Det er svært at være julemand i november måned, eller måske er det, fordi han skal have ekstra hvile, for han var ikke oplyst her til morgen, en søndag i november.
Os var der ikke ekstra hvile til, som den julemanden åbenbart fik. Vi skulle på farten, men da vi kom udenfor hotellet, var der ikke en taxi til stede. Derimod strømmede det til med uniformsklædte mænd og kvinder. I dag er det remembrance søndag, og da det i år er 100 år siden, at 1. verdenskrig startede, skulle der ske en masse i byen. Ja, så meget – da vi fik en taxi omkring hjørnet – at vi sammen med chaufføren opdagede, at stort set alle veje var spærrede…
Vi skulle med toget mod Buxton, og jeg bemærkede, at her var togafgangene ikke vist tidsmæssigt, men alfabetsmæssigt.
Vi bemærkede også denne information på en lystavle, hvor vi kan se, at det engelske togsystem var bedømt som nummer 1 i Europa – og nu til den store drum roll: Frankrig som nummer 2. Det kunne Steen slet ikke forstå, men han har jo også kun 4,5 arbejdsdage tilbage og så behøver han ikke længere at klage over de franske togstrejker. Hvad mon han så kan finde på at klage over?
Da vi stod af toget i Whaley Bridge, bemærkede vi, at vi havde siddet i en togvogn, hvor bla. The Beatles var afbilledet udenpå. Toget var kørt, før vi fik læst, hvad der ellers stod, men i dag skulle vi jo også videre og ikke tilbage i fortiden…
Vi var ventet og blev afhentet og kørte straks mod dagens planlagte udflugtsmål.
Efter at have betalt 3 pund kunne vi parkere, og det skete helt herskabeligt foran vores udflugtsmål, Chatsworth House, som er et ganske smukt “lille” hus.
Billetterne – og læg mærke til, at der er to senior’er og to adult’er! Det er første gang, jeg er kommet ind på en senior billet, men i England er man allerede senior, når man er over 60!
Der strømmede mennesker til i lange baner, og det var fordi deres “juleshow” var startet den 8. november. Deres tema var Alice i Eventyrland. Vi gik i gåsegang – eller endnu langsommere – for der var børn, der skulle hilse på alle de kendte figurer fra Alice’s verden, men det var da en anden slags julehalløj end “vores” uoplyste Santa….
Vi kom også forbi et sted, hvor en “dame” fortalte om wish-trees. Det var der flere af, og på et bord ved siden af kunne man skrive et ønske og hænge det op på træet. Ens ønske ville blive hængende indtil efter jul. Steen havde et ønske…
Han besluttede, hvor det skulle hænge.
Og lad os håbe, at han får sit ønske opfyldt!
Nu er det mange år siden, jeg har læst Alice in Wonderland og efterfølgeren Through the Looking-Glass. Det må jeg nok få gjort igen, men jeg vil gætte på, at hun har haft et tea-party.
Der var også en lille udstilling om, hvordan ejerne af stedet også mistede sønner – både i første og anden verdenskrig. Roland fortalte, at der kun er 3 byer i England, hvor der ikke er gået mænd til i en af de to verdenskrige. Meget skræmmende at tænke på. Det kan vi ikke sige i Danmark, og det var måske noget, man skulle præcisere mere for at få os til at tænke på, hvor heldige danskerne har været i begge krige. Gad vide hvor mange sønderjyske byer, der mistede mænd i første verdenskrig….
Efter alle de mennesker i huset – hvor vi gik igennem det hele, som man går igennem en lang supermarkedskø – besluttede vi os for at tage frokost. Men så skulle man ud af huset og parken og for at kunne komme tilbage, skulle man behørigt stemples, og det sørgede Katy for, at vi blev…
Vi kom i rette tid til en dejlig lille restaurant, som kort tid efter var fuld.Vi drak lokalt kildevand til vores frokost.
Det lille herresæde set fra parken. Vejret og landskabet var rigtig dejligt sådan en novembersøndag.
Parken var enorm. Der var meget at se, og vi besluttede at gå igennem en labyrint, der ikke var nem og ligetil. Roland og Katy havde været her før og brugt lang tid til at finde ind og ud af den, så Roland havde affotograferet den set fra oven. Men selv med det kort var det lidt svært at finde rundt. Jeg havde aldrig været i sådan en labyrint før, men i adskillige computerspil er jeg gået igennem den slags
…vi måtte ofte lige standse op og orientere os.
Vi nåede ind i midten og nogle unge mænd af asiatisk oprindelse havde med glæde fulgt os, for ellers vidste de, at de ikke selv ville finde igennem. En af dem var så venlig at tage dette foto af os.
Steen steg op på den højeste “platform” derinde og tog dette billede ud over labyrinten.
…og den anden vej.
Vi havde besluttet at få taget vores “sædvanlige” familiefoto et sted i parken og gik hen mod stedet, men der blev det nu ikke taget. Det blev igen vores asiatiske ven, som tog det. Det bliver spændende, hvordan det kommer ud, men det blev ikke taget med telefonen – dertil havde vi medbragt cameraet…
Der var lidt skulptur-kunst i haven. Her står vi og undrer os over, at på det skrevne “vrøvl” havde kunstneren skrevet, at det tog ham mere end 40 år at lave denne, som han kaldte “Planks”, hvis jeg husker rigtigt…
Da vi havde set nok og var ved at forlade stedet, kom vi forbi 3 svingede jazz-musikere. De underholdt parkens gæster, og der var meget snak om spillemanden til højre og hans instrument, som jeg ikke husker, hvad hedder. Men den unge mand var kun 14 år og man syntes, at det var fantastisk, så godt han kunne spille på det instrument.
Det blev bestemt, at vi lige skulle have en kop te, inden vi tog toget hjem. Vi tog et sted hen, og jeg aner ikke hvor, men jeg ved, hvor smukt der var med alle de visne bregner oppe på bakkerne.
Hver af os fik den slags te eller kaffe vi ønskede. Vi passede tiden af til vores tog tilbage til Manchester.
Stedet hed Losehill House Spa Hotel. Men der var ikke tid til at inspicere stedet nærmere, for vi skulle videre dennne smukke efterårsdag, hvor solen var ved at gå ned bag bakkerne.
I nærheden af jernbanestationen i Whaley Bridge var der også blevet lagt valmuekranse i dagens anledning ved dette helt enkle kors, hvor der ikke står det mindste på.
Det blev tid til farvel og tak for denne gang – tak for de mange hyggelige timer, vi har tilbragt sammen….
Vi skulle over på den anden side af sporene.
Sjovt nok er køreplanen placeret så lavt – de røde tal er for søndage – men vi er jo også i landet, hvor hobbitterne hører hjemme.
Toget kom og vi kørte til Manchester.
Vi fik en clubsandwich og et glas vin…
…og så det sidste af en Supermand film fra 1978. Det var godt at falde i søvn på. Sådan en film kan man kun sidde og smile af med alt det, der sker og alt det, han kan – i en film, der er omkring 35 år gammel.