“We’re going on a bit too fast. You and I, Sam, are still stuck in the worst places of the story, and it is all too likely that some will say at this point: “Shut the book now, dad; we don’t want to read any more.”
J.R.R. Tolkien
Nej, det har vist ikke regnet i nat og det regner heller ikke her til morgen. Der har faldet dug og det er rimeligt (læs: meget koldt) om natten.
Dette billede møder jeg ude på gangen, og kan jeg ikke lade være med at smile, hver gang jeg ser det!
Jeg fotograferede det, da jeg gik ned til morgenmaden i dag!
Sjovt nok var dette dagens Spruch i hotelavisen….
Og vejrudsigten viste ikke regndråber; men der kan jo altid komme nogen, skriver de….
En lille morgensnak med Nina…
Der blev lavet en aftale med denne vinbonde. Det var ham, der stod øverst på listen af dem vi altså må besøge. Han tog ikke telefonen i går, men det gjorde han i dag.
Han er den eneste i Baden-regionen, der altid får højste antal vindruer, nemlig 4/5 i en vinguide (der findes en vinguide, ligesom der findes en madguide a la Michelin). Der var kun en i Tyskland, der fik 5/5, men han er lige død, så der ved man ikke, hvad der vil ske. Dagens vinbonde har meldt sig ud af “vinbøndernes kvalifikations organsitation”, for han mener, at de går mere op i regler end i at lave ordentlig vin, og jeg synes, at Moritz sagde, at det var en lille vingård med kun 5 ha., men jeg kan huske forkert….
Vi var deroppe nogle minutter før 11. Klokken 11 præcis kom Frau Schneider, og vi blev budt velkommen og kom indenfor.
Der blev smagt på vine. Dejlige, fremragende vine og det blev spyttet ud/hældt i den brune kande af Steen. Jeg spyttede ikke deri, men hældte de fantastiske vine i efter at have sunket nogle få dråber; men det nytter ikke at sidde og drikke vine, for så kan man ikke smage forskellighederne til sidst, og jeg bryder mig ikke om vin så tidligt på dagen.
Frau Schneider var god til at supplere, hvad vi mente om vinen, med at fortælle hvad og hvorfor vores oplevelser af de enkelte var, som de var.
Der blev også brug for regnemaskinen, og bagagerummet er nu snart fuldt af dejlige vine. Det er da gode ferieminder at have i fremtiden, ikke?
Der hang gamle, interessante billeder på væggen, og jeg tror, at de bruger dette på deres etiket. Der Urgrossvater havde en transport-virksomhed (med heste, naturligvis) og en lille mark med vin. Der Schwiegervater havde vistnok et Gasthaus og den lille vinmark, og han fik sin vin lavet i et kooperativ. I 1981 køber Herr og Frau Schneider det så. Fra da af skulle det dreje sig om den lille vinmark, og det er jo fabelagtigt at tænke på, at de har fået det opdrevet til et af de bedste vinbrug i Tyskland. Det ses ikke nogen steder omkring deres vingård, men der er heller ikke reklameret med Weinproben….
Mens Steens fyldte bagagerummet, spurgte jeg Frau Schneider, om der var noget, vi skulle se, når vi nu var i området. Hun anbefalede, at vi kørte gennem Kaiserstuhl, så den beslutning tog vi.
Die Frau Sneider havde sagt, at der var wunderschöne udsigter deroppe fra nogle parkeringspladser, og det kan man ikke sige andet, end der er – og der var stort set frit for andre turister.
På parkeringspladsen var et par ældre motorcykelherrer. Dem skulle Steen jo snakke lidt med, for den ene af dem kørte på en motorcykel af et mærke, som Steen ikke havde hørt om før. Det var en Sachs, og så kom historien om Sachs motorcykler, og jeg har glemt mere end det halve, men de var ialt fald gået pleite et par år efter, at de var begyndt at bygge motorcykler af komponenter fra andre firmaer (motoren var f.eks. fra Yamaha). De havde købt rettighederne til at bruge navnet “Sachs”, som vist var et berømt motorcykel-mærke damals i Tyskland, hvis jeg altså husker det rigtigt.
Ja, motorcykelmanden havde startet samtalen med at sige højlydt: “Hvem drikker dog så meget vin? Ingen drikker øl mere!”, og jeg tænkte selvfølgelig: hvorfor skulle man drikke øl, når der findes så meget dejlig vin? …og glædede mig over hver en vinstok. Men nu kommer jeg jo også fra Boddum!!!!
