Lørdag morgen i Manchester. Julemanden sidder nu belyst, så det var da godt, at de fandt ud af at tænde lyset i går. Det var vistnok en celebritet fra X-faktor, som trykkede på kontakten, og ja, der blev nævnt et navn, men det siger mig overhovedet ingenting. Det er sjovere at se Santa her fra hotelværelset med lys, end uden lys…
Dagens forside-nyheder ifølge The Times.
…og indeni kunne jeg blive belært om valmue-etiketten. Meget interessant.
Vi havde aftalt at mødes med de lidt yngre mennesker på hotellet her til formiddag. Vi gik sammen op i byen for at købe Rolands julegave – i regnvejr – og vi kunne lige hilse på Santa, som stadig sad på sin piedestal og så ud i Manchesters gadebillede. At bemærke er, at der på rådhuset også er sat en stor rød valmue. Det var der også sidste år, så det må være noget de gør hvert år til minde om de, som døde i krig.
Roland skulle nemlig have sig en Barbour, men det blev ikke den, han prøver her på billedet.
Da Roland bestemte sig for hvilken Barbour han ville have allerede i den første butik, havde vi tid til overs og gik tilbage til hotellet, for det var ikke så sjovt at gå rundt i byen i øsende regnvejr – men så kunne vi da fotografere os selv.
Der var bestilt bord til os i Manchester House klokken 13. Da vi gik derhen, var solen kommet frem, og det var da vældig pænt af den. Manchester House er en rimelig ny restaurant og der er ventetid på et sted mellem 3 og 6 måneder for at få et bord. Roland har været heldig og fået et bord her til frokost. Det er åbenbart nemmere på den tid af dagen.
Receptionen var nede i stueetagen. Efter at Roland havde checket med receptionisten mht. reservation af bord, kunne vi køre op på 2. etage.
…og her et tjener-foto. At bemærke er, at køkkenet er i samme lokale bag os.
Steens og min forret smukt og – kan man sige i vore tider – lidt vovet arrangeret på en tallerken med et motiv af et træ. Det var noget med agerhøne. Vi fik bryst, lever og lår rullet ind i noget skinke af en slags – smagte virkelig godt.
Inden da havde vi fået den såkaldte “hilsen fra køkkenet”, der havde smagt så godt, at vi allerede da vidste, at vi var inde for en smagsoplevelse af de helt store. Nu har restauranten været omtalt i BBC, fordi det var vovet at lave en helt ny restaurant samtidig med en anden nyåbnet og de drømmer begge om at få en Michelinstjerne.
Min sea bass øverst og Steens John Dory, vores hovedretter – begge fisk.
Roland fik noget råvildt fra området. Han fortalte, at kokkene i restaurnaten havde brugt 1 år, ja 1 år, på at lave en harmonisk menu. Der var mange tjenere og deres uniformer var blå stramme jeans, hvid skjorte med slips og grå vest. Man kan vel kalde det en vovet uniform til et sted, der gerne vil have en stjerne.
Der havde også været en fortælling i tv-udsendelsen om, at en tjener var blevet fyret inden restauranten åbnede, fordi han var kommet 5 minutter for sent. Tjenernes “opførsel” var anderledes end “normal”, men jeg vil sige til det absolut bedre.
Vi valgte 4 forskellige desserter. Min var den flotteste, og den smagte himmelsk. Vi sluttede af med kaffe og te og der kom en træ-æske med Thank You på låget og deri var der det, jeg kalder franske makroner – selvfølgelig også lavet daglig hos dem.
Lidt elevatorsjov mens vi kørte ned fra restauranten. Og ja, vi var mætte og tilfredse. En god idé at tage en froskost sammen i stedet for aftensmad. Så bliver det ikke for sent for os, der har et jetlag på en time og for de, som skal med toget hjem.
De lidt yngre gik til togstationen. Vi gik tilbage til hotellet og Steen fik taget sine ting ud af indkøbsposen og taget alt papir og andre dikkedarer ud, så fylder det ikke så meget i kufferten. Indkøbsposen, det havde været i, var gået helt i stykker, da den var blevet godt våd af regnen.
Nu var det jo ikke sult vi led af. Den mad, vi havde fået var bare i en hel særklasse og det samme var det gode samvær, vi havde delt den oplevelse med. Men ja, vi besluttede alligevel at gå ned i baren og dele – ja dele! – en ostesandwich til et glas vin og vi sad ved den varme radiator og så over på den kunstige ild – og der var lige det ved den, at den var “frosset” – dvs at den ikke rørte sig – og jeg havde mærket på den, da den “duede” for et par dage siden, at den var kold. Det er egentlig synd, da den jo skulle være varm, for så ville det virke bare lidt mere rigtigt.
Nu kommer vi jo ikke så meget omkring – eller måske gør vi – men vi var trætte, egentlig meget trætte, og lad os give jetlaget på 1 time hele skylden. Men vi tændte fjernsynet, noget vi ikke gør ret tit, når vi er på farten. Vi vidste via hotellet, at Manchester United spillede fodbold og så lidt på – ligeså sløret som billedet er, så slørede var vi også, så vi aner ikke hvordan kampen gik mod Crystal Palace. Det kan jeg slå op på internettet, men det gider jeg ikke.