Taxien hentede os 10:30, hvilket gav os 2.5 timers tid i lufthavnen inden afgang kl.13:35. Der er det ved at komme i god tid, at stress-nivauet mindskes fordi der er margin til at stå i kø, og fordi det giver en afslappet tid i loungen inden afgang.
Her kan man nemlig dreje en runde omkring toiletterne uden at skulle være bange for at ens lille trillekuffert triller bort, ført af en fremmed, og så er de for et reduceret klientel. Man kan også få sig et lille måltid, og inden det et glas med vand og et med champagne. Man kan hente aviser og blade af diverse slags og ellers forbinde sig til nettet, og runde af med en lille frisklavet espresso. Med andre ord, man kan lade hvilen og freden falde over sig.
… indtil det er tid til at gå ombord i flyet, denne gang et Boeing 777-300ER. Nu havde vi checket ind på sæderne 7a og 7b, men Steen spurgte i lufthavnen om der evt. var et par sæder lidt længere fremme, så vi kunne få større afstand til toiletter, køkken etc. Jo, det var der, sagde damen i lufthavnen. Sæderne 5a og 5b var ledige, og dem fik vi så. Steen var tilfreds.
Ombord blev det klart, at damen havde givet os et par sæder længere fremme, men hun havde ikke sagt at vi så ville være lige bag toiletterne og på den travleste strip i flyet for køkkenafdelingen var lige i udsigtshøjde og inden for halvanden meter. Merde alors! Troede at der var hentet en forbedring ved check-in, men det var der tværtimod ikke.Det skulle være så godt, men så var det (relativt) skidt.
En lille overbliksrunde mht. belægningen afslørede at de 3 midterste sæder, længere fremme og lige bag 1. klasse sektionen (som var tom) var frie, og en kort forhandling med stewardessen medførte at de blev vores, efter at passagerne var blevet talte. Det gjorde unægtelig en forskel. Her er ro, og her kan vi skrive dette lille indlæg på rejsebloggen.
Nu skænker de gerne champagne medens man venter på at trille ud på startbanen, og den kom vi pga. flytningen ud af synkronisering med – en detalje som besætningen høfligt og lynsnart rådede bod på.
Ja, så var der kun at checke alle knapperne, der kan drejes og trykkes på alt efter hvilken komfort man ønsker, og ellers komme i luften. Det kom vi så og de havde lige serveret amuse geulen (Bulle de tartare de tomate et de mozzarelle) og aperitiffen (mere champagne) da vi røg ind i en forfærdelig turbulens syd for Amsterdam, så vi måtte alle sidde med vandglas i den ene hånd og champagneglas i den anden, som gik op og ned alt efter G-påvirkningen. Lidt ubehageligt, så det roligere vejr over Tyske Bugt var velkommen, og da vi krydsede ind over Sønderjylland var vi tilbage hvor der kunne koncentreres om det væsentlig, nemlig at vælge hvad vi ville have at spise.
Menuvalget endte ved flg.:
L’entrée: Terrine de foie gras au café, tartare de duo de saumon, julienne de légumes à l’huile d’olive, jeunes pousses d’épinards.
Le plat chaud: Seiche (blæksprutte) à la brétonne, riz basmati, julienne de courgettes.
Vi sprang over osten, det var trods alt kun eftermiddag for os endnu.
Dessert: Trio de mousse à la noix de coco, mini sablé au chocolat, tartelette à la poire et au coing. Denne lille trio vi lod ledsage af en lille sorbet.
Vi valgte en rød bourgogne fra Mercurey, som var helt efter vores smag, med syre og karakter.
Inge undlod kaffen, men til Monsieur lavede de en espresso déca (så kan man stadig sove, når man skal lege at det nu er nat).
Så var der digestif’en der skulle tages stilling til. Det lod vi champagnedistriktet klare, til dyb skuffelse for både Cognac og Armagnac.
Under måltidet bevægede vi os op over Danmark, Sverige (næsten lige over Uppsala, så vi kunne se ned til Marie), over Ålandsøerne, det sydlige Finland og er nu i skrivende stund over den sibiriske kyst langs Karahavet, hvor Steens oldefar og Daphnes resterende besætning sad fastskruet i isen i mere end et år under en arktisk ekspedition i 1893. Det var dengang mænd var mænd og skibe var lavet af træ.
Nu om dage flyver vi hen over området i 10 km. højde, spiser fremragende og med en finger trykker sekventielt på en 4-5 knapper for at forvandle sædet til en komfortabel liggestol., så vi kan lege at det er nat som i Japan – efter at have klappet laptoppen sammen, naturligvis.
De 9945 km blev tilbagelagt på 10 timer og 50 minutter, og det nåede at blive godt hen på morgenen inden vi landede i Narita. Sidste gang vi var i Japan landede vi ikke her, for da fandtes lufthavnen ikke. Men det er også 25 år siden og dengang var Haneda mellem Tokyo og Yokohama hovedlufthavnen for udenlandske destinationer. Det ville ellers have passet os godt at den stadig var det.
Men så fik vi i stedet prøvet at køre med Narita Express Train gennem Tokyo og her ned til Yokohama.
Inden vi havde den oplevelse, var der en anden, og det var den udsøgte høflighed som immigrations og toldkontrollørerne udviste for de rejsende de nu skulle betjene. Der blev hilst, der blev bukket og der blev smilet og der blev takket. Og der var desinfektionsvæske til når man havde fået pegefingeraftrykket fotograferet og målt. Og inden den oplevelse var der den at Air France serverede en ganske dejlig morgenmad. Croissanten manglede naturligvis ikke, heller ikke de små brød og smørret fra Normandiet – men der var også lune retter, deriblandt en duo med æg, som vi valgte. Roulé d’œuf au gruyère, roulé d’œuf aux épinards et sauce tomate. Den smagte ganske fortrinligt, selv flykaffen var god, så med den efterfølgende yoghurt med müeslidrys var vi godt rustede til at finde frem til hotellet.
Det gik fint med eksprestoget.
Dets låsemekanisme til kufferterne virkede både da der blev låst og låst op
. og vi kom ud på Yokohama Station som forventet, men da slog vores manglende japanskkundskaber til. Vi kom ud helt nede i den sydligste ende af stationen, hvor taxistationen var i den nordligste. Men ved at spørge om vej kan man vel sige at vi har fraterniseret med de lokale.
Taxifordeleren var en ældre herre med hvide handsker. Han delegerede en taxi til os og straks sprang en tjenestevillig chauffør ud, dog ikke med hvide handsker som for 25 år siden, for at læsse vores 3 kufferter og 2 trillekufferter ind i sin bil. Hans kasket havde hvidt sommerovertræk og bilsæderne ligeså. Derudover mere hvidt hæklepynt i vognen.
10 minutter senere var vi ved hotellet, som gerne tog imod vores bagage, men som ikke havde værelset klargjort. Nu kom vi meget tidligt, så det var der ikke noget at sige til. Så vi gik os en tur imedens.