Morgenbilledet blev først taget 07:07 og det satte jeg sammen i Photoshop af 3 telefonbilleder. Det giver et bedre resultat end når telefonen selv gør det – i mine husmor-øjne. Nå, hvorom alting er, eller ikke er, så er det hele vores udsigt fra altanen en dejlig kølig morgen – man kan næsten se på billedet, at det er en kølig morgen i Schwarzwald i 885 meters højde.
I hotellets “dagblad” kunne man læse dette til morgenmaden, er det ikke det ferie skulle dreje sig om. Jo, det er det, ialtfald i mine øjne!
Men der blev ingen gåture i dag
Jeg havde glemt at fotografere døren ind til vores værelse i går da vi ankom. Der hænger altid sådan en Begrüssung når vi ankommer (det er 3. gang vi er her), rengøringsdamen fjerner den næste morgen. Hvorfor og hvad det egentlig betyder ved jeg ikke, men der står “Herzlich Willkommen” på det hvide skilt foroven.
Steen havde planlagt en tur…
Vi skulle til Titisee og kigge på hvad en træskærer havde i udvalg. Her er hans butik og der er mange mennesker, de venter på en bus.
Træskæreren havde interessante træskærerarbejder lavet af forskellige træskærere – og ham selv. Han er selv mægtig dygtig og har en god viden, og sælger stort set sine ting inden han er færdig med dem. Sådan noget er altid dejligt at høre og derfor var hans butik mest præget af hvad de andre træskærere snittede og det var mest den slags turister gerne køber.
Vi ville egentlig også have besøgt en fabrik der laver kukkuk-ure, men de havde middagslukket da vi ankom. Sagen er den, at vores spørgsmål til træskæreren medførte at han gav en relativt grundig introduktion til hvordan kvalitetsforskellene i bemaling og dekoration af træskærerarbejder markerer sig – det var meget interessant og lærerigt og det vil præge hvad vi evt. vil købe i fremtiden. Helt sikkert.
Vi kørte nordpå op gennem Schwarzwalds smukke landskaber – og Steen opdagede at han igen havde glemt at starte sit GPS-ur 
Endnu et af de smukke landskaber. Læg mærke til træet cirka midt i i forgrunden.
Der havde en person tegnet eller sat et ansigt på. Ansigtet har et lidt forundret udtryk og hvad meningen er, aner jeg ikke – men det fangede min opmærksomhed.
Oppe i en by så vi en masse kukkuk-ure og udenfor var der et kæmpe ur hvor der blev danset rundt til spilledåsemusik.
I butikken begyndte vi at få en lille forståelse for kukkuk-ure og her var der også bjørne udskåret i lindetræ. De er så lette at man tror at det er lavet af plastik. Kukuk-urene er også lavet for en stor del i lindetræ. Det har nemlig, fik vi fortalt, den egenskab at det ikke revner eller “slår” sig ved ændringer i temperatur eller luftfugtighed.
I en by lidt længere nordpå fik vi en iskaffe. Nu havde vi jo ikke fået en i går, da vi i stedet fik en “varm spise” midt på dagen ved Bodensøens bred.
På vej sydpå igen var vi inde og se verdens største kukkuk-ur og her ser vi urværket. Jeg aner intet om den slags.
Læg mærke til hvad vi ser øverst, altså ikke træværket, men den lange hale. Det er gøgens og selvfølgelig sidder den bare der og venter på at klappen åbner sig.
Det gjorde lågen da klokken slog 3. På det tidspunkt stod vi udenfor sammen med alle de andre turister (der pludselig var dukket op) og så gøgen komme ud og sige: “kuuuuuk-pause-kuuuuuk” 3 gange og det var det, men nu har vi set verdens største kukkuk-ur!
Vi kørte sydpå til den middagslukkede fabrik igen og var der 10 minutter før lukketid. Den enlige herre på kontoret var venlig, og vi fik lov til at se fabrikkens ure og de var meget bedre lavet en dem vi havde set tidligere i dag. Han blev endda hos os efter lukketid og forklarede os mangt og meget, vi lærer en masse…
Fabrikken – læg mærke til hvad der er malet foroven
Da nu da dagen alligevel var løbet fra os med træskæreri og kukkuk-ure kunne vi lige så godt lige kigge forbi butikken der forhandler regionens vine. Den har vi besøgt hvert år vi har været i Hinterzarten…
Vi havde tilbagelagt denne strækning i småbyerne og det bakkede landskab. Ja, som nævnt ovenfor blev GPS-uret tændt lidt sent. Den grønne dråbe skulle egentlig være sammenfaldende med den røde.
…og turen havde ført os både op og ned.
Tilbage på hotellet trængte Steen til espresso. Jeg blev i det vinøse og læste videre i min bog på ipaden. Steen læste i brochuren om kukkuk-ure.
Hotellet har 3 spisestuer og i år er vi placeret i den med alle kukkuk-urene. Den har vi ikke siddet i før, men de 2 andre spisestuer er også indrettet i hver sin stil. Dette er udsigten fra “min plads”.
“Vores spisehjørne”. Jeg måtte genne Steen ned og tage billeder inden spisetid, da det ellers er umuligt på grund af de andre spisende gæster.
Vi valgte vital-menuen, vi er vel vitale mennesker…
Stubenküken. Ja, vi vidste da at det drejede sig om fjerkræ, men hvem har i dag fjerkræ løbende inde i stuen 
så tjeneren blev stillet spørgsmålet og han svarede at det var fjerkræ der havde gået inde i stalden og at det var ligesom Stubenkindern og ja, de var jo inde i stuen. Nu kender jeg heller ikke helt det udtryk med børnene, men sådan er der så meget…
Aftensbilledet fra altanen. Man kan fornemme at det er lidt køligt – dejligt! Skyerne kan jeg ikke tolke, men spændende er de.
Deres dagscitat skal vi vil også lige tænke på, det er jo noget man ikke kan gøre om. Steens og mins “Joan” havde som livsstil at opfylde så mange af sine drømme som overhovedet muligt og det var det hun gav videre, har hendes bror fortalt os efter hendes alt for tidlige død. Til ære for Joan skal vi også gøre det. Vi skal lade være med at miste vores drømme – vi skal gribe dem og tro på dem.
Livet skal nydes!