Klokken 06:16. Det var hvad Steen så eller skulle jeg sige, hvad telefonen så…
Dette kort ville her efter morgenmaden ryge i skraldespanden, og vores tid på Adria ville være forbi.
Dette utydelige fotografi fra morgenens nyhedsavis for hotellet, som heldigvis ikke er taget af mig, gør at vi evnetuelt skal til Meran igen. En hr. Theiner skriver Dorthea nemlig om. Han var tidligere tjener på hotel Adria i Dortheas tid og overtog en vinstue ved siden af hvor hans mor havde en lille købmandsforretning, og hvor det var har vi ikke kunnet finde ud af. Vi har hidtil troet at det var nede i centrum af Meran men måske er det kun 5 minutters gang fra hotellet. Nu er det bare lige det at hotelejeren sagde at Theiner er et almindelig familienavn i Tyrol….
Steen fik betalt hotelregningen og pakket bilen og han fik en flaske æblesaft som tak fordi vi havde boet på hotellet.
Vi forlod Meran eller Merano som mange kalder byen. Vi havde heldigvis nemmere ved at komme op ad bakken end disse herrer, men deres appetit her til aften er garanteret meget bedre end vores. Men de spiser sikkert meget mere sundt end vi gør…
Vejen var en rigtig drengerøvsvej og det var nok derfor at, udover cyklisterne, motorcyklister og mænd med hestekræfter i bilen kunne lide at køre den. Alle ville være trætte i armene, men på forskellige måde, når det blev aften.
Der var så mange skønne udsigter.
Og netop her tog vi et glimrende billede af os selv, ellers så kan man sige at nu var telefonen blevet træt af at tage billeder af os…
Hvor vi kørte og hvor vi skal køre – nede fra hvor man kan se og videre op i skyerne.
Nogle var gående, nogle var cyklende, andre på motorcykel og så os i bil, men vi var alle oppe i skyerne og endnu er vi i Italien…
Kort tid efter var vi i Østrig og dette mesterfoto som kan vinde mange priser i en fotokonkurrence, hvis jeg altså sendte det ind, er fotograferet af mig gennem en beskidt forrude…
Vi holdt ind ved et lille men utrolig godt lavet museum langs vejen. Det var et Smuglernes Museum, hvor gulvet viste smuglerenes rute, og hvilke varer de havde smuglet. Det var såmænd brændevin, tobak og huder de havde gået over passene med – utroligt.
Her ses noget af gulvet og Steen træder i smuglernes fodspor, men jeg ved ikke af at han smugler noget….
På den anden side af det lille smuglermuseum er vi sandelig kommet med på billedet…
På en parkeringsplads lidt længere fremme ses dette og sådan noget er bare så trist så trist… Men at bemærke er blomsterne til højre i den sorte spand – det er edelweiss.
Vi skulle betale “told” for at køre over det pas.
Og i en lille bitte Imbiss kunne man købe Ansichtskarten og det gjorde Steen selvfølgelig.
Lidt længere nede blev bilen belønnet med benzin og endnu et klistermærke, denne gang var det et for Østrig, så vi kunne køre på motorvej. En venlig anden bilist, som også havde fyldt benzin på, forklarede Steen hvor mærket skulle sidde og vendte tommelfingeren opad da han kørte forbi med et stort smil.
Landskabet var eventyrligt. Sådan en dag kan virke meget mere spændende end en blå-himmel-dag.
Landskabet kommer og går og det på en for os mærkelig måde, for vi kender det jo slet ikke.
“Murengefahr” mødte vi flere gange med forskellige skilte. Det kendte vi ikke noget til, men mener at det handler om at der kan falde sten ned på vejen…
Flot og spændende, ikke?
Steen trængte til en iskaffe. Der var ikke rigtig nogen steder der havde åbent, men helt nede i dalen var der en vej ind til venstre og der fandt vi et Gastwirtshaft. Motivet viser hvad “kokken” havde at byde på – den rene slankekur, hvis man skal tage det bogstaveligt
Men de kunne lave en iskaffe, og så festlig en havde vi ikke fået før og det er også den billigste vi har fået. Tjeneren i lædervest forklarede at han selv havde lavet den…
og regningen – vi har siddet ved bord 51…
Sådan så stedet ud tæt på, og yderligere at berette er at der var en udstoppet “bjerg”ræv inden for døren.
Til højre ses stedet og det skal siges at der kun var en vej hen og den samme skulle man køre tilbage ad. Byen hed “Boden”.
Denne by var en af Steens holdepunkter til at se om han var på rette vej. Det må være en by til en spiritusprøve – prøv at udtale dens navn igen og igen.
Vi kom til Tyskland og ad forskellige omkørsler og omkørsler og omkørsler kom vi da på rette spor og Fraülein Daimler fik vi omprogrammeret til ikke længere at køre den alternative rute som Steen havde “anbefalet” hende, men som var spærret. Så vi var omkring en pilgrimsrute, vi ikke kendte noget til og vel stadig ikke gør, sådan rigtigt….
Steen og Fraülein Daimler standsede foran gågaden i Oberstdorf hvor der ikke var et skilt der gav hotelgæster og beboerer tilladelse til at køre i gågaden, så Steen måtte ringe til hotellet og høre ad hvordan og hvorledes – og det måtte vi så godt alligevel….
Vi havde kørt 266 km i dagens løb, inklusive 64 km omvej…
…og været ret højt oppe – hele 2472 meter.
Vi nåede hen i min “støvlebutik”. Der findes bare ikke nogen bedre støvlebutik som jeg har oplevet i min 60 årige liv! Nu har jeg heller ikke købt støvler så mange gange, men den kompetente rådgivning man får her er simpelthen utrolig i 2013.
Derefter går vi på vinstue.
…og jeg fotograferer deres lysranke.
Steen har bestilt bord i restauranten på “Hotel Traube”. Mens han betaler i weinstuben, går jeg udenfor med alle pakkenelliker og finder satelitter til min gps, og vi går tilbage til hotellet med indkøbene. Derefter går vi til restaurant Traube, og der opdager vi at min telefon er væk (det er den vi fotograferer med). Vi bestemmer os for hvad vi vil spise og jeg går tilbage til hotelværelset og finder ikke telefonen. Jeg går på weinstuben, der er heller ingen og går tilbage til Traube for at spise.
Jeg tænker tough shit, men Steen går i stress og aftensmaden er ødelagt. Han sidder og ringer til telefonen som sandsynligvis er sat på “ingen lyd” som vi ofte gør når den bruges til at tage billeder med… Livet er mere værd end en mobiltelfon for mig.
Læseren, som har fulgt opmærksomt med, vil sige: “Jamen, der er da billeder!”. Ja, Steen fandt den i badeværelset på hotellet da vi kom tilbage ved at ringe til den og lytte sig frem til hvor det var den svage brummen kom fra. Jeg lægger ikke en telefon i badeværelset (Steen har sikkert haft den i lommen efter at han tog billeder på Weinstube, han har den ofte i lommen, da det er den vi tager billeder med) og havde, da jeg kiggede efter inden aftensmaden, ikke fået kigget efter i badeværelset for der lægger jeg aldrig en telefon fra mig – og jeg havde jo ikke en anden telefon med mig så jeg kunne “ringe mig frem” til den. Jeg sad på Traube og tænkte at hvis den lå et sted på hotelværelset så var alting godt, men da jeg var der, da havde jeg altså ikke en telefon med så jeg kunne ringe til den.
Imedens han “ringede sig frem” gik jeg tur i øsende regnvejr!