Det så ud til at blive en meget smuk dag, og det kan jeg også godt røbe, at det blev. Nu er der nogen, der mener at sommeren starter den 1. juni og den første dag i sommeren 2014 var dejlig sommerlig.
Jeg tog ingen havregrød til morgenmad, men i bunden af tallerkenen her er der hvad englænderne kalder græsk yoghurt, men det er bestemt slet ikke som den danske græske yoghurt, denne er mere som almindelig A38 eller lignende, dog mere syrlig. Den er ganske dejlig. Oven på yoghurten et drys af hvad de her kalder bircher müsli – der er nok det hele til en bircher müsli, men i tør form. Oven på det friske røde frugter og et drys kerner. Jeg var tilfreds med hvad jeg havde fået blandet sammen!
Mens vi ventede på elevatoren – og nej, vi tager ikke trapperne til 12. etage – fik vi øje på denne herlige bænk. Ja, det er en bænk og den bliver brugt.
Og nej, vi gik heller ikke til stationen denne smukke sommervejrs-morgen.
Steen følte sig stadig ikke overbevist om at sommeren var begyndt og havde stadig jakken på, da taxi-manden skullle betales. Englænderene vidste at sommeren var begyndt, de havde fundet sommertøjet frem.
I dag skulle vi med toget der gik til Buxton.
Vi stod af i Middlewood, som vi havde fået besked på. Vi skulle nemlig ud og gå en tur på The Middlewood Way.
Middelwood Way er en gammel jernbane, hvor skinnerne er taget op og nu er det en gå/cykle/ride/løbe sti.
Steen sender sms, stadig påklædt som var det forår og ikke sommer.
Ja, jeg havde fået fleecen om livet og smøget skjorteærmerne op.
…og som aftalt så mødte vi et par unge mennesker der var gået ruten op for at vi kunne gå ruten sammen ned. Den rute vi gik var knap 8 kilometer lang, så de unge mennesker gik næsten det dobbelte.
De vidste at det var sommer og havde fundet sommertøjet frem.
Undervejs gik vi op i en lille by der lå ved banelinien. De unge, der havde gået langt og os der ikke havde gået så langt endnu, var blevet enige om en is her i sommervarmen ville være på sin plads.
Vi tog også hvad vi troede var en selfie, men fik at vide at en selfie er, når der kun er en person på pilledet, hvilket egentlig er logisk nok, men når der er flere på, hedder det en groufie.
Undervejs blev vi belært ved forskellige tavler. Ja, altså kun hvis vi læste hvad der stod på dem 
Der var smukke engelske landskabs-scener at kigge på undervejs.
Vi kom til Bollington og gik lige ud på jernbanebroen for at se den smukke udsigt derfra. Der foregik en eller anden begivenhed nede på “green’en”, som de unge mennesker havde læst om, men det var de ikke blevet meget klogere af. Nede på parkeringspladsen til højre i billedet havde Roland parkeret bilen og det viste sig at være en velvalgt skyggeplads.
Men inden vi gik ned til bil tog vi her på jernbanebroen en groufie og vi kan se at Steen nu har fået smøget ærmerne lidt op på trøjen. Jeg har smøget mine skjorteærmer ned for insekterne, men det var nu altså for tidligt på sommeren til at de var kommet på vingerne endnu…
Vi kørte hen til Bulls Head på Wilmslow Road midt mellem hvor Roland bor og hvor han arbejder. Her var der bestilt frokostbord til os…
Vi sad ude på terrassen og spiste. Det gjorde alle de andre også. Nej, jeg husker at der også sad nogen inden for, men jeg fik en dejlig quiche med asparges og laks og masser af mineralvand til.
Senere på eftermiddagen var det planlagt at Steen og Roland skulle ud at køre en lille tur, men først skulle forruden gøres ren.
Steen fik lært hvordan man sætter sig ind i denne bil og fik tilpasset sikkerhedsselerne, der har stropper over begge skuldre og maven, og alle samles i den røde lås. Som at sætte sig i en Spitfire fra 2. verdenskrig, mente han.
Der blev bakket ud og ned.
…og d’herrer var parat til at køre derudaf. Dog blev Steen anbefalet at tage hatten af hvis han ville havde den med tilbage til Paris.
Sådan! God tur.
Roland kørte ham en god runde oppe bakkerne. Måske skal Steen have en tube Brylcreme med på næste Englandsrejse…
…og han kunne fornemme hvordan udsigten er fra en racerbil. Hvad der ikke kan fotograferes er fornemmelsen af hver ujævnhed i vejen, støjen fra differentialet, lidt benzinlugt og gas fra udstødningen en gang i mellem – og især ikke fornemmelsen af acceleration, der er formidabel!
Legetøj for store drenge
Køreturen må have givet yderligere energi, for nu var der lige lidt DIY som skulle ordnes, bla. at gøre sommerbordet parat til sommeren.
Huset senest ankomne beboer er “Småkage”. Den er ikke helt venlig endnu, men den har også kun boet der et par måneder. Hos gæsterne skal den i alt fald ikke sidde endnu, men den lod sig da fotografere…
Nu var det igen vinke, vinke og farvel og tak for en vel tilrettelagt weekend med mange forskellige oplevelser og indtryk. Denne gang er det Whaley Bridge i baggrunden.
Vi ventede på toget nogle minutter og vidste jo at man gerne skal små-snakke med andre medrejsende, og da Steens interesse for teknik var blevet vækket under køreturen med Roland, snakkede han med et par damer om teknikken på deres mountain bikes. Den ene af damerne fortalte om sit horn – eller skulle jeg sige cykel-klokke – der kunne udstøde en båt-lyd der ikke stod tilbage for en stor lastbils eller et stort krydstogtsskib. Hornet var drevet af trykluft og blev demonstreret og vi var helt med på, hvad hun mente, da hun sagde at en almindelig ringeklokke hører folk ikke, men dette horn fik dem til at danse mærkværdige danse….
Toget kom og vi steg alle om bord og kørte til Manchester.
Tilbage på hotellet gik vi ned og tog os et glas vin og blev enige om at tage en sandwich. Vi var godt nok blevet budt på aftensmad hos de unge mennesker, men valgte at tage tilbage til byen, og klokken var da også blevet 20, inden vi kunne skåle og være tilfredse med endnu en dejlig dag.
og vi glædede os over at vi havde fået et postkort