Vejrudsigten for i dag fredag den 23. august. Den for i morgen er vi egentlig ligeglade med, for da skal vi køre hjem.
Efter et kig ud over det dejlige landskab, tænkte jeg at jeg altså ville ud og gå en tur i dag, for i morgen skulle vi sidde i bil hele dagen. Steen havde en travl dag foran sig, mente han og hvad skulle han da lave? Jo, han skulle pakke bil og planlægge hvilken vej vi skal køre hjem 
Men han gik alligevel ned i receptionen og spurgte om hvilke ruter de ville anbefale, derefter mente han ikke at han havde tid til den længste og flotteste, men den næstlængste og næstflotteste mente han godt han kunne få ind i sin planlægning 
Vi gik ned gennem Hinterzarten og forbi deres Majstang. Vi skulle ned til hvor turen startede ved Schuhhaus Hug.
Jeg forstod lidt efter lidt hvorfor Steen helst ville gå denne tur af de 3 receptionsdamen havde anbefalet. Det var selvfølgelig for at han kunne begynde at fravænne sig ferien og vænne sig til dagligdagen. Her går vi langs jernbanen og der kan anes et rødt tog. Det var de vante lyde fra hans dagligdag
Vi kom forbi et sted hvor nogle havde haft sjov med at lave en svane ud af et gammelt bildæk og malet den hvid, så nu havde de en fin svaneurtepotte 
Efter at toget var drejet fra for at køre højere op, blev vi ved med at gå nedad og nedad og fulgte et brusende vandløb.
Vi kom til et gammeldags opsavningssted og det blev åbenbart drevet af vand fra vandløbet, men jeg aner absolut ingenting om den slags.
Steen var inde og fotografere og for at se på det hele, han kan sikkert forklare hvad der er. Steen forklarer: Først sørger man for vandforsyning til møllehjulet, så det kan snurre rundt. Det klares ved den “vandledning” vi så på forrige fotografi. Det snurrende møllehjul virker som en elmotor i dag og hjulakslens rotation omsættes til lodrette bevægelser og med en savklinge monteret kan man dermed få den til at gå op og ned og dermed save en træstamme i lange planker. Senere så vi at princippet var udbygget til at have 9 savklinger i parallel så hele stammen kunne saves op i et “hug”.
Her er mekanismen bag, og hvis nogen har lyst til at lære nogle tyske ord, som de kan slynge om sig med, så er her nogle…
Mange steder løb der vand ned, der var hele tiden en rislen…
Vi skulle under en meget trafikeret hovedvej i flere vognbaner, dagligdagens lyde ville Steen gerne vænne sig til…
Her er et fotografi af en vanddrevet sav med mindst 9 klinger, som kan klare en fyrrestamme i en omgang og levere 10 planker!
Den røde prik i billedet er mig på vej under jernbanebroen på vej ind i Ravennaslugten. Broen er tilsyneladende kendt, for vi så den på postkort i sammenhæng med Ravennaslugten. Broen kaldes Ravennabrücke og det er ikke originalen vi ser her. Denne er bro nr. to på stedet og den blev bygget i 1926. Buerne har en højde på 36 m og den er 240 m lang og stiger 12 m fra den ene ende til den anden.
Dalen var smuk, så smuk at der også var flere mennesker derinde for at se på det rislende vand i slugten.
Steen havde nu fået gang i benene og mente at han havde tid til den fulde rute, og nu var det gået opad og opad og opad og pludselig var der en bænk med helt nye planker på. Den var som skabt til os, så vi satte os og fik et lille hvil.
Senere igen endnu en bænk. Men tro mig, det gik bare OPad og OPad, så de små hvil var mere end velfortjente.
Vi gik endda det sidste stykke op på Piketfelsen for at se den annoncerede smukke panoramaudsigt – nå, ja…
Når man nu har gået så meget opad, har man også glæden ved at gå nedad. At gå for stejlt nedad er slet ikke lykken, men her gik det jævnt nedad.
Igen tog vi en lille omvej, for at komme til en Einkehrmögligkeit, et sted hvor man på sin gåtur kan få en lille primitiv forfriskning. Her køber man hvad man vil have, og her leverer man sine brugte ting tilbage. Ordnung muss sein.
