkede jeg på vej ud og bakkede ind igen for at spørge om det ikke var Jytte? Det var det så og hun sad med 2 veninder og alle 3 havde været elever på Aabenraa Sygehus – og havde dermed kendt Annemi, som vi lige havde besøgt i Rødekro. Jytte gik i skole med Birte og en af damerne havde været assistent for min far, da han kørte til Tuberkulosestationen i Sønderborg – og i den sammenhæng huskede hun fint den 6-cylindrede Wolsley, som jeg har omtalt ovenfor. Den 3. dame havde afløst Annemi på sygehuset – hvilken bonus på dagen med dette lille træf!
Arne og hans Wolsley ca. 1964.
Fint at vi var kørt hjemmefra allerede i går eftermiddags, for så kunne vi have formiddagen i dag til besøg og oplevelser og vente med at krydse grænsen til ved 1-tiden.
Nøjagtigt 2 timer senere kom vi op fra Elbe-tunnellen og bemærkede straks de 2 kæmpestore vindmøller, der var blevet sat op siden vi kørte her sidst. Et synligt tegn på Tysklands energipolitik – og her, hvor alt er et rædselsfuldt sammenurium af havneområde, industri, infrastruktur og lignende, gør det mig ikke noget at der kommer et par vindmøller til. Ellers har jeg mine forbehold 🙂
Målet for dagens køretur var et hotel i Rinteln.
Hotellet havde eget bryggeri og det var integreret i baren – så efter at have lagt de 390 km bag os var det helt rigtigt at afprøve bryggeriets produkter. Inge blev ved den tyske vin.
Og dette var det velsmagende produkt…
…produceret af brygmesteren, som her er i aktivitet i kælderen…
…hvor også ståltankene var.
I stueetagen var kobberkedlerne…
…og ovenpå mere udstyr, måske til rugmalt (?), men alt i alt et komplet bryggeri.
…og det hele er herinde 🙂
Aftenen var faldet på og det blev spisetid. Jeg valgte en solid ret fra dagens kort og fik anbefalet hotellets mørke “Bock”. Den skulle være helt rigtig til grillet steak med svampe i ølsovs, samt brasede kartofler og blandet salat. Og det var den…
Inge valgte en glaceret laksefilet på grøn risotto. Vi havde netop for et par morgener siden set i morgen-TV, at man glacerede en laksefilet.
Jeg var stopmæt efter bøffen og al dens tilbehør og den mørke Bock og følte ikke at dessert var det, der manglede – indtil tjeneren så overbevisende foreslog en basilikum-sorbet, at jeg ikke kunne modstå. Jeg fik bare 1 kugle og den var aldeles dejlig og med dens friskhed satte den bøf, brasekartofler, salat og mørkt øl på plads.
Vi trak os tilbage med vores glas, som ikke var tomme. Det havde været en anderledes fødselsdag, en fødseldag som havde været fuldstændig uforudseelig, men en dag med både barndomstanker og samtidig glæden ved at være parat til oplevelser…
Som afslutning på dagen fandt jeg på natbordet en lille sten på en lille måtte på en lille historie “Ein Stein… Nichts als ein Stein”:
…Es war einmal in jener Zeit, als das Wünschen noch geholfen hatte und Elfen und Feen so selbstverständlich wie heute noch Tautropfen oder Libellen über Wiesen schwebten: Da zog ein Hirte mit seiner Schweineherde unterhalb der Luhdener Klippen durch den Wald – ungefär dort, wo heute der Waldkater liegt. Aus einer Felsspalte vernahm er plötzlich den klagende Ton eines schwachen Stimmchens und als er sich hinabbeugte, erkannte er das verzagte Gesicht eines Zwerge, der sich mit seinem langen Bart in den tiefgründenden Würzeln einer Eiche verfangen hatte. Das winzige Männlein bedauerte ihn und so beugte er sich ungeachtet der Gefahr tief in den klaffende Fels hinein und befreite es. Derweil war seine Herde in alle Richtungen auseinergestoben und nur mühsam gelang es dem wackeren Hirten, die Schweine wieder zusammenzutreiben.
“Was war ich nur für ein Narr, mich um diesen Vertreter des kleinen Volkes zu kümmern. Hätte er doch auf sich selbst aufpassen können, dann würde mir jetzt die Arbeit nicht so schwer”! Als er diese Worte schimpfend sprach, raschelte es hinter ihm und der Zwerg streckte ihm ein grobes Sacktuch entgegen: “Ich danke dir für deine grossmütige Hilfe und möchte dich belohnen.” Neugierig öffnete der Hirte das Bündeln, fand darin aber nichts als ein par Kiesel. “Das ist mir aber eine saubere Belohnung!” Wütend und enttäuscht zu gleich warf er die Kiesel zurück in die Felsspalte, doch ein Stein verfing sich in seinem Gewand und siehe, es war ein kleiner Goldklumpen von strahlender Schönheit!
So oft der Hirte später auch versuchte, die anderen Steine zu finden, sie blieben verschwunden, bis zum heutigen Tag. Wer aber einen Stein zum Geschenk erhält, der soll ihn nicht gering achten, sondern bei sich führen. Denn irgendwann und irgendwo werden auch heute noch Märchen wahr…”