Her ses ruten vi kørte i dag.
Også i dag fik jeg mulighed for en gåtur i eftermiddags. Hvor mange gange kan man gå en tur uden at se noget? Denne er jeg i alt fald gået forbi en håndfuld gange, og først i dag ser jeg den. “St. Wendelin, bitt für uns”. Den står ved et hus, der er ved at blive bygget. Om der har været et hus før, ved jeg ikke, men hvis man køber en grund, smider man da ikke den slags væk, vel? Det er jo et helt enkelt trækors, og så er der plads til blomster nedenunder, ingen figurer. Nå, jeg vidste ikke hvem St. Wendelin var.
Saint Wendelin or Wendelin of Trier (b. c. 554; probably d. 617) was a hermit and abbot.
There is very little definite information about this saint. His earliest biographies (two in Latin and two in German), did not appear until after 1417. The name “Wendelin” means “wanderer” or “pilgrim” in Old High German. The story as told there is that Wendelin was the son of a Scottish king. After a piously spent youth he secretly left his home on a pilgrimage to Rome. On his way back he settled as a hermit at Westrich in the Diocese of Trier. When a wealthy landowner criticized him for his idle life he entered his service as a herdsman, but later a miracle obliged the landowner to allow him to return to his solitude.
Wendelin then established a company of hermits from which sprang the Benedictine Abbey of Tholey in Saarland. He was consecrated abbot about 597, according to the later legends, while Tholey was apparently founded as a collegiate body about 630. It is difficult to say how far the later biographers are trustworthy.
The story is told that when Wendelin was working as a herdsman he often took his flock to a mountain to pray there in silence. One time his master came upon him there and was angry because he could not imagine that Wendelin had time to get the flock home before sunset. However, when the master arrived home he discovered the shepherd and his flock already there. Realizing that this was a miracle from God he granted Wendelin his greatest desire and built him his own hermit cell in the vicinity of the farm.
Smukke, smukke Schwarzwald. Alting er så grønt, så grønt….
Hvis nu jeg skulle være blasfemisk – men det er jeg ikke – så kunne denne jo minde lidt om de andre “helgen”-steder. Her bruger man gammelt børnetøj og laver en slags – ja, jeg ved ikke hvad – dette er et område, hvor der ikke er offentligt tilgængelig trafik og kun adgang for de, som bor her. Så, ja, igen, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene. Jeg tror, der er ialt 5-10 huse i området, ja så det her kan virke lidt over-helligt, og der er plads nok i baghaverne til børnene at lege. I stedet bruges den asfalterede vej som legeplads, og det er ikke korrekt i mine øjne…
Mit gæt er, at her bor hippie-forældre, der ikke selv gider/vil passe på deres børn og lære dem om trafikken og at en “offentlig” asfalteret landevej ikke er en legeplads. Ja, jeg oplevede en dreng på en firehjuls et-eller-andet midt på den asfalterede vej, der ville spærre vejen for mig. Jeg var ellers høflige Inge og sagde “Hallo”. Han ikke engang svarede mig, men Inge er Inge, og knægten vandt ikke!
Vi skal absolut beskytte børn, men vi skal ikke gøre en vej til deres legeplads, og så er den ikke længere!!!!
Derimod mødte jeg dette sted, som jeg havde en del mere respekt for. Hvor ulykkeligt, at et ungt menneske fra Hinterzarten helt unødvendigt er dræbt i en krig i Ukraine. Jeg tør næsten garantere for, at han var opdragtet til høflighed.
Konen og forældrene har ikke fået et lig hjem, de kunne begrave på en kirkegård og mindes der og sætte friske blomster på graven. Men de har sat en sten, og bemærk at den stadig bliver vedligeholdt. Respekt!!!!
Hvis nogen skulle være bekymrede, så blev vi da heldigvis igen mætte. Ingen behøver at bekymre sig!!!
Aftenen lod jeg falde på på altanen iført en soft fleecejakke, og herfra sendte jeg en kærlig hilsen til Joan, som er oppe i himlen, og tænkte på, hvordan en person, man har kendt så kort tid, har forankret sig så dybt ind i ens hjerte ….
Steen sidder indenfor og laver, hvad han nu synes er vigtigt og interessant.