Man kan slet ikke se eller gætte sig til hvad vi fik. Vi fik 2 Äpfelschorle, til de uvidende er det halvt æblesaft og halvt mineralvand med kulsyre. En ganske dejlig forfriskende drik som mange tyskere også gerne tager til maden. Drikken er ikke rød. Farven her skyldes at glassene er reklame for Coca Cola.
Sådan så stedet ud og det hed Gasthaus Ketterer.
…og ikke langt derfra kom vi forbi den Herrgott.
Og ikke meget længere fremme kom vi forbi dette glade – hmmm, hvad skal vi kalde det? Måske kan vi kalde det en træcollage, der sad på et skur. De ting der er på, er savet ud enkeltvis og så klistret på.
Lige før vi var tilbage i Hinterzarten så vi en Schreiners marketings-gadget. En Schreiner er en møbelsnedker og her er han ikke bange for at vise at han altså laver stole. OK, det er gætværk, jeg aner ikke hvad han laver, men en stor stol er det…
Os, vi svingede ind på Café Diva, et sted jeg har haft et godt øje til, men vi havde hidtil ikke haft tid til at afprøve det.
Vores fodtøj…
…og deres modsætninger: Diva’ens – og jeg ved godt hvilket fodtøj jeg har det bedst i og jeg har også lige købt mig 2 par nye støvler og nogle gåsko der blev kaldt Halbschuhen.
Vores iskaffe hos Diva’en var en af de bedre af slagsen Vi bliver efterhånden kendere af den slags som vi kun drikker når vi er på sommerferie, og det blev så den sidste på årets sommerferie.
Vores gåtur havde ført os rundt i terrainet.
Og som beskrevet var det gået nedad og opad og nedad – 16,8 km i alt og vi havde været nede i 714 m og oppe i 1049 m højde.
Eftermiddagskaffen på “vores private balkon”, øh, min eftermiddagskaffe og Steen tog det samme. Han havde pakket al vor bagage og indkøb, bortset fra de tasker vi endnu havde brug for på værelset indtil i morgen, og bilens bagagerum var propfuldt. Han skulle nu finde vejen hjem – uden om Freiburg, hvor der var vejarbejde der medførte 45 min forsinkelse, og den ville han gerne undgå.
Vores aftenmenu var en kryds og tværs mellem Badsches Menu, Vitalmenu og Vegetarische Menu. De fleste valgte sjovt nok menuen fra Baden, de må lave god mad der
Retten efter brødet med kräuterdippen. En meget velsmagende capaccio af sprøde rodfrugter.
Moderne kartoffelsuppe, som serveringsdamen i Dirnl-dragten sagde.
Fiskefrikadeller, meget velsmagende, kogt som man koger melboller til suppe.
Den Badenche dessert som var noget Gries (grød af en slags) med Mirabellenkompot og Chokoladehobelspäne (chokoladehøvlspåner). Den smagte overraskende godt.
Nu skal vi så tilbage til “Steens køkken” derhjemme i Chantilly!
Denne hænger ude på gangen og Steen har altid elsket Spitzweg, så hver dag er Steen blevet forberedt på det dejlige at vende tilbage til et dejligt arbejdsliv. Livet er jo dejligt!
Dagens citat var dette – Ja, hvad skal man sige? Jeg mener vel egentlig, at nogen gange skal man tage sig sammen til noget man bør gøre/eller få gjort og så bliver man dejligt tilfreds med sig selv, når det er gjort og kan man klappe sig selv på skulderen og smile til sig selv og sige “I did it”!
Nogle gange skal man også tage sig selv sammen til hvor og hvordan man vil holde ferie, for en ferie med Tapentenwechseln er en god ting, men det medfører også det dejlige ved at komme tilbage til det vante efter en ferie og det ville man ikke føle hvis man ikke var væk.
Samtidig skal man altid huske at være taknemmelig, taknemmelig over alt det postive en dag giver en – men man skal ikke vente på at ting kommer af sig selv…
Aftenhimmelen er farverig og voldsom som om det er en kontrast mellem ferie og den dagligdag der er på vej, men gør det noget?