06:05 er månen ikke gået ned, for jeg tror ikke at solen er er nået så højt på himlen i Oberstdorf og hov, var det ikke fuldmåne i nat? Det var det vistnok.
Steen fik betalt regningen hos “stjernekokken” som var receptionist her til morgen og han gav os en flaske hvidvin med husets etiket som tak for besøget…
Steen fik pakket bilen, og ja, der er jo indkøbene som fylder, især støvlerne. Mon han overvejer at købe ny bil?
En smuk morgen er det at køre, skyerne giver et lille drømmeagtigt præg, og hvor kedelig ville billedet ikke være kun med blå himmel og en bjergtop der kom frem i landskabet som en mørk klods. Vi havde glemt at sætte Steens GPS ur i gang de første små 20 kilometer…
Vi skulle til Immenstaad ved Bodensøen.
Nærmere bestemt: Kippenhausen.
Vi skulle mødes med nogen der har Stephans Tafel hængende i garagen.
Efter hyggelig gensynsglæde og hurtig udveksling over hvad alt det der var sket i det forløbne år kørte vi hen til en restaurant. Ja, vi forfølger hinanden eller også spejler os.
Vi kørte til Hagnau og den der betragter dette fotografi grundigt vil bemærke noget helt specielt oppe i luften!
Nogle interesserer sig for kirken, andre for vindruerne der hænger på vinstokkene, endnu andre vil kigge på zeppelineren. Ved siden af Immenstaad ligger Friederichshafen og det er og var zeppelinernes hjemby og der er der idag museum over luftskibe – alt det er fra min hukommelse og den er ikke altid den bedste 
Vi var på en restaurant ved Bodensøen i Hagnau og hvad den hedder aner jeg ikke men vi valgte en Felchenfish tror jeg nok den hedder – stegt og ikke kogt. Det er søens FISK, der er andre, f.eks. Saibling, men den man betragter som “hjemmefisken” er Felchen. Den er den fisk, der for erhvervsfiskere på søen har den største betydning, fordi den er en velsmagende spisefisk, og derfor meget efterspurgt. Vi fik at vide at der er et problem med Bodensøen, at den er så REN at fiskene kan ikke blive store – der mangler plankton og krebsdyr etc. som de større fisk lever af – så der er en diskussion om hvorvidt man skal forurene søen lidt. Hvilken verden vi lever i, vi hører ellers altid om det modsatte….
Her er vi! Hvem skulle tro at vores sønner var blevet 44 og 35, hvem skulle tro at manden til venstre havde lært manden til højre at tale ordentligt tysk, ordentligt i den forstand “pænt tysk” uden for mange ukvemsord. Hvem kan ud fra billedet se at vi, i de par timer vi var sammen, havde lært en masse nye herlige tyske ord af dejlige mennesker. Bare det at vi kunne mødes endnu engang er med til at gøre livet dejligt.
Tilbage til bilerne gik vi gennem en lille park nær søen, og her var der under et tag en mægtig trækonstruktion, et værktøj til at presse druer med. På tysk hedder det en Torkel, og denne af træ hedder en Baumtorkel. Den er mere end 300 år gammel og benyttedes indtil 1950, iflg. Hagnaus hjemmeside. Et monster af et redskab – helt af træ! Det er vist den eneste tilbageværende af slagsen.
Her snakker vi om denne Baumtorkel – vinpresse, ville vi vel kalde den.
Igen er vi her alle fire, en dejlig dag i august.
Godt Steen fik fotograferet info-tavlerne. Vi ser at den endda blev brugt helt indtil 1956.
Vi skulle videre – desværre – vi snakker sammen som om det var i går, vi mødtes sidst, måske fordi det nu er 36 år siden vi lærte hinanden at kende… Det er dejligt – ja!
Vi skulle til Schwarzwald.
Vi skulle til Hinterzarten – hvor Franz havde været for en god måneds tid siden med gutterne fra sin cykelgruppe.
Vores velkomstdrik gled så hurtig i os, at I må nøjes med at se de tomme glas. Det var mousserende tysk vin…
Vi havde tilbagelagt denne strækning, og som nævnt ovenfor fik vi først startet GPS-uret et stykke tid efter starten fra Oberstdorf, så I må tænke jer den grønne “dråbe” i prikken over “Oberstdorf”.
Rent topografisk ser I hvordan vi kom ned i niveau til Kippenhausen (det første flade stykke) hvor vi sad knap en time hos vores venner, og derefter lidt lavere til næsten sø-niveau hvor vi spiste frokost (det næste, dobbelt så lange flade stykke på kurven). Herefter stiger terrainet og vi ender ved ca. 900 m over havet i Hinterzarten.
Vi skulle vælge hvad vi ønskede at spise, og her kan man vælge på kryds og tværs. Nu var det jo ikke den store sult, der gjorde sig gældende for mig efter at have spist frokost. Det er ikke noget jeg er god til…..
Dette ligner da næsten sodavandsis, ikke?
Selv ostene gik vi ombord i, men billedet blev dårligt så vores næsten-mejeriingeniør vil ikke få så meget ud af det, så vi må prøve at fotografere dem igen.
Vi tog den sidste vin med op på “vores private balkon” og bemærk lige at jeg har sjal om og Steen trøje på. Her er en lidt anden aftenstemperatur end i Meran.
…og det er den udsigt vi har lidt til højre hvis vi rejser os, men det gjorde vi kun for at gå indendørs, dejligt velvidenede at der bliver en dejlig temperatur at sove i. Som hotelejeren siger, hvad skal hotellet med aircondition – vi har jo den perfekte temperatur her!
Jeg vil slutte denne dag med “Spruch des Tages” fra hotellet og noget som Marlis sagde som har fået mig til at tænke: “Hvem ved om det bedste er at leve videre” eller sådan noget lignende og Franz der talte om “den lille flamme”.
Men jeg er sikker på at det var et god sammenkomst for os alle – livet er dejligt og vi skal nyde hver eneste dag!!!!!