Dagen startede med overskyet vejr, sneen smelter ligeså langsomt, hotellets udendørs svømmepøl er åbnet en times tid hver morgen og den er 29 grader varm, (den indendørs er 30 grader varm) men det ser ikke ud til, at der er nogen nede og få klorterapi…..
Der var de sædvanlige svære beslutninger at tage om morgenen med hensyn til hvordan aftensmaden skulle kombineres efter vores smag ud fra dagens 3 menuer. Vi hentede dog kraft til beslutningsprocessen i et glas Winzersekt og selvfølgelig også kildevand fra Schwarzwald.
Det var så hvad vi ønskede at glæde vores smagsløg med i aften! Der er som sagt alvorlige valg der skal tages hver morgen, og så viser billedet ikke dagens 3. menu, vegetarmenuen, hvorfra vi dog ikke valgte en ret.
Vi besluttede os for at tage til skispring. Det havde vi aldrig været før – andet end foran fjernsynet – og når det nu bogstaveligt talt var lige om hjørnet, købte vi os et par billetter og gik derhen ved 11-tiden.
På vejen op til skihopstedet kom vi forbi en mindesten på højre side – lige over for billetkontrolløren.
På stenen stod “Stefan Kozlowski født 25. maj 1921 og død (lidt ulæselig dato og måned i 1942)”. Mens Steen stod og fotograferede den kom en ældre herre, der også skulle til skispring, gående med sin datter, det skulle senere vise sig at være hans kone. Han henvendte sig til Steen og fortalte at han havde tilbragt sine drengeår her i Hinterzarten, og med tårer i øjnene berettede han kort historien om hvad der var sket her, men den historie må Steen hellere fortælle.
Steen fortæller: Stefan Kozlowski var polsk soldat der efter at være taget til fange af tyskerne under krigen med 400-500 andre polakker var blevet bragt til dette hjørne af Tyskland – sandsynligvis for at erstatte alle de lokale mænd i skovbruget og andre funktioner som jo var indkaldte til hæren. Stefan havde haft et forhold til en tysk pige – det blev opdaget, og næste morgen kaldte tyskerne alle polakkerne sammen netop her (i nærheden af kirkegården) for at de skulle se Stefan blive hængt – og tage ved lære deraf, at polsk blod ikke skulle blandes med arisk blod”.
Her er vi på skispringsstadiet. Ude til venstre ses en storskærm, hvor man kunne se skispringerinderne, først ¨når de “sad på bjælken” oppe i tårnet og senere når de var kommet ned. Der var også kommentator på, så vi var hele tiden underrettet om hastighed, springlængde og placeringer. Vi lærte også hvordan man hjælper en spingerinde ned ved at sige noget lignende som “Siiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiieeeeeee…” indtil de landede. Ja, jeg kan godt lide som tyskerne stadig bruger “-inde” til sidst, så er man da ikke i tvivl om det er en mand eller en kvinde de snakker om….
Vi kunne se hvordan camerafolkene stak camereaet helt op i ansigtet på springerinderne, mens de stod og ventede på at se deres karakterer og placeringer komme frem på storskærmen. Ja, virkelig, næsten helt op i næsen på dem og af og til var objektivet helt inde på 20 centimeters afstand af næsen.
Springerinderne vadede forbi os, de skulle jo op til deres næste spring. Dvs. det håbede de jo på, for det var kun de 30 bedste der kom med i 2. springrunde, som var finalen.
Skitramperne som sikkert har et meget finere navn, skulle gøre banen klar til finalen.
Mens landingsbanen blev trampet til og finalisterne kom op i tårnet hørtes “blæser musik” og det gik vi hen og hørte på, og ja, vi er i Tyskland – en lille by i DK ville nok ikke kunne samle så mange mennesker til blæseindstrument-musik. Hvad der er værd at bemærke er at der er så mange unge mennesker med, og fotografen, Herrn Steen flyttede altså ikke benene nok og fik fotograferet hele orkesteret forfra. Det kunne han godt have gjort, da de leverede dejlig blæsermusik og de fleste havde end ikke handsker på, så forestil jer bare fingre på metal…
Vi valgte at stå på sidelinien og se finalen. Det blev en japaner der vandt foran en russer og en tysker. Vi gik derfra og var en oplevelse rigere og jeg ved at skihop ikke er en sportsgren jeg vil tage fat på….
Vores fødder var begyndt at fortælle os at de ikke længere var så varme, som de ønskede sig, så vi besluttede at gå en tur inden vi gik tilbage til hotellet. Det ses i baggrunden med sit røde tag og balkoner.
Næste programpunkt skulle også nås og det kan I læse her, det skulle vi da også høre!
Her sidder Janine (bagerst) og Friedhilde (forrest) i hotelets Kaminhalle hvor de underholdt med forskellige julesange og melodier fra den tyske bjergverden.
Medens musikken spillede og det samtidig var kaffetid måtte vi da have en kop kaffe og når vi nu var i Schwarzwald var det også forpligtende at tage et stykke Schwarzwaldertorte til – en kær pligt som også gav glæden ved en meget luftig og lækker kage, hvor kirsebærrene havde tilbragt lang tid i Kirschwasser inden de blev integreret i kagen.
Det hele gav åbenbart Steen energi til også at skrive postkort – forhåbentlig til glæde for modtagerne.
Flere forpligtelser… …og Tyskland er et land præget af præcision. Vi ankom et par minutter for sent, og fik siddeplads på et par barstole, som viste sig at være blandt de bedste pladser. Vi var dog ikke de sidste, der er nemlig også franske gæster på hotellet 🙂
Her ses henne i hjørnet ved juletræet hotelejer-familien. Papa var den der forklarede – det gjorde han mægtig godt, kun ros til ham – og vi fik forklaret noget om hotellet vi ikke vidste.
De forskellige teams blev kaldt ind og her er det køkken-teamet der som chef har en kvindelig kok. Hun er så gammel endda men har været på hotellet i 15 år. Ejerne har kun været her 14 år så hun fulgte med “i købet”. En god ide at præsentere medarbejderne, som nok også føler sig værdsat og vi ser dem jo ikke fordi de arbejder ude i gemakkerne.
Aftenens madbillede bliver a la Meyer. Rødbedeterrinen med æble-peberrodscreme smagte rent ud sagt skidegodt! Det her var kun forretten og vi blev dejligt mætte, som ordene siges og menes: dejligt!
Lad dagen rinde ud med denne dejlige adventssang…
…og dette aftensbillede fra vores balkon. Endnu en dag med oplevelser er slut, oplevelser vi ikke anede hvordan ville blive, da vi åbnede øjnene i morges.