Morgenbilledet bliver brusergulvet i vores hotel her i Oberstdorf. Det er sten – for mig ligner det strandsten, men det tror jeg dog ikke de har her i Sydtyskland. Det jeg vil fortælle med det er at gulvet er ujævnt, men det har jo den fordel at man ikke glider på det og der er lidt massage til fødderne fra morgenstunden… Nej billedet er ikke i sort og hvid….
Jeg sov ikke særlig godt – mon det var fordi jeg ikke spiste disse vingummier der lå ved sengen?
Dorthea havde været på Nebelhorn i 1936 med sine 2 sønner, så det blev vi også nødt til. Det var holdt op med at regne i nattens løb, men der var de der skyer som kommer og går. Hotelejeren mente dog at opklaringen ville komme, så vi gik hen og fik købt billetter. Vi købte helt til toppen, hvor Dorthea og hendes sønner var gået det sidste stykke, for dengang var der ikke Seilbahn helt til toppen, og man måtte gå det sidste stykke, og det gjorde Dorthea i damesko…
Der var ingen kø at tale om og vi kom med den næste gondol op.
Gondolen blev dog pakket godt og grundigt med mennesker inden den begyndte på sin tur. Steen mente at det var som i Paris Metro i myldretiden.
Vi kom fra nogle og 800 meters højde til Seealpe i 1285.
Vi skiftede til en anden gondol, for at komme endnu højere op. Det var samme type og de to første havde en “pilot” med til at trykke på knapperne.
Vi havde nu overstået de 2 ud af 3 ture og står og venter på den sidste.
Den sidste er af en lidt anden slags, den er førerløs.
Enhver tysk skoleelev ved hvorfor bjerget hedder Nebelhorn. Det er fordi der tit og ofte er tåget deroppe, men lige da vi kom op var det klart 
På vej op til toppen, så vi to krus med blomster i en sprække, hvorfor de står der aner vi ikke.
Her er vi foreviget ligesom alle andre blev det på det højeste sted. Ja, jeg kom da lige med i billedet.
Vi bemærkede at andre sad og skrev postkort deroppe og at der var et stort stempel på. Det skulle Steen da også, og ville det ikke være dejligt hvis vi kunne sende dem til Dorthea og Arne?
Mens vi ventede på at vejret skulle klare noget mere op, drak Steen kaffe mens han skrev postkortene.
Skyerne flyttede rundt hele tiden.
Steen både sendte en sms og skrev et postkort til Roland deroppe fra højderne.
Vi besluttede at vi havde set det, det var meningen at vi skulle se i dag – der er jo en årsag til alt – og vi besluttede os for at tage ned.
Vores tur havde taget os til disse højder.
Vel nede i byen gik vi hen til vores hotel Löwen Strauss. Det ligger meget centrumsnært i en af gågaderne.
I går havde jeg købt en par nye vandrestøvler, for dem jeg har er slidt godt og grundigt ned, og der er ikke meget dækmønster tilbage mange steder eller, sagt på en anden måde, så lidt at Mariane ikke kan gå på dækket (I Frankrig sagde man før euroen at mønten med Mariane skulle kunne gå så dybt ned i rillerne i dækket at det så ud som om hun gik på det). Steen trængte også til et par (hans er meget ældre end 7 år og man skal jo ikke køre med dæk der er mere end 7 år gamle), og dette er simpelthen butikken man skal købe den slags sko/støvler i. Dem jeg har slidt op købte jeg her for 2-3 år siden og dengang fik jeg en fantastisk hjælp og betjening og det var ikke anderledes denne gang, da jeg købte nye i går. Det er ikke noget der kun tager 5 minutter, det er noget man skal have god tid til.
Derefter var der behov for vores efterhånden daglige iskaffe.
Det var nu ikke den bedste vi har fået af slagsen, men sådan er der så meget, der skulle betales alligevel.
Efter forskellige planlagte og uplanlagte indkøb gik vi ind i den lokale kirke. Vores hotel ligger på Kirchenstrasse og vi kan se toppen af kirken fra vores hotelværelse. Derefter gik vi om i et kapel som var dedikeret til de faldne soldater fra byen.
Derinde var også denne statue af Rupert Mayer (1876-1945), en jesuitterpræst som var en af den katolske kirkes frontkæmpere i modstand mod “det tredje rige” under anden verdenskrig. Han blev “beatification” af pave John Poul II i 1987. Det betyder vist at paven åbnede døren for at Rupert Mayer en gang kan blive kåret som helgen.
Det var blevet espresso og vand tid.
og Franz ringede.
Vi gik hen på weinstuben, da vi først kunne få bord i hotellets restaurant 19:30 og vi følte at vi skulle have lidt i maven og altså ikke kun vino. Jeg bestilte lidt ost og Steen lidt oliven……
Judiths weinstube, som er meget hyggelig, det var der vi havde siddet.
Dagens gøremål havde bragt os sådan rundt.
Vi fik det samme at spise, Steen havde overvejet en babygris’s kæber, men tog alligevel den vegetariske som jeg valgte og jeg fik ikke fotograferet menukortet, men det er taglitella, med truffel i en flødesovs og det var med en speciel ost der var høvlet på. Det duftede himmelsk og nå, ja, som Steens morbror Jørgen altid sagde “det er ikke til at putte i næsen!” Hvor mon dette ulækre udtryk stammer fra, når det drejer sig om noget lækkert?
Kokken på hotellet hører til kategorien “unge kokke”, hvad det så ellers vil sige.
PS. jeg snakkede med stjernekokken, han var i receptionen og han fortalte at unge kokke var stjernekokke under 45 år hos Michelin, men Peter Strauss laver gourmet mad i gourmet restauranten, som vist er lukket om sommeren, vi spiste i al fald i hans bistro. Når vi er på ferie går vi heller ikke normalt efter stjernerestauranter, men af og til er vi dumpet ind på en uden at vide det. Men det gør jo heller ikke noget 
Dette her betyder visnok ikke at han har en stjerne, men næsten. Om det er fordi han er ung ved jeg ikke og hvorfor der står 16 i den ene kokkehue aner jeg heller ikke, men den unge mand kan godt lave mad.
PS: jeg fik at vide at 16 står for 16 ud af 20 point i Gault Millau og det må jo være noget at være stolt af, for ellers vil han jo ikke have det stående på en kæmpe plakat.
Vi blev underholdt med live tyrolermusik og der blev jodlet i lange baner… Gad vide om det var nogen kendte, for folk stimlede sammen ude på gaden og lyttede og så på mens de spiste deres isvafler købt lidt længere henne ad gaden. Restauranten var fuldt besat i to omgange (klokken 18 og 19:30).
Aftenudsigten fra vores værelse. Bygningen overfor er ferieboliger.