Inges PC havde en morgenhilsen til hende. Heldigvis blev det ikke en show-stopper.
Det var nu morgen nr. 2, hvor jeg selv styrede kogningen af mit blødkogte æg – og denne gang gik det bedre end i går, hvor det manglede mindst 2 minutters kogetid. Egentlig havde hotellet et “stort” morgenmadsbord efter franske forhold…
For første gang så vi vikingebrød i en fransk restaurant. Smagte udmærket, men hvorfor mon det skrives med “c” ? Måske er det morgenmadsdamerne som har tilføjet c’et, for bagerkæden “Banette” skriver “Viking” om et tilsvarende brød, ligesom det også forekommer i ordbogen…
Vi skulle først videre omkring 10:30, så der var tid til at kigge lidt mere efter hotel-kandidater – jeg har endnu ikke fundet et…
5 minutter i 11 var vi hos notaren i Luzarches. Vi gik ind og skrev vores initialer en masse gange og vores underskrifter blev også skrevet nogle gange. Vi antager, at damen, som overtager lejligheden, bliver glad for at bo der. Hun var ikke selv tilstede, men blev repræsenteret af sønnen, som bor i Chantilly – kun ca. 10 minutter fra vores lejlighed. Han virkede som en behagelig ung mand. Notaren gennemgik alle papirerne med godt lune og sluttede det hele med at skrive sin underskrift, som bestod af kæmpestore krusseduller. Alt i alt tilbragte vi 40 behagelige og fornøjelige minutter derinde – og da vi gik derfra, fornemmede vi begge en træt, men alligevel befriende lettelse over, at ejendomshandelen nu endelig var gået i orden…
…og et kvarter senere var vi tilbage i Chantilly. Vi kørte vores sædvanlige rute igennem Bois Saint Dénis, forbi staldene – det hele var så velkendt – lyset og hele sceneriet; men alligevel var der fornemmelsen af, at det var længe siden. Egentlig mærkeligt!
Vi svingede ikke ind, hvor vi plejede. Vi kunne ikke længere åbne bommen, for vi havde ikke længere en fjernbetjening til den. Nu var vi ikke co-proprietaires længere, men boede på hotel 🙂 Var det trist, nej det var det ikke – vi var videre i vores liv, og nu er der også en anden, som kan komme videre i sit liv. Så vi ønsker den nye co-proprietaire tillykke med hendes nye lejlighed. Vi ved, hun glæder sig til at flytte ind…
Tilbage på hotellet, hvor solen skinnede på de smarte nye stole, som var umulige at sidde i. Værelset var ved at blive gjort rent, så vi ventede lidt med at gå op…..
…0g rykkede hen på de gammeldags bænke længere tilbage i haven, der sidder man betydeligt bedre.
Maven signalerede, at det var midt på dagen og på en eller anden måde kom vi ind på Inges gode erfaring med bagerens baguette, så vi slog vejen forbi og snuppede et par der, og en 6-pack små Pellegrino’er hos “Simply”, et lille supermarked midt i byen, og satte os hen på kanten af den solbeskinnede park med en prominent bygning bag os. Det røde murstenshus benyttedes af Marechal Joffre under 1. verdenskrig. Ja, 1. verdenskrig var tæt på Chantilly, som også en kort overgang var besat af tyskerne…
Der var også nogle småærinder at ordne i Decathlon. På vej tilbage derfra kom vi forbi den Blå Elefant, mit sædvanlige bilvaskested, og det kunne jeg ikke modstå, for hvis der er noget jeg savner fra Frankrig, så er det bilvaskefaciliteter, hvor bilen kan blive ordentlig ren!
Inge må have mobiliseret al sin tålmodighed, samt Angry Birds, til at fordrive det kvarters tid, det stod på – for hvem vasker bil med et smil og da slet ikke, når man er på rejse :-))))
Ved 18-tiden slentrede vi ned byen for at få et glas vin, og drejede lige ind om ejendomsmæglerens butik. Vi ville checke, om han allerede havde fået skrevet “Vendu” på vores lejliged og det havde han. Et knald-gult “Vendu” var sat hen over annoncen. Tilfældigvis kom han ud, da vi stod der, og spurgte straks med et stort smil, om vi ville købe en bolig. Vi benyttede lejligheden til at spørge, om han kunne anbefale et sted at få et glas vin. Han foreslog et par steder, men sluttede med at sige, at hvis vi ville sidde godt og roligt og have en god erindring med os, så skulle vi tage et glas i baren på det nye hotel i byen.
Det gjorde vi så…
…og fandt hermed et meget tilfredsstillende sted at indtage en apéritif. Vores gamle taxi-chauffør har ellers altid omtalt det relativt nybyggede hotel som værende “très cher”, men faktisk var vinen prissat så nogenlunde som på vores hotel, men her var masser af snacks til….
På vej til aftensmaden hilste Inge lige på le duc d’Aumale, som ikke havde flyttet sig et skridt siden i går – eller siden vi flyttede til byen. Han var en stor mand i Chantilly på sin tid – nu sidder han derhenne på sin kolde hest og underholder sig ved lejlighed med væddeløb i verdensklasse 🙂
Det havde den restaurant, som vi havde udset os, heldigvis heller ikke. Ja, vi havde været lidt i tvivl om, hvor vi ville spise, men når nu pre-dinneren blev drukket på det nye hotel, som er næsten nabo til denne restaurant, så gad vi ikke gå andre steder hen…
Bemærk kir’en i nederste højre hjørne. Den var en gave fra indehaveren, fordi han først havde placeret os midt i denne stue, lige foran ildstedet, og senere måtte tilstå, at det bord var specielt reserveret til en kunde. Han beklagede ulejligheden og spurgte, om han måtte byde os på et glas, og foreslog selv et glas kir. Det har vi ikke fået i mange år, så hvorfor ikke prøve det igen, men det var ikke den normale kir. Inge fik med kirsebær og jeg fik med blåbær.
Huset havde fået frisk fisk idag, og iblandt dem valgte vi tunger, som blev grillet. Og det fine ved det var, at tjeneren kom og præsenterede den hele stegte fisk på den ovnvarme fiskeformede tallerken og spurgte, om han skulle forberede den – og det skulle han. På billedet ser vi retten efter at han havde fjernet skind og ben.
Til dessert valgte Inge profiterolles og spiste den lækre indmad og lod vandbakkelsedejen blive tilbage…
…og jeg en tarte fine aux pommes flambée – en af mine absolutte favoritter. Vi var begge meget tilfredse med måltidet.
Da vi mætte og veltilfredse begav os tilbage til hotellet, var det blevet nat…
…og inden det blev sengetid, kiggede jeg brochurer igennem fra de hotel-kæder, vi havde haft gode erfaringer med. Der var et oppe ved Münster, som så lovende ud…