Yokohama har Asiens største China Town uden for Kina, og der var vi inviteret til at spise kinesisk af vores “forbindelse”, Naomi.
Hun ses her i midten med stor håndtaske. Til venstre har hun Michael Cummings, som var den der foruden os var inviteret til at udstille en samling quilts. Til højre, et par skridt bagud, ses Inge.
Indgangen til restaurant Heichinrou mindede mest om et konidtori…
…men der inde ventede rensdyrene…
…og det gjorde vi også medens bordet blev frit. Nu er Heichinrou ikke hvilken som helst restaurant. Den er Yokohama China Town’s ældste og kendeste restaurant og den blev grundlagt i 1884 (kig selv her http://en.wikipedia.org/wiki/Heichinrou og her http://www.heichinrou.com/mainpage.html), så det skulle være værd at vente lidt på. Det viste sig også at være tilfældet. Men alt det vidste vi slet ikke noget om, da vi sad der i sofaen.
Nu er der madinteresserede læsere af denne uformelle rejseblog, så vi kan lige gå menuen igennem, som Naomi senere ved bordet efter studiet af 2-3 menukort sammensatte og som vi i fællesskab bestemte skulle ledsages af en kalifornisk chardonnay. Der skal straks beklages at en af de 8 retter ikke blev fotograferet. Hvordan forglemmelsen kunne ske står hen i det uvisse. Men lad os starte med begyndelsen – det er altid et godt sted at starte.
Første ret var en tallerken forskelligt, nemlig and (midt i nederst), gris med karamelliseret skorpe (tv), kogt reje, blæksprutte (th) og det, der ligner stuvet kål underst, er ikke kål, men vandmand, der var tilberedt al dente. Der serveredes en lille skål med meget stærk sennep til det lille stykke gris, som i øvrigt mindede om barndommens sukkerglacerede hamborgryg nytårsaften. De mørke spisepinde anes yderst til højre i fotografiet.
Derefter hajfinnesuppe. Bemærk skeen.
Så tofu med dampede forårsløg.
Og som afveksling en kæmpereje i pikant sauce, som vi fik kniv og gaffel til.
Stegte ris med æg. Bemærk igen skeen og at den lægges foran på tallerkenen, som vi tidligere har vist fra thesalonen i hotellet.
Så kom retten der ikke blev foreviget. Det var en hvid fisk. Derefter var der en meget interessant anderet (se fotografiet nedenfor). Andestykket var skåret meget tyndt ud og lagt på en slags filodej. Der var en cracker (nederst) med rejer i og det røde og hvide var en grøntsag som mindede om syltede asier. Rød og hvid er farverne i Japans flag (I husker farverne på rosetterne der lå på vores stole ved prisoverrækkelsen). Denne lille ret med and var den sidste inden desserten og vi spiste den med pinde.
Desserten var lavet af mandler og serveredes med et lille mynteblad. Den var meget let og vi diskuterer stadig hvordan den mon blev fremstillet, for hvordan får man mandelmælk (som ikke har en dråbe komælk i sig) til at blive tilpas stiv uden at blive så stiv som en budding? Bemærk også her, hvordan skeen ligger – foran.
Slutningen kom i form af en kop oolong the.
Og så var vi så mætte, at der ikke var plads til en bid mere. Imedens vi spiste lå vores rygsæk og kamera på en stol i hjørnet, pænt dækket hver især med en hvid stofserviet. Vi fik at vide, at i Japan kan man godt lide at dække ting til. Vi sluttede af med et gruppebillede, hvor baggrunden er den “have” vi havde ved siden af os, den var bag glas.
Vi skiltes ved hotellet. Michael tager via nogle omveje tilbage til New York, Naomi har som chefredaktør meget arbejde foran sig, og vi vil i morgen tage tilbage til Paris. Dejligt internationalt, ikke?
