Det var en smuk morgen at stå op til. Morgenmaden ventede på os og den var lige så dejlig som den plejer at være her på stedet.
Om morgenen tager gæsterne stilling til hvad de kunne tænke sig til aftensmad. I anledning af julen var der kun 2 menuer at vælge imellem og det var gala menuen og den vegetariske menu. Man må her på hotellet mene at der ikke skal være en vital menu her i juledagene – næh, her skal man schlemmern. Vi valgte gala’en, så må vi se om jeg springer lammesuppen over eller om jeg ikke overlever den, men måske er den krydret så stærkt at man ikke kan smage “det lille søde lam, som ikke overlevede 2013.”
Vi skulle jo sikre os at der var plads til bla. “det lille søde lam” og resten af aftensmaden i aften, så vi besluttede at gå til Titisee for at besøge træskæreren dernede, som vi også havde besøgt i sommers. Hotellets juletræ er nemlig kun pyntet med træting der er købt dernede, og selv om vi ikke selv har juletræ, så kunne vi jo godt kigge på de flotte julepynt-genstande i helt lyst træ
Vi skulle forbi skihopbanen og der var man i fuld gang med formiddagens kvalifikationer. Det var koldt og de folk der gik derop var også varmt, meget varmt klædt på, og netop mens vi gik forbi hørte vi at en fransk dame skulle springe næst og i vores sind ønskede vi hende held og lykke. Vi så ingen danske flag vifte i den stille formiddagsvind.
Vi gik langs den gamle landevej og det var godt, for der var saltet. Ofte var der dog steder hvor det var meget glat, men det schwarzwaldske landskab var meget smukt.
“Ich bin der Weg zu Wahrheit und Leben” står der ved et vejsidekors på vej til Titisee.
Røde Deutsche Bundesbahn tog havde travlt med at bringe folk et eller andet sted hen, men alle farver virker meget juleagtige…
Vi kom ind på mindre skovstier, hvor der ofte var spejlglat og det på længere strækninger. Vi nåede Titisee med alle lemmer i behold, fandt træskærerens butik/værksted. Blandt de mange udskårne figurer var en blå engel, håndskåret i en meget let og skrøbelig træsort, som er meget svær at skære i fordi det går så nemt i stykker. Men det betingede også hvordan den blev snittet til, hvilket gav englen meget fine træk og blid, levende fremtoning. Englen råbte så meget på os at vi besluttede at tage den med os – og nej, vi har ingen foto af den, men det er en smuksak! Træsorten hedder vistnok Cembra-fyr på dansk og Sweiss-pine på engelsk – på tysk er det Zirbelkiefer.
Og åhja, træsnitteren kom selv ned i butikken. Han kunne huske os fra i sommers og ville straks vise os en gruppe syngende engle han havde færdigsnittet i sommers og som da ventede på at blive malet med en helt bestemt teknik og af en hel bestemt maler. Det var den i mellemtiden blevet og den var altså blevet meget flot!
Vi besluttede at tage toget tilbage tilbage, da vi blev frarådet at gå tilbage til Hinterzarten. Det var skovvejene for glatte til, mente træskæreren og hans assistent, hvilket vi jo også selv havde opdaget undervejs til Titisee. Nu er der også det, at vi kan køre gratis med tog og busser i området. Det er nemt, vi får en billet af hotellet som vi kan bruges mens vi er her.
Vi trængte til kaffe inden vi skulle videre i dagens oplevelser og gik indenfor på Diva’en. I dag var det en Heidelbeer-Baiser kage der tiltrak sig opmærksomheden. Ja, den virker jo som om den har noget med julemad at gøre – den er nærmest rødkålsfarvet, men det smagte den slet ikke af 🙂
Steen fik ovenpå den taget sig sammen til at få skrevet et par postkort….
Vi skulle køre med bus. Her er ændringen af vores plan: vi havde troet vi skulle til Weihnachtsmarkt i Freiburg, men vi blev af alle – både i går aftes og i dag – anbefalet det romantiske Weihnachtmarkt i Ravennaslugten i stedet for, og det valgte vi gerne. Så kunne vi slippe for mylderet af mennesker i Freiburg.
Hvis vi skal tro billetnumrene, så har der været 61 tusinde besøgende og det får mig til at tænke over om jeg nogensinde har set en billet med nummmer 00001? Nå, hvorom alting er, så ses på brochuren hvordan das Weihnachtsmarkt ser ud, når der er lys og glade dage og når det er blevet mørkt.
Julemarkedet var hyggeligt, også i dagslys, der var lige så mange forskellige boder hvor der solgtes mad eller Glühwein som brochuren lovede. Fisk blev røget på stedet, kød blev kogt/grillet i en slags kæmpestor lukket grillovn, Glühwein blev lavet i udgaver med både hvid og rød vin og hvor vinen blev benævnt! Altså ikke bare den billigste vin fra indkøbscenteret. Desværre fik vi ikke taget os sammen til at smage nogen af delene. En ting jeg bemærkede var at børn ikke løb naragtige rundt med nissehuer. Jeg tror kun jeg så 2 nisserhuer og de sad på hovederne af 2 handlende i en bod, der blev kaldt “julemandens værksted”, så der var det vel på sin plads.
Da vi havde beset alle udstillingsboderne gik vi ned for at tage bussen tilbage til Hinterzarten, og mens vi stod og ventede på den, hørte vi nogle damer tale sammen. De havde ligesom os også været inde og se glaspusteriet, hvor de var blev belært om at det ikke mere hed en glaspuster, men en glasdesigner, det grinede de af og snakkede også om at nu var en rengøringsdame Bodenkosmeterikerin i stedet for Putzfrau!
Fra bussen tog Steen dette billede over mod stedet, hvor julemarkedet finder sted.
Stadig fra bussen tog Steen dette billede for at vise Hinterzartens juleudsmykning. Jeg ved nu ikke hvor vellykket det er, altså fotografiet…
Vi besluttede os efter en så anstrengede dag, at vi ville smage dagens anbefalede pre-dinner drink, der hed noget i retning af “vinavlerens sekt med en likør i”. Da Steen troede at det var 2 forskellige likører måtte han lige op til damen bag baren…
Det var en æble-ingefær likør! Hele ensemblet smagte ikke sødt, som vi havde frygtet, men var friskt og behageligt og den gled nemt ned mens kokkene prøvede at holde låget ned på det søde lille lam i suppegryden, der ikke måtte overleve julen 2013 og heller ikke i årene frem give uld til mange dejlige trøjer som folk kan holde sig varme i…
Her er det så, det søde lille lam. Suppeterrinen var da meget flot, jeg spiste et lille stykke af kødet, men blev enig med mig selv om at jeg hellere vil have en ulden trøje på. Steen var flink og tog resten af kødet fra suppendasen som i sig selv var udmærket. Ja, jeg kunne bare have bestilt noget andet, men tog beslutningen om at prøve, da jeg har hørt så meget vrøvl om at lam smager dejligt. Men som skrevet, jeg holder mig til uldne trøjer, de er behagelige at have på og giver en dejlig varme…
Ligesom vi var på vej op på værelset med det sidste af vinen i glassene, stoppede vi op! Vi kom nemlig i tanker om at vi skulle høre pianomusik, så vi fandt os et par stole og pianisten begyndte at spille. Inden vi så os om var kaminhallen, som rummet hedder, helt fuldt. Hotellets dagsavis havde annonceret at “Zum Ausklang des Tages” spillede Herr Aleksandr Vorobyvov på flyglet – et meget charmerede ordspil at slutte dagen med.