Den sidste morgen i Hurup i denne omgang. Vejret kunne blive hvad som helst her klokken 05:15, ja noget vi vil savne er alle de lyse timer i døgnet….
Vi spiste det sidste morgenmåltid på det dejlige hotel, der er så dejlige, venlige og dygtige medarbejdere der – det er et godt sted!
Et på gensyn til den velsmagende Thyboost, ja og noget jeg ikke har smagt, men som normalt serveres til den, er en hybenmarmelade, den spiser Steen som marmelade på rundstykker og lovpriser den. Ak ja, så er der også den dejlige kornblomstost… Nu skal jeg ikke klage, de dejlige oste er en fin afveksling fra de franske og dem glæder jeg mig allerede til at gensmage. Hvor er det dejligt med alle de forskellige oste fra alle de forskellige lande….
Hjalmars formiddags-gymnastik ses ikke på fotografiet, men han har løftet armene højt for at vinke farvel. Vi var lige deromme en ½ times til inden vi kørte videre.
Vi kørte gennem Jylland og inden vi så os om passerede vi grænsen til Tyskland. Det store flag til venstre er det danske og hvor er det blegt i modlyset. Det var blandingsvejr som fra en blandingshane, dog bestemte vi ikke i hvilken retning den skulle drejes, men det regnede ikke da vi forlod Dannevang.
Bilen ønskede benzin og vi en espresso lige før Rendsborg, her er papkrusene dekoreret med kaffehøstende kvinder. Normalt får man et låg til at presse fast på bægeret når man køber en take-out kaffe, men ingen af motorvejsbutikkerne har små låg der passer til små espressobægre. Derfor lægger vi et større over på turen fra butikken til hvor bilen er parkeret. Og, som det så ofte sker, blæste lågene af da bægrene blev stillet på taget af bilen, men som pæne milijømennesker for vi om på den anden side af bilen og hentede dem. Ellers kan man se de smukke grønne træer og en varierende himmel spejle sig i bilens beskidste tag – men, forresten, de er jo også det vi ser ovenover, så hvorfor nævne det?
Men er det at gøre holdt og drikke kaffe tidsberøvende eller ej? Ja, det er på bedste Shakespearevis spørgsmålet! Da vi kom ind i bilen og fik den startet var turen blevet længere både tidsmæssigt og kilometermæssigt og Fraulein Daimler sagde på dansk at turen var blevet ændret på grund af trafiksituationen, og vi kunne se at der var røde biler nede ved tunnelen, hvilket betyder at intet bevæger sig. Så vi lyttede og tog den anbefalede rute. Men vi aldrig får at vide om vi skulle have taget denne alternative rute eller ej, og spørgsmålet er hvis nu vi ikke havde holdt kaffe/benzinpåfyldnings-pause ville beskeden så have været ændret. Men er det vigtig at vide eller er det ligegyldig?
Så det blev en bro over Elben øst for Hamburg der blev fotograferet gennem en beskidt forrude, men det er vel også ligegyldigt…
På grund af omvejen besluttede vi at overnatte i Bremen istedet for at køre 2 timer mere til Münster, men det havde vi jo slet ikke noget imod. Bremen er for os en dejlig by.
Et hurtigt kig ud af hotelvinduet fik os til at tage regnfrakke på, men det havde også regnet den sidste del af turen. Steen ville lige se om han skulle have en grønsagsmandolin, men det skulle han ikke. Han havde jo set den helt rigtige i Japan, men det er jo ikke lige om hjørnet.
Det var blevet alt for set til kaffe, men så var det jo blevet vinotid i stedet, så vi gik ned til den vino- og tapasbar som vi lærte at kende på køreopturen. Vi fik lidt flutes, oliven og noget tapassnask (vist nok aïoli) til et dejligt glas tysk feinherbst riesling. Det er første gang vi får en feinherbst, hvilket vist nok er en nyere betegnelse for en halvtør vin, men den var udmærket til apperitif.
Efter vinen gik vi en lille tur over markedspladsen for at hilse på Roland. Det tyske flag var ude at hænge, hvorfor ved jeg ikke, men Roland passer stadig på byen og det siges at hvis han går til, så har man er kopi gemt væk i en kælder. En by kan ikke klare sig uden en skytspatron – og Bremen kan ikke klare sig uden en Roland.
Vi gik en runde, da vi ville kigge efter en beværtning, hvor vi måske ville spise, for den var blevet rost. Vores vej førte forbi et sted hvor et moderne hus blev revet ned – det stod mellem gamle bygninger. Steen mente at det lignede en dinosauer der gnavede løs af bygningen…
Det regnede og regnede og vi endte på bistro Grashoff, der ligger lige ved siden af hotellet. Til forret fik vi en kold anretning af grønne og hvide grillede asparges med skinke og parmesan til og det var hældt over med en olie, som Steen var meget begejstret for fordi den var “så dejlig frugtig”, så han købte en flaske med hjem, hvad den hedder husker jeg ikke. Derefter var der denne Seesiebling (fisk), som jeg ikke aner hvad hedder på dansk med Bärlauch-risotto. Jeg mener at Bärlauch er det samme som ramsløg.
Her tilberedes vores dessert. Ja, vi var næsten de sidste, køkkenet lukker for bestillinger klokken 19. Det er en klassiker på stedet – en æblepandekage med fine skiver af æble integreret i den, der flamberes i Grand Marnier og drysses med sukker mens det brænder.
Sådan så den ud serveret. Det er en tynd panekage, den smagte godt, den forekom os ikke sød. Det virker elegant med de tynde æbleringe i pandekagen.
På vej op til 5. etage i elevatoren.
Da klokken kun var knap 20:30 besluttede vi at arbejde lidt. Der er altid så meget man gerne lige vil nå. Nå, vi blev ved indtil Sandmännchen kom og dryssede sand i vore øjne.
Sandmännchen kommt geschlichen
Und guckt durchs Fensterlein
Ob irgend noch ein Liebchen
Nicht mag zu Bette sein
Und wo er nur ein Kindchen fand
Streut er ins Aug’ ihm Sand
Schlafe
Schlaf du mein Kindlein
Schlafe ein