Det var begyndt at småregne i går aftes og her til morgen var det stadig regndråber himlen beskænkede naturen med, så der er mindre sne tilbage. Nå, nu må vi se hvad dagen vil bringe…
Først var der morgenmaden og hver morgen møder jeg denne pude når jeg sætter mig. “Bergfried” et godt afslappende ord at starte og slutte dagen på. Nå ja, det hedder vores hotel også.
Steens blødkogte æg kommer med en lille holde-sig-varm-hue på, så det er perfekt, når han tager huen af og banker med æggeskeen på ægget for at krakelere skallen, så den kan pilles af.
Og morgenens vigtige beslutninger blev taget efter at vi havde spist morgenmad og ikke før, dvs. appetitmæssigt var vi ikke sultne da det skete…
Vi havde en pakke der skulle sendes og nej, den skulle ikke nå frem til jul; men at bemærke er, at man har noget tørret græs med i sløjfeknuden – sandsynligvis græs fra de grønne bakkedrag der omgiver Titisee!
Regnen var blevet færdig med at sende væde ned på Hinterzarten og vi gik ned på posthuset som lå 800 meter “…und dann rechts beim Bahnhof” som Herrn Erfurth forklarede – og det passede sørme.
Steen fik en ekstraordinær høflig og behjælpsom betjening og som det ses endog også “fyldpapir” til at fylde kassen ud omkring det der skulle sendes. Der var også tape og vi fik valgt postkort til de næste par dage, da der nok vil være lidt forretningslukket. Så nogen kan se frem til at modtage en pakke og nej, den blev ikke sendt til Danmark.
På vej hen til næste butik – i nærheden af Kurhuset – så vi denne pæl, og vi synes at toppens figurer var meget fortællende.
Næste butiksstop var Vinothek’et og det er nok ikke svært at gætte hvad de sælger. Men man skal læse teksten på baldakinens gule nedhæng for at bemærke at her sælges kun vine fra et vinområde i Baden, nærmere betegnet Markgräflerland – dejlige vine….
Med eftermiddagens program in mente var det nok en god idé med en gåtur, her vender Steen sig om og fotograferer vores hotel. Det er det i midten med det røde tag.
Vi tænkte at hjerterne hellere måtte få lidt motion og valgte en bred rute der var isfri og gik opad. Her ses nattens regn tydeligt.
Endnu et blik over mod vores hotel i baggrunden.
Opad gik det i mudder og hjulspor af skovfolkenes kæmpekøretøjer, men op til landevejen kom vi da og så begyndte det at gå nedad – mudderfrit 🙂
Vi kom ud af skoven og blev hilst med en åbent, venligt og jeg vil tro typisk Schwarzwalder landskab.
Og en lidt anderledes Herrgott – her er en families forfædre nævnt med fornavne og livsperioder. Mon de er begravet her, eller er det ligesom en kirketavle med en liste over samtlige præster der har været tilkyttet kirken? Eller drejer det sig mere om hvem der har boet på gården?
Steen lavede et panorama af landskabet.
Endnu en minde om nogen døde, denne var om Germanina Hohenwiel.
Steen ville lige lave året 2013’s snebold.
Vejret og landskabet var bare smukt og luften dejlig frisk og vejen var isfri.
Den sidste Jesus på korset som vi mødte i dag, men det er vel også meget aktuelt her i julen hvor det er hans fødsel, det drejer sig om…
Den oprindelige tur til posthuset blev om eftermiddagen til en længere tur på ca. 11 km som bragte os 238 m. op i 1052 m. højde på Windeck højdedraget.
Da vi kom tilbage til hotellet var der lige tid til en Apfeltorte og en kop kaffe inden den næste anstregende og udfordrende oplevelse, vi havde meldt os til.
Der kunne kun være 12, så vi følte os lidt heldige, men vi havde også meldt os til tidligt. Vi indfandt os og oven på den anstrengende gåtur satte vi os godt og komfortabelt tilrette og glædede os til at blive belært om tyske vine – og det blev vi!
Vi var som skrevet tolv mennesker. Sommelieren kendte alle deltagernes individuelle smagsorientering, da han er den der anbefaler vine til os hver aften. Han havde forberedt sig og udleverede en liste over hvilke vine vi skulle prøvesmag. Der var også spøtte-ud-spand, der også kunne benyttes til tømning af glasset, hvis man ikke havde slupret alt i sig, og endelig perlende mineralvand til skylning af glasset og ganen, samt brød til at neutralisere…
Nu står der 8 tomme flasker, og de 12 prøvesmagere var i godt humør. Til sidst havde vi siddet og drukket resterne af de vine, vi bedst kunne lide, og ja, så var der et par stykker der ville snakke. Den ene var manden, som havde tilbragt sin barndom i Hinterzarten og fortalte os forleden om den polske fange – den anden en mand som havde boet 1 år i København og faktisk havde lært sig så meget dansk at vi skal til at passe på hvad vi sidder og snakker om! Netop denne herre havde vi studeret et par aftener og han var i vores små hjerner steget fra indledningsvis være lidt småtosset til at være levemand – og nu vidste vi pludselig meget mere om netop ham.
Åh ja, så var vi da sultne igen og i aften er det hovedretten vi viser. Det var den vilde skotske laks, der var blevet ovenbagt med et tykt lag af en peberrod-æble mousse. Hertil serveredes en blanding af vilde og tamme ris til. Anderledes og dejligt med en god kraftigt smagende og groftrevet peberrod her, i modsæting til andre steder hvor man normalt kun ser et par citronskiver ved siden af, som man så skal sidde og presse 2 dråber citron ud af – og resten af måltidet sidde med citronfingre!
Men vi havde jo mere at skulle nå denne aften…
Denne “ildtangsgryde” blev lavet og Steen kan historien om hvad der sker, så den fortæller han med glæde: I kobbergryden holdes en let krydret Spätburgunder varm. Hen over gryden lægges en cylinder af sukker. I den store suppeske hældes 72% rom, som i skeen varmes over det andet gasblus til det er så varmt at det ved at blive vippet lidt ud over skeens kant antændes. Den brændende og varme rom hældes langsomt over sukker-cylinderen, og denne process gentages til sukkeret er smeltet og dryppet ned i den varme, krydrede Spätburgunder. Feuerzangenbowle laves altså ikke på nogle få minutter, og det var interessant hvordan aromaen af den varme vin, den brændende rom og det smeltende sukker langsomt bredte sig i hele kaminstuen – vi sad længst borte og kunne fornemme alt!
Mens vi ventede på “ildtangsgryden” lod vi Lillejuleaften slutte med et glas Winzer-sekt og da “ildtangsgryden” var parat rundede vi helt af med den. Det er nok er den bedste glögg- lignende drik jeg har fået nogensinde – ja, den smagte godt af rom. Krusende den varme vin serveredes i, hørte også til i julekategorien. Vi sad og hørte il maistro læse julehistorier af den moderne slags – desværre for os ikke-indfødte var det lidt svært at høre for nogle af gæsterne sludrede ved bordene omkring os. Når man er udlænding skal man ofte høre det lidt bedre end de indfødte, men hyggeligt var det, selv om tyskerne ikke kender det ord. En god lillejuleaften var rundet af og vi så heldigvis ikke en eneste nissehue – det hele er så afslappet her!