17. august 2016

Bagagerummet fyldt og de sædvanlige ting på bagsædet. Vi er klar til at tage afsted.

Men inden da et blik ud i havnen. Frit udsyn var der dog ikke, for i forbindelse med arbejdet på de tomme lejligheder havde håndværkerne opstillet en stor affaldskontainer.

I Nørre Snede var vi i genbrugsbutik. Overfor den, på den anden side af krydset står denne mindesten, som Inge havde fået øje på og som vi besluttede at kigge på. Vi kørte derover og kom ind mod parkeringspladsen via en legeplads (jeg tror, at det skete fordi vi havde set en cyklist køre ind der, og fordi hele krydset var nyasfalteret uden at kantstriber og lignende var genoptegnet). Efter at have sneget os mellem karusellen og sandkassen kørte jeg hen mod P-pladserne som var markeret på den sorte asfalt. Og så lød der et brag og en frygtelig skraben, som får enhver bilejers små nakkehår til at rejse sig! Overgangen fra flisebelægningen til asfalten viste sig at være en 12-15 cm lodret kant. Som lyset var, så jeg ikke denne kant – og måske var jeg for optaget af at undgå at ridse bilens sider på legepladsens installationer.
Nå, den eneste alarm på instrumentbrættet var den, at sikkerhedsstoppet var deaktiveret. Det foruroligede mig ikke, fordi den meddelelse kommer hver gang jeg har kørt på grusvej med græsbeklædt midterrabat. Så stopper jeg bilen og genstarter, og alt bliver godt. Det gjorde det også dennegang.
Men vi fik lidt mystisk Danmarkshistorie ud af det. Meget lidt, for teksten sagde ikke meget:

9. Juni 1849 – 99
I aftes kom den jyske Post
med nyt fra Nørre Snede
i regn og sol i Tø og Frost
det Minde jeg skal frede

Nederst til højre på stenen var monteret en plade med et digt af Grundtvig:

I aftes kom den jyske post
med nyt fra Nørre Snede
Hvor hesserne fik husmandskost
midt på den brune hede……
Digt af Grundtvig 1849
Nr. Snede 9/6 1949

Efterfølgende kunne vi på nettet læse dette:

I juni 1849, var en afdeling fra det 2. Kurhessiske husar regiment på fourageringstogt på Nørre Snede egnen. De var så trygge, at der ikke blev udstillet vagtposter.
En dansk eskadron og infanteristyrke, under ledelse af Ritmester Brock var afgået fra Hammel og ankom aftenen i forvejen til Nørre Snede området.
Om natten omringede styrken de 4 gårde med tyskerne, som søvndrukne blev purret.
I alt blev omkring 60 tyskere taget til fange uden kamp, ligesom 67 heste blev danskernes bytte.
Desværre undslap en tysk husar til Horsens, hvor han berettede, hvad der var sket og gav beboerne i Nørre Snede skylden. Hævnen lod ikke vente på sig – allerede den 11. afgik en styrke fra den Kurhessiske Garde-batalion for at straffe beboerne med følgende resultat:
”De ruinerede aldeles alt i byen, hug og slog alt i stykker, mishandlede Indvaanerne, slagtede 16 køer, lemlæstede og hug hovedet af faar og lam på marken og lode dem ligge, overalt; deres opførsel var som en bande fra 30-aars krigen”

…og det var jo ikke så godt!

Hovedaktiviteten på turen til Aabenraa var at stoppe hos en web-shop for at købe en aktivitetsmåler til Inge. Hun havde hjemmefra installeret Garmin’s app og behøvede kun at få den paired med det nye armbånd. Det fik hun “den unge mand” til at hjælpe sig med.

Udenfor skulle Inge naturligvis knipse den nye aktivitetsmåler, så der kunne kommunikeres om den 🙂

Vi havde yderligere 2 genbrugsbutikker i Horsens på vores liste. De lå lige ved siden af hinanden. Her er det Blå Kors…

…som er den arealmæssigt største genbrugsbutik jeg har set!

Og Danmissions butik ligger ved siden af var også stor.

Horsens har for nogle måneder siden fået sit eget “Lagkagehus”. Det havde vi udset til kaffepause med Skagenstykker med ost.

De smagte godt og Inge havde den første lejlighed til at afprøve Garmin’s app til aktivitetsmåleren.

Vi kom til Aabenraa, chekede ind på hotellet og kørte op til Fru Geest. Her skiltes vi. Jeg gik ind i caféen for at købe 2 kager, Inge op i byen for at shoppe. Med de 2 stykker marcipanroulade og 3 haveplanter fra Jespers Planteskole i Holstebro kørte jeg ud på Løjt Land, hvor jeg havde en aftale.
Nej, jeg fotograferer ikke medens jeg kører. Jeg holdt ind til siden for at fotografere netop denne strækning, hvor landevejen går ned ad bakke. Det var her, at Birte forulykkede fatalt på sin cykel den 28. juli 1962. Det er længe siden nu.

Jeg havde en aftale i “Krathuset” – et sted med dejlige minder fra min barndom, som jeg ikke har set i mere end 40 år!

Der var frodigt, som jeg huskede, og på skråningen under træerne øverst til højre groede der girakker. Det gør der stadig – og der er mange af dem, sagde Ruth. På den lille rundtur udtrykte jeg, at hun havde forvaltet sin arv på smukkeste vis…

…og så satte vi os oppe under baldakinen…

…og fik kaffe, spiste de medbragte kager fra fru Geest og nippede til en skål brombær, som Ruth havde samlet. De smagte som i gamle dage – vilde bær, som de var. Dejligt!

Og vi sad bare der og snakkede – om gamle dage, og om nu – og havde denne udsigt over fjorden. Rent zen…

Ruth er en kreativ dame, som laver store cementblade, maler på sten…

…og laver rammer/hylder af smågrene fundet på stranden, som passer dekorativt og naturligt til malede små sten, der også kommer fra stranden.

Og jeg fik en med hjem – inklusive småsten. Ensemblet blev straks monteret ved hoveddøren, da vi kom hjem. Det var Inges idé at hænge den der, og den passer perfekt. Vi er meget glade for den.

Eftermiddagen var fløjet afsted, selv om vi havde siddet helt stille og roligt og snakket og nydt det gode vejr. Jeg sagde tak til Ruth for, at hun havde sat så meget tid af til mit besøg, som jeg havde været meget glad for. Jeg kørte tilbage ad den vej jeg var kommet – den lignede sig selv fra årene omkring 1960 – ren nostalgi 🙂

Tilbage i Aabenraa skulle jeg vise Inge kanonkuglen i muren. Og det var ikke i en hvilken som helst mur. Det var muren i det hus, hvor Arne havde haft sin lægepraksis tilbage i 1950’erne. Det er det gule hus for enden af denne snævre gyde, som stikker ud fra Ramsherred.