27. december 2012

1814

“Juhuuu, her er vi alle 4 – kan I se os? jublede Olga og Valdemar, da de stod på morgenbordet og kiggede på stearinlyset i det røde glas. Med “os” mente de sig selv og Inge og Steen. Dette morgenmads rum var ganske anderledes end dem i Hurup og Kollund. Her var mange fremmede tungemål, men såvidt som de kunne høre, var der ikke andre nissemål, ja de så ikke en eneste nisse.

1817

Hotellets personale var ved at gøre Inge og Steens værelse rent, da de var blevet færdige med at spise morgenmad, så Inge og Steen benyttede lejligheden til at vise Olga og Valdemar bla. dette kort som hænger ved elevatorene –  et lidt sjovt kort for det, der er opad på kortet er mod vest, så vi har Sveriges kystlinie i bunden.

1819

Olga og Valdemar blev også vist hvor de kunne hente glas og is, altså den slags man putter i vand for at køle det.

1823

Inge og Steen begav sig op til Torvehallerne hvor de ville købe sandwich til aftensmaden, Valdemar og Jes, som de flinke nisser de nu er, fulgte med og fik tid til at kigge lidt ud på Linnégade mens maden blev smurt, det var overhovedet ikke spændende – snarere kedeligt.

1824

Derefter trængte de til en kop kaffe med lidt til og drejede fra på Amagertorv ind i den lille gyde til The Royal Tea Room, eller hvad stedet nu hedder, hvor de også kunne få et par stykker smushi til. Valdemar og Jes hørte dem snakke om disse “smushi”, men fik ikke helt fat i hvad det egentlig drejede sig om. Inde i gyden blev de distraheret af et utilstedeligt rod! Ja, det var da meget fint at hænge julemandens tøj til tørre, men man burde da have respekt for disse prægtige og fornemme klædningsstykker, og ikke hænge dem midt i denne gang baggårdsrod! Nisserne gemte sig nede i rygsækken, for hvad nu hvis deres tøj skulle udstilles på denne måde – uff da!

1825

Der var stort ryk-ind men heldigvis for Valdemar og Jes fik Inge og Steen ret hurtigt en plads, så nisserne kunne komme op af rygsækken og få set sig omkring i caféen. De var nu blevet vante til at alle mennesker smilede til dem, og regnede med at det bla. skyldtes at de havde gode manerer.

1828

Nu serveredes smushi’erne! Inge og Steen havde bestilt smushi’er med sild med mango/kapers/karry og vist også æble, samt en med letrøget laks med noget cremesovs til. Begge smagte glimrende. Steen tog en Orla og Inge det rene vand. Nisserne var tilfredse med stemningen i lokalet. Der var godt efterjulehumør overalt.

1832

Valdemar og Jes var meget tilfredse med at Inge og Steen bestilte kaffe efter smushi’erne. Nisserne syntes nemlig at caféens kopper var så smukke og dejligt julede. Steen mente at så skulle de da lige have en kage til kaffen og Inge valgte en nøddetærte med flødeskum til, hvilket Steen også gjorde efter at have set den i vitrinen. Det syntes nisserne var en rigtig, rigtig god ide, for så kunne de også beundre de dekorerede juletallerkener…

1835

Inge og Steen var lige nede på hotellet inden de gik videre op ad kajen til Løgismose – det drejede sig vist om en rødvin til aftensmaden, hvis nisserne havde hørt rigtigt. Men Valdemar og Jes var blevet trætte og hoppede ud af rygsækken for at få sig et hvil i dobbeltsengen og to af plejehjemsnisserne, nemlig Jørgen og Hans, mente at de nu var udhvilede nok til et lille eventyr, så de afløste Valdemar og Jes i rygsækken.

Lige efter Amaliehaven lod de sig fotografere på den berømte “akse”. Her lagde de mærke til at kronprinsen havde fået hejst flaget så alle kunne se at han var hjemme. Det synes nisserne var en sjov og praktisk idé, for så kunne man da altid se hvornår folk var hjemme eller ikke, så  man gik ikke forgæves på besøg….

1837

Derefter var nisserne med hos Løgismose. Det var absolut en butik der passede dem godt, rigtig godt, ja, så godt at de gerne ville mindes deres tur dertil. De bad derfor Steen om at fotografere sig foran butikken.

1838

Lidt fup blev der også tid til. Hans, Jørgen og Steen fandt hver deres plads i…  ja, hvad var det mon for et kunstværk? Ingen af dem vidste det…

1842

Fordi det blæste temmelig meget og voldsomt, hoppede plejehjemsnisserne Hans og Jørgen op i en ring, eller hvad sådan en dims nu hedder, som skibe fortøjer sig ved. Blæsten var voldsom nok for nisser og de var bange for at falde i havnen og at deres tøj derefter ville blive hængt til tørre som Jes og Valdemar havde fortalt at julemandens på uanstændig vis gjorde. Hans og Jørgen beundrede den sene eftermiddagshimmel, ja, solen gik jo tidligt ned i København her i slutningen af december.

1843

Jes og Valdemar havde fået hvilet lidt og var igen parat til nye eventyr. De turde ikke tage engleanden med for de hørte noget om at sejle over til Operaen, men på turen tværs over havnen hoppede de da selv op for at se ud af vinduet, selv om der stod at alle passagerer skulle sidde ned under overfarten.

1848

“Foyeren” sagde Steen, at det hed, der hvor de kom indenfor i Operaen og gik hen for at hænge frakkerne i garderoben. Nisserne valgte at beholde huerne på, da de ikke ville være rigtige nisser uden dem, og hvem havde i øvrigt set nisser uden huer? Ja, de spurgte bare og fulgte Steen med øjnene da han gik over til baren for at hente et par glas hvidvin og sandwiches.

1852

Steen tog Valdemar og Jes med op for at se det meget smukke glaslamper.

1853

Og endelig gik Inge og Steen ind i operasalen hvor de til nissernes overraskelse sad helt henne foran på allerførste række. Derfra havde de fin udsigt til både scene, orkestergrav og alle balkonernen oppe på siderne og bag ved og benyttede lejligheden til at få det hele med inden der blev for fuldt af folk. Der var mange børn blandt publikum. Ja, der var folk i alle aldre, som skulle se “Den fiffige ræv” og de lod alle til at glæde sig. Nisserne fandt det hele meget spændende og sad musestille under hele den 90 minutters lange forestilling. Tilsidst blev der klappet, bukket og nejet og klappet, bukket og nejet endnu engang.

1860

Efter sejlturen og den korte gåtur tilbage i kulde kom Jes og Valdemar som to meget trætte nisser hjem til hotellet, men de fik ikke lov til at hvile sig, for alle de andre nisser ville vide alt, hvad de to havde oplevet. Der var ikke andet for end at de måtte finde hjemmesiden for “Den fiffige ræv” og låne iPad’en så de andre nisser kunne se de små videoer der var fra stykket, hvilket forårsagede en værre palaver blandt nisserne. Inge og Steen spiste imedens fredeligt deres sandwiches mens de stille og roligt snakkede om forestillingen de havde set ovre i operaen.

This entry was posted in Julen 2012. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *