Det var nu blevet søndag den 13. november og vi skulle hjemad og havde ikke længere brug for vores gæstekort til centret, nu da forestillingen var forbi.
Flyveren afgik først 21:55 så vi havde forlænget værelset til 14:00 for at tage med den sidste direkte ekspresbus til Narita. Der var derfor god tid til morgenmad og pakning af kufferter. Der var også tid til at gå hen til salonen Toraya, hvor vi en lille uge tidligere havde smagt de traditionelle japanske “søde sager” kaldet wagashi for at have nogle af dem med hjem. Selv om det var søndag var der åbent fra 10:00 – 20:00.
Det var vores eneste indkøb, og snart efter var vi på vej op i hotellets elevator til 10. etage for at pakke færdig.
Ved 16-tiden var vi i lufthavnen og fik der lidt af en overraskelse. Modsat af hvad Air Frances Tokyo kontor havde oplyst var det ikke muligt at checke ind og vi blev opfordret til at sidde og vente 3 timer på ukomfortable stole i den store check-in hal. Vi fik også at vide at Air Frances salon ikke åbnede før 2 timer før afgang, hvilket også var modsat de forsikringer vi havde fået. Det var naturligvis uacceptabelt for os, så vi lavede et nummer ud af det, tog ikke nej for et brugbart svar, og opfordrede damen ved skranken om at ringe til Tokyo kontoret. Hun forsvandt så og kom tilbage med sin overordnede og sagde at de kunne – undtagelsesvis – checke vores bagage ind, og via automaten ved siden af kunne vi checke os selv ind.
Vi kom så igennem “filtret” og var endelig inde i transitområdet. Inge huskede at vi i lignende tilfælde i Houston havde benyttet Delta Airline’s salon, og minsandten om der ikke var hele 2 Delta saloner at vælge imellem, og de var helt nye. Vi installerede os…
… fandt mad og drikkevarer ved buffet’en og medens vi sad der hørte vi en flyvemaskine parkere nedenfor. Det var vores maskine, så vi vidste at dens ankomst ikke ville være forsinket.
Vi beskæftigede os med at skrive blog og lave fotografier parate til den, samt kommunikerede. Ja, vi fik os også et glas vino.
Vores fly, AF277 var det sidste fly fra Narita, som I kan se på informationstavlen i Delta’s lounge. Med jeres efterhånden gode kundskaber udi den japanske skrivekunst har I naturligvis straks set at den var “on time”.
Da tiden var så fremskreden at vi kunne gå om bord, gjorde vi det og inden længe var vi komfortabelt installeret.
Flyet startede mod sydøst men vendte snart efter snuden mod nordvest…
…og der var ca. 13 timers flyvetur og ca. 10.000 km at tilbagelægge.
Forplejningen var lige så god som på udrejsen (ingen fotos denne gang) og vi havde bare tilbage at slappe af…
…gennem den lange nat vi havde foran os.
I Tokyo faldt mørket på omkring 17-tiden, så det havde været mørkt i 5 timer før vi startede på vores 13 timers flyvetur gennem natten, og det vedblev at være mørkt 4 timer efter ankomst til Paris. Så det var en nat på 22 timer. Men vi sad i højre side af flyet og havde Nordstjernen uden for vores vindue på hele turen.
Vi landede som første fly i Charles de Gaulle næste morgen kl. 04:10 – i tågen meget spøgelsesagtigt, men vi var kommet helt hjem, og medens vi ventede 10 minutter på vores trofaste taxichaffeur, som var blevet overrasket over vores tidligere ankomst, kunne vi stå og læse og sende de første emails på vores iPhones. Det havde været en interessant og oplevelsesrig tur.