Nisserne hjalp til med at pakke kufferterne og de talte om hvilke begivenhedsrige dage det havde været, og hvor spændende det lød, det der lå forude. De hørte ord som “køre”, “aflevere bil”, “teater”, etc. og de glædede sig til nye eventyr.
Plejehjemsnissen Hans ville lige med ind for at sige farvel på Åbakken, han havde nemlig haft en god tid med alle de mennesker dernede både beboere, besøgende og plejerne. Det var et dejligt sted, men selv om Hans var en halvgammel nisse, så glædede det ham at være sammen med den nye nisseflok og han følte sig endnu ikke helt parat til at få sin egen plejehjemslejlighed på nisseplejehjemmet. Han vidste dog ikke helt hvad der ventede ham, for nu skulle han forlade Hurup, men det følte han sig vældig parat til.
Der var en trængsel på bagsædet, men alle var i godt humør. Engleanden nægtede dog at sidde i sele, sådan noget gjorde ænder ikke, den var bange for at det ville slide på den flotte fjerdragt. Anden havde meget svært ved at forholde sig i ro, for nu kom den jo fra Flensborg Fjord området, hvor den havde søgt tilflugt på et hotel i det kolde og blæsende vejr, havde mødt nogle nisser: Valdemar, Jørgen, Hans og Karen og derudover var Jes jo stødt til dem dernede. Da anden så Oddesund tænkte den at her i Limfjorden var der vand masser af vand. Den måtte altså op foran og kigge ud, men nu var det at Inge og Steen holdt på sikkerhed i en bil, og den måtte lige overbevise dem om, at for ænder var det lidt anderledes.
Men da engleanden hørte om en lastbil på tværs af vejen og bilkø og venlige bilister, der lod os komme forbi kunne den ikke modstå det længere og fløj om foran og landede som en anden kølerfigur – men dog indenfor. Der var en del blæst udenfor, men den nød at se Lillebælt da de kørte over broen. Ovre på Fyns land kunne anden dog se at der var nye forhindringer forude, som skyldes “glo-kørsel” – dermed forstået at i retning af København var der egentlig ingen reelle trafikproblemer, men ovre i den modsatte vejbane var flere biler kørt sammen ad flere gange og det ville mange af bilisterne i østgående retning ikke gå glip af – de ville alle se de enkelte detaljer ved ulykkerne og bremsede derfor ned. Anden lærte ordet “idioter!”.
Huhej, hvor det gik da “glo-bilisterne” var færdige med at glo, trafikken blev mindre og mindre og vejret blev bedre og bedre, skyerne forsvandt og solbrillerne kom på næsen. Nu var det Store Bælt som engleanden fik at se. Kun den sure dame ved betalingsdimsen som ventede for enden af broen havde nisserne, menneskene og engleanden nu at skulle overstå. Endnu vidste de det ikke, men de følte alle at det ikke var vores skyld at damen ikke havde haft så dejlig en jul som alle her i bilen.
Hvem har brug for navigationsudstyr? Det må være de, som ikke har en engleand – det ser ud som om der bliver rappet noget til chaufføren hele tiden 🙂
Først kørte alle til hotellet for at tømme bilen for kufferterne, og uhmmm!… der var også Frejas dejlige kransekager, uhh!… det ville blive godt her, men nu var jagten på Steen gået ind! Ham var der tilsyneladende altid jagttid for, for en af de tossede parkeringsvagter Steen har et lidt anstrengt forhold til – de er alt for emsige, nemlig – kom ud af mørket for at fotografere bilens nummerplader, mens Steen lige var inde med den sidste kuffert. Nå, han nåede det lige for der sad ikke et bødeforlæg i vinduesviskerne da han og Inge, samt Valdemar og Hans steg ind og kørte hen til Gammel Kongevej for at aflevere bilen. Efter det var sket gik de tilbage til Kongens Nytorv, hvor der endelig var en kaffebar åben, her fik Inge og Steen en dobbelt espresso mens alle 4 delte en chokolademuffin. Den var nu ikke det mest lækre efter at alle nu var godt forvænte med Birkevejs dejlige bagværk. Men kaffen gjorde Inge og Steen godt, fornemmede nisserne – turen havde taget meget længere tid end normalt, forstod de og havde uddraget den lære at man skal undgå at køre til København 2. juledag, for da er landevejene fulde og byen tom!
Inge og Steen var kun lige kommet et par skridt udenfor kaffebaren før de begyndte at tale om vin, selv om klokken ikke var 18, men de mente at der var formildende omstændigheder. Hvad disse omstændigheder rent faktisk var nåede nisserne ikke at få helt klaring på, før Inge og Steen drejede ind i en restaurant i et af kaffebarens nabohuse, satte sig i baren og bestilte et par glas vin. Tjeneren skænkede en italiensk hvidvin, der blev skålet og roen faldt over det lille selskab. Dog varede det ikke så længe før deres maver begyndte at rumle og de enedes om at det måske ikke var helt tosset at spise en lidt tidlig aftensmad. Så de blev på “Signatur”, som restauranten nu hed, og skiftede til et bord i restauranten. Her fik Steen snart bestilt sig en berømt flæskestegsburger – nisserne havde set på menu-kortet at den var berømt, for der stod fremhævet: “Signaturs berømte flæskestegsburger med rødkål…” og det valg var Olga og Valdemar var meget tilfredse med. Julen længe leve! Inge tog 5 slags danske egnsoste, så da vejen senere gik tilbage til hotellet var maverne fulde og alle mætte.
Det havde været en lang dag for alle nisserne, men tilbage på hotellet ville de alligevel lige op i vinduet og kigge ud over havnen mod operahuset. Deres godnat-nissemøde blev derfor holdt der, og de begyndte igen at snakke om engleanden, at den skulle de nu nok alligevel passe på, selv om jægeren var langt borte. Hvad nu hvis den trængte til en flyvetur, med dens englevinger? Anden sagde at den skulle da nok være artig…..